pixel

Det blev Trillebør og ikke Mirabelle

Kontroversielle 'Fælledby' har fået gadenavne — men ikke dem, som de lokale og ejeren ønskede sig.

Stilladsarbejdervej 4, 2.th. bliver en ting i København.

Dét står klart efter en beslutning taget af de københavnske politikere for et par uger siden.

De folkevalgte besluttede nemlig i februar at følge anbefalingen fra det såkaldte 'Vejnavnenævn' og give de kommende gader i Fælledby på Amager Fælled navne under temaet 'begreber relateret til byggeri'.

Tilbage i oktober kunne vi fortælle, at temaet 'Modstandskvinder' allerede var blevet opgivet — fordi lokaludvalget i Amager Vest var bange for, at det kunne blive set som en provokation.

Byggeriet af Fælledby har nemlig netop været kendetegnet ved modstand fra flere københavnere, der ville bevare denne del af Amager Fælled som en del af fælleden. Området husede tidligere et mere diskret vandrerhjem. 

Så i stedet kom Vejnavnenævnet op med byggeri-temaet, som nu er vedtaget — til skuffelse for både de lokale, for ejerne af grunden og for Radikale Venstre.

Hvem vil bo i Murer 8?

I oktober lød Vejnavnenævnets udspil, at de nye gader blot skulle døbes 'Blikkenslager', 'Høvl' og så videre. Altså uden betegnelsen 'gade' eller 'plads' hæftet på sig.

Men i den endelige version vil Københavns fremtidige tilstedeværelse på Google Maps indholde navne som 'Skruetrækkervej' og 'Murstens Plads'.   

Tilføjelserne af -gade og -plads har formentlig gjort By & Havn og PensionDanmark — som sammen udvikler Fælledby — en lille smule gladere Og det samme gælder lokaludvalget.

Begge parter ønskede sig nemlig endelser på værktøjerne. Amager Vest Lokaludvalg spurgte f.eks. retorisk i deres høringssvar: 

"Hvem vil bo i Murer 8"?

Men de to parter havde meget hellere set, at man navngav gader og pladser efter den "omkringliggende fællednatur" som f.eks. 'Mirabellen', 'Æblerosen' eller 'Havtornevej', som foreslået af udviklerne.

Amager Vest Lokaludvalg mener, at byggeritemaet "savner charme" og udspillet lød også her, at man skulle plukke navnene fra den lokale natur — men fra både flora og fauna:

"Salamander" og "Brændeskærm" lød to af forslagene.

Men hvorfor?

Hvis både de lokale og ejerne vil have flora og fauna, hvorfor så gå i en ganske anden retning og døbe gaden efter stilladsarbejdere og elektrikere?

Vi sendte spørgsmålet til de fire politikere i Vejnavnenævnet og modtog et samlet svar fra Marcus Vesterager (S) og Helle Bonnesen (K):

"Det har været en svær opgave at skulle finde så mange navne, og som sagens forløb viser, har der været andre temaer i spil, blandt andet kvinder fra modstandsbevægelsen samt flora og fauna. Desværre har det ikke været muligt at gøre brug disse temaer, ligesom de indkomne forslag til temaer har deres begrænsninger, og vi har efter lange og gode drøftelser i nævnet og kyndig vejledning af nævnets sekretariat fundet frem til de nuværende navne."

Hvis man ikke føler sig meget klogere efter dét svar, så har man det som magasinet havde det.

Hvorfor var det ikke muligt at bruge flora eller fauna, som de to parter ønsker sig? Det krævede et par mails mere at få et svar, men det kom:

"For modstandskvinderne gjaldt blandt andet, at der var pårørende, som ikke ønskede det. Lokaludvalget var også kritiske, da de koblede det sammen med modstanden mod byggeriet. Det ville af samme årsag uden tvivl også møde kritik, hvis vi var gået videre med flora og fauna. Her var flere af navnene taget i forvejen, men ved at bruge begreber, som relaterer til byggeri, får vi tilpas mange navne, der heller ikke findes andre steder."

"Klinger ikke godt"

Man kunne formentlig uden større problemer have udskiftet eventuelle dubletter i forslagene, hvis andre gader allerede havde disse navne. Så det har antageligt ikke været den største udfordring. 

Svaret må udlægges som om, at Vejnavnenævnet var bange for kritik, hvis man anvendte navne, der relaterede sig til natur, når nu protesterne netop har været imod fjernelsen af natur til fordel for byggeri.

Nogen vil måske spørge sig selv, om det er mindre provokerende at gå i den helt anden grøft og navngive gaderne efter 'byggeri', som er hvad der nu sker i den natur — og tidligere vandrerhjem — som nogen ville bibeholde.

Vi forelagde tanken for Vesterager og Bonnesen, men har ikke modtaget yderligere svar.

Hos Det Radikale Venstre er man i hvert fald enig med de lokale og udviklerne i, at bygge-temaet måske ikke er decideret poesi for øregangene.

Da de københavnske politikere skulle godkende Vejnavnenævnets byggetema, var De Radikale de eneste, der satte sig imod.

Christopher Røhl (R) foreslog til mødet, at sagen røg tilbage til nævnet med henblik på at imødekomme ønskerne fra de lokale og udviklerne — så Trillebør altså ville blive til Mirabelle.

Røhl skriver i en kommentar til Magasinet KBH, at "det helt ærlig ikke klinger særligt godt i mine ører med de navne (byggetemaet, red.)".

Hvis der var praktiske udfordringer med foreslagene, burde man kunne finde en løsning, fx med "skandinaviske eller europæiske navne", skriver Røhl.

Alle partier stemte dog imod at sende sagen tilbage til nævnet — bortset fra Alternativet der undlod at stemme. Og Røhl siger, at Radikale ikke ønsker at gøre "en sag" ud det.      

Så med mindre der sker meget overraskende nyt, er sagen dermed lukket og slukket.

Det bliver byggeri, og ikke flora og fauna, i denne del af Amager Fælled, hvilket — kan man sige — på sin vis afspejler virkeligheden ganske godt.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

Bjarne McDonald
I Høje Tåstrup har de poetiske navne som Spaden B...

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens liv

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling