Rosenkrantz-Theil afviser at klargøre realisme i egne forslag

Sådan lød det for nylig fra Socialdemokratiets kandidat til overborgmesterposten i København, Pernille Rosenkrantz-Theil.

Og hun stoppede ikke der. 

»Vi skal bygge flere ejerlejligheder, og vi skal bygge flere almene lejelejligheder, der er til at betale. Modsat nu hvor vi bygger alt for mange dyre, private lejelejligheder,« sagde hun også til 'Netavisen Pio', der har tæt forbindelse til Socialdemokratiet.

Og hun gentog visionerne i en kronik i Berlingske i januar. Det er kun et spørgsmål om at "ville", skrev hun her. Hvis bare "vi vil", så får vi skønnere bygninger, og der kommer "hyggelige udeserveringer, legepladser, bænke og alt det andet, som vi elsker ved København".

Og så får vi også "smukke murstenskarreer med københavnertage" med "hyggelige byggeforeningsagtige huse" vævet ind imellem sig.  

Det er udmeldinger, der nok vil kæle for øregangene for flere af Magasinet KBHs læsere:

Vi skal have forbedret kvaliteten af den nye arkitektur, så den får mere karakter. Og vi skal have flere billige boliger.

Men hvordan skal vi gøre det?

Hvordan færre lejeboliger?

Dét spørgsmål ville vi på Magasinet KBH gerne have Pernille Rosenkrantz-Theils svar på.

For der er mere end én udfordring for hendes erklærede intentioner.

For det første kan en kommune i dag slet ikke regulere ejerforhold med de lokalplaner, som er deres værktøj til at indrette byen.

Hvis en ejer af en grund — ofte landets store pensionsselskaber — ønsker at bygge på den, kan kommunen ikke kræve, at de nyopførte boliger bliver ejerboliger.

Og derfor ender Københavns nye boliger meget ofte som private lejeboliger, da de er gode til at sikre et stabilt afkast til ejeren over mange år.  

De seneste 10 år har — hold nu fast — ikke mindre end 60% af alt nybyggeri i København været private lejeboliger. Kun omkring 9% har været alment boligbyggeri, og byggeri af andelsboliger er i dag stort set ikke-eksisterende.

Hvordan skal København lave om på alt dette, hvis en kommune slet ikke kan kræve, at der bliver bygget flere ejerboliger?    

Politisk arkitektur?

For det andet beskæftiger Københavns Kommunes politikere sig i dag kun i yderst begrænset omfang med byens arkitektur.

Rosenkrantz-Theils partikollega — og nuværende overborgmester — Lars Weiss sagde det meget præcist til Magasinet KBH for et par år siden:

»Vi er jo rene lægmænd. Tilgangen hos [politikerne] er, at vi kan få råd fra stadsarkitekten, men at der ellers sidder nogle professionelle arkitekter på projektet, og så skal det ikke være lægmændene, politikerne, der er overdommere på det. Som hovedregel beskæftiger vi os ikke så meget med det arkitektoniske udtryk på bygningerne, med mindre det ligger i en speciel kontekst.«

Så hvad er det, Rosenkrantz-Theil forestiller sig med hensyn til byens arkitektur? 

Er det et opgør med partikollegaen og en overhaling af hele strukturen i Københavns Kommune? Hvordan kunne hendes vision potentielt blive til virkelighed?

Vi ville meget gerne have kunnet bringe en artikel med svar fra hende. Men det er desværre ikke muligt.  

"Tøv endelig ikke en anden gang"

I en mailudveksling med Socialdemokratiets presseafdeling bad vi om et interview og gjorde klart, hvad interviewet ville handle om.

Vi nævnte også, at Socialdemokratiet op til seneste valg var kommet med en markant udmelding, som man havde trukket helt i land blot otte måneder efter valget. I et interview ville Rosenkrantz-Theil have mulighed for at genopbygge noget tillid til liste S ved at forklare, hvordan hendes udmeldinger om fremtiden kunne blive gennemført.

Men først fik vi at vide, at hun desværre ikke havde tid inden deadline. Og da vi fortalte, at der ikke var en skarp deadline, og at vi var fleksible, lød næste tilbagemelding fra "overborgmesterkampagnens" kontor:

"Vi ønsker ikke at medvirke i interviewet. Men tøv endelig ikke med at række ud en anden gang."

"Række ud" kan man altså gøre, men hånden forbliver tom, hvis man vil stille spørgsmål om, hvorvidt spidskandidatens valgløfter overhovedet kan realiseres — og hvordan.

Opgivede løfter

Efter i snart 20 år at have fulgt byens udvikling på Magasinet KBH er det svært ikke at lade dén udmelding skrive sig ind i en større historie om Socialdemokratiet.

I 2021 meldte man som mange vil huske ud, at 1/3 af alle P-pladser på gaden i København skulle være væk senest her i 2025. Omkring 42.000 styk i alt. Men efter blot otte måneder på overborgmesterposten meldte Sophie Hæstorp Andersen (S) ud, at det ikke var realistisk.

Det var nu end ikke realistisk blot at fjerne fx 1/20 af pladserne, for enhver tanke i retning af færre P-pladser på gaden blev hurtigt opgivet af S. Sidste år fik man sågar etableret en stribe nye P-pladser på Østerbro på initiativ af S.

Mange vil nok også huske Ritt Bjerregaards løfte om på 5 år at opføre 5.000 boliger med en husleje på 5.000 kroner. Hun gav senere andre skylden for, at ikke en eneste blev bygget, men et Socialdemokratisk løftebrud var der uanset hvad tale om. 

Socialdemokratiet har i årevis også haft lidt af et ry for at "tale grønt, men stemme sort", når det kom til Københavns trafikpolitik. "Færre biler og mere grønt", lød det gerne.

Men når der skulle stemmes, var det som regel for en opretholdelse af bilernes råderum og en nedprioritering af det grønne, der ikke måtte stå i vejen for byens udvikling og ofte blev anset for at være for dyrt.    

Man bliver træt

Og man bliver træt af at høre på det. Træt af at voksne mennesker med årtiers erfaring med drift af land eller by fremlægger "visioner" uden at have tænkt en tanke om, hvordan vision bliver til virkelighed.

Som vælger kan man kun drage én konklusion: Enten er de opportunisitiske løgnere, eller også er de så inkompetente, at de ikke bare tilnærmelsesvis kan vurdere realismen i deres egne udgydelser.

Det er useriøst. Det er uprofessionelt. Ligesom det er det, når medier lader politikerne aflevere "visioner" uden at gå til dem omkring realismen. 

Som vælger kan man — som mange gør — overgive sig til kynismen. Man kan acceptere, at det hele bare er et game og stille og roligt lade ligegyldigheden flytte ind. Men vi skylder hinanden og vores børn ikke at gøre det.

Når spidskandidater for store partier kommer med politiske udmeldinger, der potentielt kan have en markant indvirkning på vores levede liv, så skylder de den enkelte vælger noget respekt. De skylder at sætte sig så meget ind i sagen, at de kan komme med en klar og ærlig udmelding, der også indeholder et rids af, hvordan det hele skal blive til virkelighed.

Vi kan alle sidde nede på værthuset klokken 02 og sige, at vi skal have sporvogne eller flere gesimsbånd på facaderne — eller hvad man nu lyster. Og lille Viola på rød stue kan love Virgil ekstra vingummier til næste fødselsdagsfest, hvis bare han overlader Minecraft til hende nu.

Men når vi taler om landets politiske system — om indretningen af verden omkring os — så skal vi altså kunnne forvente en højere grad af dybde i visionerne og i løfterne.

Det er naturligvis ikke kun Socialdemokratiet, der synder. Men i København har de har sat sig på 1. pladsen i Superligaen. 

Enhedslistens Line Barfod havde også inviteret til presse-bling, da hun for nylig inviterede Politiken til præsentati0n af en idé om at åbne to åer i næste valgperiode. Men her var der dog i hvert fald et lille tilløb til en uddybning af, hvordan det kunne finansieres og skrues sammen. 

Det var ikke meget. Men det var dog noget.

Pernille Rosenkrantz-Theil fik muligheden for at fortælle de københavnske vælgere, hvilke værktøjer hun vil tage i brug for at skabe det København, hun taler om. For at vise, at hun er et mere seriøst alternativ til Hæstorp-Andersen — et alternativ der har gjort sit forarbejde.

Men hun "ønsker ikke at medvirke".