pixel

To (næsten) nye parker er åbnet i Sydhavnen

Sydhavnen er blevet en hel del grønnere i denne måned, hvor både en skolepark for alle og en skybrudspark ved Karens Minde Kulturhus er åbnet.

karens minde aksen

Den oprindelige del af Sydhavnen gennemgår store forandringer i disse år, og nu er to nye, grønne områder også klar til tage imod lokale beboere og besøgende.

Eller rettere sagt: To eksisterende grønne områder har som led i Områdefornyelsen Sydhavnen fået et gevaldigt løft, så de fremstår spritnye.

Plads til både løbehjul og bål

Vi starter ved Ellebjerg Skole, hvor skolearealet er åbnet op for offentligheden, så os andre, der har gennemført niende klasse, nu også må kigge indenfor.

Pio Parken er en sammenslutning af skolegården og det tilstødende byrum Pios Plæne — begge opkaldt efter Louis Pio, der i 1871 var med til at stifte Den Internationale Arbejderforening, der senere blev til Socialdemokratiet.

Til forskel fra Louis Pios bevægelse fremstod både plæne og skolegård dårligt organiseret. Her var utrygt, nedslidt og skolens store kunstgræsplæne udnyttede ikke pladsen optimalt.

Men efter tre års arbejde er alt lavet om og hver en kvadratcentimeter udnyttet. Nu er der både plads til en fem-mands kunstgræsbane, en multibane og en streetbane til løbehjul, skateboards og rulleskøjter.

I midten af parken er et område med 150 nye træer i mange sorter og et væld af buske, planter og blomster kommet til.

Og det stopper ikke her. Værksteder, en frugtlund, en svævebane, en bålplads og en "aktivitetssti", hvor man kan afprøve sine motoriske færdigheder, har også fundet vej til Sydhavnens nye park.

Selvom parken er åben for alle døgnet rundt, er grundidéen i parkens indretning, at eleverne fra Ellebjerg Skole i høj grad skal inddrage de nye byrum i undervisningen.

Fremover kan eleverne desuden komme i skole fra en ny ankomstplads ved Louis Pios Gade fremfor den stærkt trafikerede P. Knudsens Gade.

Det er arkitekterne fra SLA, der har haft den store lineal fremme og indrettet den 14.000 kvadratmeter store park her midt mellem skolen og den kommende metrostation på Mozarts Plads.

Skybrudspark ved Karens Minde

Pio Parken er som nævnt ikke den eneste grønne opgradering i kvarteret dette forår.

I den grønne kile fra Ellebjergvej til Karens Minde Kulturhus skal et rekreativt skybrudsprojekt fremover håndtere op til 15.000 m3 regnvand og samtidig give lidt grøn energi tilbage til kvarteret.

Her vil en snoet, klinkebelagt sti skabe variation og sammenhæng i det lange, grønne område til Mozarts Haveby i syd — hvorfra man kan fortsætte over skinnerne til Sydhavnstippen og Valby Parken.

Når det regner ledes vandet ad klinkestien som en snørklet å, før det munder ud i et 2.500 m2 regnvandsbassin, der minder mere om et naturligt moselandskab end et egentligt bassin.

Undervejs vil en ny legeplads, pladser og en cirkelbro gøre gåturen til en endnu mere spændende rute at følge, og i området omkring aksen finder du også heste, får og kaniner ved Børnenes Dyremark.

Landsskabsarkitekterne fra Schønherr har stået for den store transformation, der udover at nyfortolke parken også har søgt at bevare så meget som muligt af de eksisterende naturelementer.

Udover de to nye parker er en række større og mindre projekter også realiseret som led i Områdefornyelsen i Sydhavn. 

Borgbjergsvej har eksempelvis også fået et grønt løft med flere nye træer og udvidet fortov med mere plads til udeservering og ophold.

Scandiagades brede midterrabat er blevet omdannet til en lokal park, der ved skybrud kan håndtere 1.500 kubikmeter regnvand.

Derudover er 12 ejendomme i kvarteret renoveret, 74 forskellige sociale og kulturelle arrangementer har fået støtte og handelslivet omkring Borgbjergsvej og Mozartsvej styrket med en ny handelslivsstrategi.

Pio Parken indvies officielt mandag den 15. maj, og Karens Minde Aksen indvies den 26 maj.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling