Fjern halvdelen af National­banken og lav en plads

»Forestil dig, at man på rådhuset i morgen modtager en ansøgning om at rive en halv, historisk karré ned for at erstatte den med et P-hus i én etage med plads til 200 biler. Og forestil dig, at karréen ligger midt i det mest historiske København omgivet af Børsen, Holmens Kirke og Christiansborg.«

»Jeg tror rådhusets gange ville give genlyd af alle de grin, der ville blive grint. Men det er præcis, hvad der skete for ikke så længe siden. Og senere blev resultatet oven i købet fredet af staten. Det er svært at forstå i en 2024-kontekst.«

Vi taler om Nationalbanken — eller mere præcist om halvdelen af den som Jool har et alternativt forslag til:

Riv den ned, byg nyt og lav en offentlig plads.

Nationalbanken stod færdig i 1978 og blev fredet blot 31 år senere — i 2009.

Ældre københavnere vil stadig kunne huske, at der frem til starten af 1970'erne faktisk lå en hel karré med historiske byggerier på stedet — heriblandt den ældre udgave af Nationalbanken.

Allerede fra midten af 1960'erne gik man dog i gang med at rive karréen ned, så man i etaper kunne opføre den bygning, der havde vundet arkitektkonkurrencen om en ny og større nationalbank det samme sted.

Vinderen hed selvfølgelig Arne Jacobsen — ifølge dommerkomitéen blandt andet fordi den del af hans byggeri, der vendte mod Holmens Kirke, kunne "gennemføres som ganske lav bebyggelse".

Dermed mente man, at hensynet til kirken, Børsen og de andre byggerier i området "skete fyldest", og at Arne Jacobsen havde mødt kriteriet om at "tilstræbe en harmonisk indpasning i det bestående miljø".

»Og det kan jo virke helt grotesk i dag,« siger Jool. »Skala. Formsprog. Rytme. Alt ved byggeriet stikker ud fra sin kontekst. Det er nærmest lidt fornærmende over for den historiske by.«

Bistert møde

Den lille, københavnske tegnestues ærinde er dog ikke at stille spørgsmålstegn ved banken som sådan:

»Nu ligger den der, og man er i gang med at renovere den for omkring tre milliarder kroner. Så der bliver selvfølgelig ikke pillet ved den som sådan,« siger de.

Det er den lave del af bebyggelsen, "sidebygningen", som Jool foreslår fjernet — af flere grunde:

»For det første, så sker den arkitektoniske overgang fra Nationalbanken til Holmens Kirke i dag i ét hug: Fra 1960'er modernisme til 1600-tals barok. Og uanset at Nationalbanken kun har én etage mod kirken, så er det stilmæssigt et bistert møde,« siger Jool og fortsætter:

»Men langt vigtigere, så er det bare et ødselt spild af areal i så fantastiske omgivelser. Tænk: Et P-hus der optager mere end 5.000 m² et sted som dette. Den tanke stammer fra en helt anden tid, hvor København også var meget tæt på at anlægge en motorvej langs Søerne.«

Den lave sidebygnings samlede fodaftryk er på omkring 5.400 m², men Nationalbanken oplyser til Magasinet KBH, at man bruger omkring 2.000 m² inde i bygningen — ud af et samlet areal på knap 48.000 m² i hele ejendommen. Så sidebygningen huser altså en brøkdel af Nationalbankens aktiviteter.

Bygningen rummer primært cirka 200 P-pladser men også blandt andet vaskeri-faciliteter og omklædning for personalet. Peter Levring fra Nationalbanken oplyser dog til Magasinet KBH, at "der også vil blive lavet areal til potentiel udlejning i området" — indikerende, at hele arealet ikke bruges i dag.

Byen kan trækkes til Slotsholmen

»Hvis den lave sidebygning fjernes, så vil Nationalbanken miste blot 4-5% af sine etagemeter,« siger Jool. »Men byen vil kunne få en fantastisk plads der mentalt vil samle Børsen, Holmens Kirke og Bremerholm, der ellers er helt adskilt fra hinanden af biltrafik.«

Danske Bank er for nylig flyttet ud af sit gamle og søvnige 'bankkvarter' omkring Laksegade, der ligger lige ovre på den anden side af Holmens Kanal — som naturligvis ikke længere er en kanal men en bilgade med op til seks spor.

Kvarteret går en ny fremtid i møde som et mere levende kvarter med butikker og restauranter, så Middelalderbyens fodgængerliv er allerede på vej til at brede sig mod syd og Knippelsbro.

Og Jool mener, at en ny plads ved Nationalbanken vil kunne "trække" byen videre over trafikbarrieren Holmens Kanal til Holmens Kirke og et genopbygget Børsen. Med en ny plads ud til vandet som centrum vil man kunne udviske noget af den mentale blokade mellem området ved Kongens Nytorv og Slotsholmen, som man oplever i dag på grund af biltrafik og Nationalbankens monolitiske fremtræden.

»I dag skal man tage sig lidt sammen for at gå fra Børsen til Bremerholm — eller omvendt — langs den marmorbeklædte mur på Jacobsens sidebygning,« siger Jool.

»Her er godt nok nogle træer, der skal bløde det rå og det grå lidt op. Men det ændrer ikke meget på, at det er en trist strækning til fods eller på cykel langs en afvisende, tillukket og monoton facade. Og det vil et nyt byggeri og en ny plads helt ændre på.«

Pladsen ser Jool holdt relativt åben og fleksibel, så den kan benyttes til f.eks. loppemarkeder eller street food. Men den skal defineres og opdeles af elementer som vandkunst og flere høje træer. 

»Der skal selvfølgelig arbejdes videre med alle detaljerne,« siger Jool. »Lige nu handler det om at få konceptet ud og leve«. 

Tag ændrer sig

En ny bygning er altså en del af forslaget, og dén forestiller Jool sig opført på den nordlige halvdel af den grund der vil ligge klar, hvis sidebygningen fjernes. Dermed vil pladsen opstå mod syd, hvor der er mere sol, og hvor det nye byrum vil vende sig mod Børsen og kanalens vand.

»At gøre hele arealet til en plads, vil blive for meget,« tilføjer Jool. »Det er for stort, og pladsen har brug for en beskyttende 'væg' mod trafikken på Holmens Kanal.«

Bygningen skal dog ikke kun tjene til at indramme den nye plads. Tanken er ikke mindst, at den også skal skabe en blødere overgang mellem Nationalbankens hovedbygning og Holmens Kirke.

Derfor er Jools bygning mod Nationalbanken ligeså høj som banken, men herfra falder den mod Holmens Kirke. På den måde skal den skabe noget mere af den harmoni, som Jool mener, at Nationalbankens lave sidebygning ikke lykkedes med at skabe.

Imellem den nye bygning og Nationalbankens hovedbygning opstår en passage med en bredde som et typisk, københavnsk stræde, hvilket ifølge Jool vil skabe en mere behagelig og naturlig forbindelse for fodgængere fra Kongens Nytorv og metroen mod Børsen og Knippelsbro, end man finder i dag.

Den nye bygning er beklædt med en slags "halvt valmtag", siger Jool. Mod Nationalbankens modernistiske facade og de relativt store volumener på Holmens Kanal ser man ikke taget fra gaden, og de vertikale facader får lov at rejse sig i fuld højde for at matche omgivelserne.

Men mod den mindre Holmens Kirke falder taget og bliver synligt — og den mørke zink-beklædning sender en kulørmæssig hilsen over til taget af glaserede tagsten på kirken.

Ud mod den nye plads "knækker" taget og falder skarpt ned mod pladsen. På den måde kan man fra pladsen se bygningens glidende fald i højde fra Nationalbanken ned mod Holmens Kirke — samtidig med at taget bliver markant og tydeligt fra gadeniveau.

Æstetisk har Jool søgt en bygning, der "taler med" hele området:

»Særligt ud mod pladsen vil man opleve man en klassisk tre-deling med stueetagen som en 'sokkel' med en anden facadebeklædning end de øvre etager, og øverst et tag, der er tydeligt fra gaden,« siger Jool:

»Men mod Nationalbanken og Holmens Kanal ses taget ikke fra gaden, ligesom man i dag ikke kan se bankens flade tag. Dét greb skal koble de forskellige stilarter bedre end i dag — ligesom de fremtrædende, vertikale bånd på Nationalbankens facade "oversættes" til den nye bygning for rent æstetisk at knytte dem sammen.«

På Jools bygning opstår de vertikale bånd med en zinkbeklædning på den bærende konstruktion.

Jacobsens bliver flottere

Intentionen er altså, at den nye bygning skal knytte de vidt forskellige stilarter i område lidt bedre sammen.

»Men også at lade Arne Jacobsens bygning få lov at stå flottere,« siger Jool og fortsætter:

»Der er meget delte meninger om den bygning i dag. Og decideret skøn synes de færreste nok, at den er. Men uanset hvad man mener, så får hovedbygningen ikke lov til at komme til sin ret i dag. Sidebygningen gør den værre, end den er.«

Arkitekterne uddyber, at Nationalbankens største halvdel i dag er flankeret af bilgader på tre sider. Og den fjerde side er altså afskærmet af den 50 meter brede sidebygning, så man ikke kan komme tæt på hovedbygningen.

»Så der findes ikke et areal i dag, hvor man kan træde lidt tilbage og se hovedbygningens lange facader i deres helhed og samtidig gå tæt på for at se på detaljerne.«

Den anden af Nationalbankens lange sider er flankeret af Ringvej O2, der både er relativt smal og fuldstændig domineret af biltrafik, så her har man ikke muligheden.

Og ifølge Jool vil Nationalbanken komme mere til sin ret, hvis den får lov at ånde uden den lave sidebygning og i stedet har en ny plads foran sig.

Kan finansiere sig selv

Som dens tredje funktion skal den nye bygning finansiere hele projektet.

»Det er klart, at det vil koste nogle penge, dét her,« siger Jool.

»Og nogle vil måske tænke, at når man alligevel bruger ikke mindre end tre milliarder på at renovere bygningen, så kan man vel bruge nogle ekstra hundrede millioner på et nyt byrum også.«

Men sådan siger Jool, at det ikke behøver at være. Med beliggenheden vil Nationalbanken kunne tage imod et anseeligt beløb for en byggegrund på omkring 2.500 m²:

»Nedrivningen af én etage vil ikke være kompliceret, og der vil være et betydeligt provenu, som kan finansiere den nye plads.«

Jool ser for sig, at bygningen kan rumme boliger og ervherv — eller, endnu bedre, et hotel:

»Hotelmarkedet er tilsyneladende umætteligt, og tænk hvilken beliggenhed vi har her. Lige ved vandet midt i det historiske København med udsigt til Børsen — og med 150 meter til Kongens Nytorvs metro med tog direkte til lufthavnen. Er det byens bedste?«

"Ikke Versailles"

Men hvad med konsekvenserne? Vi har at gøre med et fredet byggeri af Arne Jacobsen med en have på taget. Kan man bare rive sidebygningen ned?

»Altså, den have på taget mener vi ikke, at man behøver forsone sig med. Hvor mange mennesker har set den med egne øjne? Det er ikke mange, for man kan slet ikke se den fra gaden, og reelt er der tale om en flade af vejrbidte betonfliser afbrudt af relativt få buske. Det er ikke Versailles' haver, vi taler om.«

Peter Levring fra Nationalbanken oplyser, at der heller ikke er adgang til taghaven for bankens ansatte. Den er alene et "arkitektonisk element", fortæller han.

»Det er klart, at nogle af de ansatte kan kigge ned på den fra deres vinduer,« siger Jool. »Og hvor meget de nyder synet, tør vi ikke sige noget om. Men tænk hvis de i stedet fik en ny plads med liv og med store træer i 4. sals højde? En plads med café, restaurant eller butikker i stueetagen, så arbejdspladsen ikke længere bare er omgivet af biltrafik.«

Nationalbanken har også to haver inde i hovedbygningens gårdrum, og dem bliver der ifølge banken "lagt meget arbejde i at gøre pæne at se på", fordi det er de indvendige lokalers eneste udsigt.

»Og vi skal passe på med at blive for ærbødige,« fortsætter Jool. »Særligt hvis det er til vores egen skade. Arne Jacobsen er en markant skikkelse i dansk designhistorie, og vi kender alle hans møbeldesigns og flere af hans byggerier. Men de er også børn af en anden tid, hvor formerne var meget hårde, og hvor vi raserede hele bykerner for at gøre plads til mere biltrafik.«

Jacobsen ville bifalde

Jool mener ikke, at der er risiko for, at Jacobsen vil vende sig i graven, hvis Nationalbankens sidebygning viger pladsen for, ja, en plads.

»Hvis han levede i dag, ville han være ligeså påvirket af det 21. århundredes zeitgeist, som han selv var af modernismen i det 20. århundrede. Modernismen var historisk en vigtig strømning i formgivningen, men vi lærer og udvikler os som mennesker og bygger videre på dét, der var. Og det bør vi altid gøre.«

Den nye plads og bygning skal være en form for kompromis, hvor den betydelige del af Jacobsens nationalbank — der altså udgør omkring 95% af etagearealet — bevares som den er. Og Jool mener som nævnt, at denne del faktisk vil komme mere til sin ret, hvis sidebygningen fjernes.

Jool griner:

»Hvis man går en tur ned til banken i dag, kan man på stueetagens facade se en lille reces — et lille indhak — lige der hvor sidebygningen kobler sig på hovedbygningen. Dét indhak havde man ikke behøvet at lave i den ellers klinisk plane facade, og for os er det Jacobsen, som her siger til eftertiden: 'Hvis I en dag får lyst til at klippe over her, så er det fint med mig.'"

Men fredningen?

Der er også et par praktiske udfordringer ved at fjerne sidebygningen: Fredningen og Nationalbankens brug af den.

Peter Levring oplyser dog til Magasinet KBH, at de funktioner, der normalt ligger i sidebygningen faktisk allerede er flyttet til Langelinje i forbindelse med den igangværende renovering.

»Så banken kan godt fungere, selvom de ligger et andet sted.«

Levring skriver også, at "flere af de driftsanlæg, der skal huses i bygningen [når banken flytter tilbage efter renovering, red.], kan placeres andre steder".

De ligger dog naturligt nok "optimalt" i den lave sidebygning, tilføjer Levring, som også siger, at det vil være mere vanskeligt f.eks. at flytte bankens køleanlæg.

Nationalbanken vil ikke udtale sig om et "hypotetisk scenarie" men Levring siger, at man forholder sig til "de bygninger der står, der er fredet," og at man "arbejder inden for rammerne af de muligheder, som det giver."

Hele Nationalbanken blev altså fredet i 2009, men en fredning kan ophæves igen af Slots- og Kulturstyrelsen. Styrelsen oplyser til Magasinet KBH:

"Generelt vil det være ejer, der søger om affredning af en fredet bygning. Ophævelse af en fredning kan ske efter bygningsfredningslovens §8, stk. 2 og skal forelægges Det Særlige Bygningssyn. Uanset synets indstilling kan Slots- og Kulturstyrelsen, efter en høringsperiode, vælge at affrede."

Med andre ord kan Nationalbanken som grundejer selv søge om en affreddning af sidebygningen. Hvis argumenterne for at "fredningsværdierne" ikke kan opretholdes er overbevisende nok, kan fredningen potentielt ophæves og bygningen derefter fjernes.

Mindre trafik er vigtig

De 200 P-pladser i sidebygningen siger Jool, at man evt. kunne lægge i en ny kælder under pladsen — hvor også f.eks. et køleanlæg kunne ligge.

»Men man bør også spørge sig selv om, hvor mange P-pladser der reelt er brug for i dag,» siger Jool og fortsætter: »Da Nationalbanken blev designet, skulle vi alle flytte til forstæderne og køre i bil på arbejde. Det har vi fundet ud af ikke var så smart, og i dag ligger der en metrostation 150 meter fra banken.«

Jool fortæller også, at der ligeledes 150 meter væk — i Asylgade — ligger et P-hus, som Nationalbanken vil kunne leje pladser i.

»Og P-pladserne ude på Havnegade synes vi, det er oplagt fjerne. De ligger lige ud til vandet, og den beliggenhed kan bruges meget bedre. Men man kunne beholde nogle stykker, så banken f.eks. har pladser til gæster.«

En reduktion af biltrafikken omkring pladsen er dog en central del af planen, fortæller Jool afsluttende:

»Tiden har været hård ved området, der i dag er præget af isolerende trafikforbindelser på kryds og tværs. Vi så gerne Børsbroen og Havnegade lavet til ren cykelgade som en del af projektet. Torvegade bliver alligevel snart indsnævret til én vognbane i hver retning, og vi kan forvente et nyt byrum foran Børsen, der også vil dæmpe biltrafikken.«

Man kan dog godt holde en vognbane åben i hver retning, siger Jool, så længe en samlet belægning rent visuelt trækker pladsen henover Havnegade og dermed knytter Holmens Kirke til den nye plads:

»Det handler om fuldstændig at transformere byrummet — til glæde for både banken, trafikanter og ikke mindst alle københavnerne,« slutter Jool.

—

Disclaimer: Magasinet KBHs redaktør, Anders Ojgaard, er en del af Jool Arkitekter.