"Hul" ved IKEA næsten klar til udfyldelse
Forsinket proces nærmer sig sin afslutning — og dermed kan "Det Grønne Strøg" endelig fuldbyrdes efter 20 år.
Det er næsten et år siden, at vi kunne præsentere detaljerne i planen om at bygge 'Copenhagen TV & Movie Center' — også kaldet CTMC.
Siden har kørt en proces med at færdiggøre en lokalplan for det nye byggeri — en proces der nu nærmer sig sin afslutning.
Efter forslaget til lokalplanen for byggeriet blev lagt frem i april sidste år, blev det sendt en tur ud i offentlig høring.
Og dén høring resulterede i en håndfuld kommentarer, der var så vægtige, at embedsværket på Københavns Rådhus har justeret i planerne sammen med bygherren Niels Fennet, der også står bag det udskældte nabobyggeri Cabinn.
Ændringerne har konsekvenser for bygningens brug — mere end dens udseende.
Større café
'Copenhagen TV & Movie Center' skal fortsat rumme et miks af blandt andet hoteværelser, kontorer og produktionsfaciliteter for film- og TV-industrien — ud over en eventsal.
Men der er blevet justeret lidt, så huset i stueetagen også skal rumme en større café på 350 m2 ud mod Carsten Niebuhrs Gade — lige over for Københavns nye busterminal.
Desuden vil det af hensyn til handlen på Fisketorvet ikke blive muligt for 81-årige Niels Fennet at indrette flere små butikker i bygningen. I stedet må den rumme blot to mindre butikker og én dagligvarebutik.
Og så er der lagt op til, at begge de mindre bygning, der bygges på hovedbygningens tag, bliver anvendt til "publikumsorienteret serviceerhverv" som fx restaurant — men ikke til butikker.
Det sidste kan få betydning for 'Det Grønne Strøg', der langt om længe bliver færdigt, når CTMC lægger sin ind mellem IKEA and CabInn.
Den næsten 20 år gamle plan om et hævet fodgængerstrøg i 2. sals højde langs indfaldsvejen Kalvebod Brygge er langsomt blevet realiseret i etaper. Men strøget vil først forbinde Bernstorffsgade med det grønne byrum ved kontorhuset Nexus mere end en kilometer mod syd, når der ikke længere er huller i rækken.
Fuldt strøg
I dag kan man fra Bernstorffsgade gå gennem SEB Bank, videre gennem Rigsarkivet og så ind mellem bygningerne i det hotelkompleks, der huser Tivoli Hotel og WakeUp Copenhagen.
Herfra fører en bro videre til rummet mellem CabInn Hotels to bygninger, men kort efter stopper "strøget" brat.
Den hævede gangsti mellem husene fortsætter godt nok længere fremme henover IKEAs tag og videre over Dybbøls Bro til Kaktustårnene. Men p.t. skal man have vinger eller kunne hoppe 100 meter over hullet, hvor CTMC skal bygges, hvis man vil dén vej.
Men med CTMCs komme, bliver forløbet altså komplet.
Det 90% færdige strøg er i dag som regel en lidt tom affære, men når CTMC fuldender forbindelsen, kan man formentlig vente mere trafik — og her vil bygningerne på taget af CTMC altså kunne tilbyde udadvendte aktiviteter, der kan invitere flanerende københavnere indenfor.
Klatrende grønt
Den ret beskedne justering af planerne har trods alt været så betydningsfuld, at de måtte en tur ud i en ny offentlig høring — hvilket har forsinket processen med nogle måneder.
Det eneste svar der er kommet ind til høringen er dog fra Vesterbro Lokaludvalg, der erklærer, at man "med forventning ser frem til at få lukket hullet på Kalvebod Brygge mellem Cabinn og IKEA" — ligesom man gjorde da den oprindelige lokalplan var i høring sidste år.
De lokale forventer desuden, at "facaden tilføjes grønne elementer i form af fx klatreplanter" og bemærker, at de i dag "er helt fraværende på både Cabinn og IKEA."
Lokalplanen for CTMC indholder netop et krav om klatreplanter på facaden. Men det kom lokalplanen for IKEA også til at gøre — efter at der politisk blev stillet krav om det.
Klatreplanterne er dog nu på vej op ad IKEA — om end de stadig er af en beskeden statur.
Og også på CabInn er der planer om, at den nedre del af bygningen skal dækkes af grønt, som Magasinet KBH fandt ud af sidste år.
På hotellet venter man blot (også) på, at hullet ved siden af fyldes ud, så man kan lave "et samlet billede" med grønne facader på de to nabobygninger.
Ikke flere bump
I forhold til de oprindelige skitser af projektet fra 2023 er den mest væsentlige æstetiske ændring af CTMC måske, at byggeriet nu både har vandrette og lodrette "bånd" løbende over facaden.
Ændringen skal få byggeriet til at falde ind mellem CabInns vandrette, hvide facadebånd der løber rundt om bygningerne — og de vertikale linjer der dominerer IKEAs facade.
I det hele taget kommer CTMC til at tale et formsprog, der ikke er fremmed for møbelvarehuset ved siden af.
Men særligt mod busterminalen på Carsten Niebuhrs Gade kan man altså forvente en lidt mere åben facade end den aflukkede, hvide mur på IKEA, som man kigger på, hvis man venter på en bus til Ringkøbing eller Berlin.
Med afslutningen af høring nummer to uden nævneværdige bemærkninger er der nu ikke mange bump på vejen tilbage for CTMC.
Den opdaterede lokalplan vil med meget stor sandsynlighed blive godkendt politisk allerede her i april — og herefter skal de mere detaljerede arkitekttegninger blot have det blå stempel, så der kan gives en egentlig 'byggetilladelse' til projektet.
Dén proces tager typisk nogle måneder, og hvis det hele forløber glat, er det ikke helt utænkeligt, at man allerede vil se spirende byggeaktivitet ved siden af IKEA i indeværende år.
CTMC er designet af det relativt lille firma Bay Arch, der har hovedkontor i Ringkøbing.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!
kommentarer