pixel

'Cykelgaden' breder sig — tre nye på vej til Nørrebro

For få år siden kendte ingen til dem — nu myldrer de frem. Nørrebro får snart hele tre af dem, men erfaringerne er blandede.

cykelgade, vendersgade

Der findes gågader. Og så er der bare gader. Gader som underforstået må være bilgader.

Men de sidste par år har København stiftet bekendtskab med en helt ny type gade: Cykelgaden.

Og inden længe er hele tre nye af slagsen på vej på én gang. Tre strækninger på Nørrebro er nemlig udset til fremover at skulle leve på cyklisternes betingelser.

På 'cykelgaden' må bilerne stadig gerne køre. Men cyklerne kan bruge hele gaden, og hvis man som cyklist har lyst til at køre 10 km/t ved siden af hinanden og sludre om hvor dejligt vejret er, ja så må bilerne pænt holde sig bagved.

Cyklerne har forrang — formelt i hvert fald. Cykelgaderne er stadig så nye i København, at flere bilister har haft svært ved at forstå eller indordne sig under de nye regler.

Tre gange på Nørrebro

I 2023 blev Stefansgade som forsøg lukket for benzin og -dieselbiler. Det skabte mere ro og sikkerhed for de mange børn, der dagligt krydser gaden for at komme til fodboldbaner og legeplads i Nørrebroparken.

Forsøget udløb med udgangen af 2024, men mens resultatet bliver evalueret, er samme Stefansgade nu udset til at blive lavet om til cykelgade som én af de tre nye på Nørrebro.

Ændringen vil formentlig holde snor i farten af biltrafikken på gaden, der i dag i høj grad er indtaget af beværtninger og caféer, som har bænke, borde og stole udendørs.

Den anden af Nørrebros nye cykelgader finder man på Ravnsborgade, der er kendt for sine mange antik- og genbrugsbutikker.

Også her finder man flere caféer, men samtidig en gade der i dag er præget af parkering og biltrafik — som dog altså snart må holde sig bag cyklisterne.

Hvor de to første af Nørrebros udsete cykelgader ligger tæt ved bydelens grænser, så finder man den sidste i hjertet af Indre Nørrebro.

I Guldbergsgade vil den "nye" cykelgade lægge sig langs nogle af Nørrebros få, grønne områder. Den Jødiske Kirkegård gemmer sig på den ene side, mens ByOasen i De Gamles By ligger på den anden.

En cykelgade i Guldborggade rimer ikke blot på, at der er planer om flere børn og mere grønt i området. Den vil formentlig også være populær blandt det byliv, der er på gaden — trukket dertil af blandt andet caféer, butikker og Nørrebros lokale biograf.

Helt præcist vil disse tre strækninger på Nørrebro blive lavet til cykelgader:

  • Ravnsborggade/Ryesgade (mellem Nørrebrogade og Fredensgade)
  • Stefansgade (mellem Nørrebrogade og Den Grønne Sti)
  • Guldbergsgade (mellem Skt. Hans Torv og Meinungsgade)

Flere på få år

'Cykelgaden' er det seneste skridt i en byduvikling, der støt og roligt bevæger sig væk fra en tid, hvor man som i 1960'erne i København havde planer om at inddrage en del af Søerne for at få plads til en motorvej op ad dem.

Konceptet har eksisteret i Holland i adskillige år, men er først for nylig kommer til den danske hovedstad, hvor det dog ganske hurtigt har taget fart.

I 2022 gik Københavns Kommune i gang med at omdanne Nordre Frihavnsgade til cykelgade — og den er officielt byens første.

Vendersgade ved Nørreport blev dog omlagt næsten samtidig, og i samme ombæring nedlagde man her 28 ud af 54 parkeringspladser — og erfaringerne har overvejende været gode.

Vestergade mellem Rådhuspladsen og Gammeltorv er i dag også en cykelgade, og der er fremskredne planer om, at skyggesiden af Nyhavn skal blive det samme.

På ligeså centrale Vester Voldgade er der også stillet forslag om at lade cyklerne indtage vognbanen, men her er projektet indtil videre forsinket af "trafiksikkerhedsmæssige udfordringer", som det hedder fra Københavns Rådhus.

Også en lille stribe mindre centrale veje — som Jorisvej på Amager og Trekronergade i Valby — er i dag cykelgader, og nu udvides puljen altså med hele tre på én gang på Nørrebro.

Cykelgader are the worst

Planerne om de tre cykelgader har netop været en tur forbi Nørrebro Lokaludvalg, hvor man "ikke har nogen kommentarer" — underforstået at man ikke har nogen protester mod rådhusets planer om de nye cykelgader.

Man mener dog her, at "der bør være en ordentlig markering af cykelgaderne, eventuelt med farvet asfalt eller andre markeringer på kørebanen."

Netop manglende markering af gadens status har både på Nordre Frihavnsgade — og i Holland — fået skylden for, at cykelgader ikke altid fungerer efter hensigten.

Bilisterne opfatter ikke reglerne på gaden — eller vælger at ignorere dem — hvis de ikke er lette at aflæse.

"Cykelgader" are the worst, står der f.eks. i en diskussion på websitet Reddit med henvisning til Nordre Frihavnsgade.

Her har en cyklist oplevet, at bilerne er ligeglade med gadens status og blot kører over i den modsatte vognbane for at komme udenom cyklisterne — i stedet for at holde sig bag dem.

Andre gange dytter de for at få cyklerne til at fjerne sig og er ifølge skribenten blevet mere "aggressive" overfor cyklisterne efter gadens omlægning.

I den livlige debat lyder ét svar, at man nemt kunne løse problemet ved f.eks. at dele vejbanen op i to med et bånd af brosten i midten — og ved at lukke den for gennemkørende trafik.

Erfaringerne fra Nordre Frihavnsgade peger på, at København stadig har noget at lære om implementering af cykelgader — og resultaterne evalueres da også her til foråret med henblik på eventuelle justeringer.

De justeringer kan så forhåbentlig nå at blive implementeret på Nørrebro, hvor der til de tre nye cykelgader allerede er afsat penge til "afmærkning", "hævede flader" og "skiltning".

Planerne på Nørrebro er sat til endelig politisk godkendelse på Københavns Rådhus til marts.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

Kurt Larsen
Go`````´´´d ide,så er der bare middelalderbyen,den skal gøres helt bilfri.

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens liv

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling