pixel

Vandtårn bliver centrum for Tårnbys nye bydel

Den nye bydel Vandtårnsbyen skal skabe mere sammenhæng og liv i det centrale Tårnby.

Det er ikke kun i København og på Frederiksberg, at nye bydele tilsyneladende skyder op i hver en ubebygget eller ubenyttet sprække. Også i lufthavnskommunen Tårnby har man planer om at lade den eksisterende by knopskyde med et helt nyt boligkvarter, Vandtårnsbyen.

Som navnet mere end antyder, skal den nye bydel anlægges omkring kommunens vartegn, Tårnby Vandtårn fra 1929.

Vandtårnet ligger i dag midt i en rundkørsel, omgivet af blandt andet Tårnby Skole, store villakvarterer og nordenden af den lokale bypark.

Blot et par hundrede meter mod syd ligger både Tårnby Station og butikscenteret Tårnby Torv, men fordi området gennemskæres af den brede og trafikerede Englandsvej, har det i dag mere karakter af ringvejskvarter end bycenter.

Det ønsker man fra Tårnby Kommunes side at lave om på med den nye bydel.

En 'splittet' kommune

Tårnby er på grund af sin placering midt på Amager stærkt præget af den omkringliggende infrastruktur. Tidligere udgik motorvejen til lufthavnen fra netop Tårnby Vandtårn, og i dag skæres kommunen over fra nord til syd af den firsporede Englandsvej og fra øst til vest af Øresundsmotorvejen.

Og selv om en del af motorvejen er overdækket omkring kommunens centrum — og selv om den gamle motorvej siden er blevet erstattet af førnævnte bypark — opleves Tårnby bogstavelig talt som en splittet by.

Men tanken er altså, at Vandtårnsbyen skal være med til at hele en smule af denne splittelse.

Med den nye bydel håber man således at skabe bedre sammenhæng mellem kommunens centrum omkring Tårnby Torv og boligkvartererne nord for vandtårnet.

I dag er området, hvor størstedelen af Vandtårnsbyen skal anlægges, domineret af Tårnby Skole, der med sine omfattende udearealer fungerer som en næsten lige så stor barriere som motorvejen og Englandsvej.

Tidligst i 2028

Tårnby Kommune har barslet med planerne om Vandtårnsbyen i et års tid, men det er endnu meget småt med detaljerne — udover at det historiske vandtårn selvfølgelig vil blive den nye bydels pejlemærke.

I forbindelse med lanceringen af intentionerne udtaler Tårnbys borgmester, Allan S. Andersen (S), at det er kommunens overordnede vision “at skabe et lokalt bymiljø med kommercielle, kulturelle og fællesskabende kvaliteter, der giver et levende og attraktivt byliv samt nye boliger med bæredygtige tiltag”.

Det er planen, at der skal bygges i alt 56.000 etagemeter til boliger og erhverv i den nye bydel. Det er godt dobbelt så meget som det samlede etageareal i Amalienborgs fire Palæer — eller hvad der svarer til arealet af 662 nye boliger i gennemsnitlig, københavnsk størrelse, som lyder på 84,6 m2.

Tårnby Kommune har netop indgået en aftale med Industriens Pension om, at pensionskassen udarbejder det arkitektoniske materiale, der skal til for at lave en lokalplan for området. Til gengæld får Industriens Pension forkøbsret til området og dermed mulighed for at bygge på det og skabe et afkast til dens næsten halve million medlemmer.

Planen er indtil videre, at byggeriet af den nye bydel tidligst kan begynde i 2028.

Butikscenterbyggeri bliver bindeled

Tårnbys udvikling kommer dog ikke til at stå stille i den mellemliggende periode.

Byens aldrende butikscenter, Tårnby Torv, skal nemlig erstattes med et moderne byggeri med plads til både butikker og lejligheder — og i samme åndedrag begynder også den første spæde udvikling af det store skoleområde umiddelbart ved siden af 'Vandtårnsbyen'.

Her skal der i det sydøstlige hjørne, lige over for Tårnby Torv, opføres en ejendom med boliger som en del af butikscenterprojektet. Og når Vandtårnsbyen begynder at skyde op vil de to projekter dermed koble sig sammen til ét, samlet byområde.

Den omfattende make-over af Tårnby Torv skulle egentlig allerede have været sat i gang og de eksisterende butikslejemål været opsagt først på året.

Men projektet blev i forsommeren forsinket af arkæologiske udgravninger, og AP Pension — der står bag transformationen — har udtalt, at man p.t. er ved at "genbesøge økonomien" på grund af blandt andet udgravningerne og de seneste års inflation.

Hvad med tårnet?

Tårnby Vandtårn er ikke i øvrigt længere i brug, og det fungerer i dag primært som et markant stykke rundkørselkunst.

Dét har tidligere fået tegnestuen SquareOne til at forslå, at man gentænker det næsten 100 år gamle tårns funktion og transformerer det til et boligtårn med et spaområde omkring vandtanken øverst oppe.

Tegnestuens vision blev positivt modtaget af Magasinet KBH’s læsere, men spørgsmålet er, om de lokale i Tårnby vil være åbne for en så radikal forandring af deres vartegn.

Uanset hvad, kan visionen måske tjene som inspiration til, hvordan man kan indtænke vandtårnet i den nye bydel som mere end bare et funktionsløst landemærke.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling