Supercykelstierne startes op igen
Cykelstier der er 'super' er nemmere, hurtigere og sikrere at cykle på — også hvis du kommer fra Roskilde. Efter en pause startes arbejdet op igen.
Du er på vej gennem byen. Der er grønt omkring dig, grøn bølge og luft til dækkene, hvis du føler dig flad. Du er ikke ved at blive ramt af en bus i højresving og bussens passagerer dumper ikke ned på cykelstien, når de stiger ud.
Asfalten på cykelstien er lækker, og der er plads til at holde et fornuftigt tempo. Du kan sætte hak ved dagens friske luft og motion, og du er fremme til tiden.
For de fleste lyder det som langt sjovere scenarie end at sidde i evig kø på ring 3.
Og det er netop det, der er målet med supercykelstierne — at tilbyde en cykelinfrastruktur i hovedstadsregionen, der gør det nemmere vælge cyklen fremfor bilen og dermed afhjælpe trængsel.
Nye ruter
Den første supercykelsti, Albertslundruten, åbnede i 2012, og siden er otte andre koblet på supercykelstinetværket, der går på tværs af kommunegrænserne.
Arbejdet med at anlægge flere cykelstier har ligget stille i et par år, men er nu kommet på banen igen med færdiggørelsen af to vigtige supercykelstier.
Hvis alt går vel, vil man således sidst på året kunne suse afsted gennem hele byen ad Københavnerruten — eller C98 — der løber over 11,6 kilometer fra Svanemøllen Station i nord, gennem Indre By, over Langebro med slut ved Amager Strandpark og kommunegrænsen til Tårnby.
Det vil ligeledes være muligt at komme frisk på arbejde ad Roskilderuten — eller C75 — der over 31 kilometer forbinder to regioner og krydser syv kommunegrænser mellem Roskilde og København.
Hvad er en supercykelsti?
De nye supercykelstier bliver nr. 10 og 11 i et netværk, der i forvejen tæller ni ruter og forbinder 19 forskellige kommuner.
Supercykelstierne skal ifølge Region Hovedstaden være med til at gøre København til 'Verdens Bedste Cykelby', men hvorfor er de egentlig “super”?
En supercykelsti dækker over en cykelsti, der har fået en opgradering på flere parametre.
På supercykelstien beskyttes cyklisterne bedre i forhold til biltrafik, og den er mere komfortabel at køre på, fordi stierne er ekstra brede og har en jævn belægning, der gør det muligt at køre hurtigere.
Supercykelstierne har også frynsegoder som luft til dækkene, skråtvendte skraldespande, der er nemme at ramme i fart, samt fodstøtter.
Og så er de mange trafiklys indstillet, så man med den rette fart omkring 20 km/t bør flyde på en 'grøn bølge' og ikke igen og igen bliver fanget af rødt lys, fordi biler skal passere på tværs.
Fordi ruterne er anlagt med så få stop som muligt mellem A og B gør de det mere overskueligt for almindelige cyklister at cykle fra eksempelvis Allerød til Frederiksberg eller fra Brønshøj til Frederikssund — eller i hvert fald noget af vejen.
Cykelstierne forbinder også klynger af arbejds- og studiepladser med kollektive trafikknudepunkter, så cyklen kan kombineres med kollektiv transport.
Sådan bliver de nye cykelruter
De samme gode forhold kommer til at gøre sig gældende på Københavnerruten og Roskilderuten, der begge primært anlægges på allerede eksisterende cykelstier.
Arbejdet består af en opgradering fra 'standard' til 'super' — gennem en række forbedringer og nye forbindelser, der løfter ruternes udseende, fremkommelighed og sikkerhed.
For mange pendlere i byen vil Københavnerruten betyde en sikrere tur tværs gennem en stor del af byen.
Fra syd begynder ruten ved Femøren Station og går forbi Øresund Station og langs Amagerbanen, Uplandsgade og frem til Christmas Møllers Plads. Herfra går det videre over Langebro og gennem det indre København til Østerbrogade og til sidst Svanemøllen Station, hvor man triller ind i en ny kommune: Hellerup.
Undervejs vil man kunne koble sig på Albertslundruten, Frederikssundruten, Farumruten og Allerødruten.
Roskilderuten sørger for at give pendlere en mere sikker og sammenhængende cykelforbindelse hele vejen fra Roskilde til København og de byer og virksomheder, der ligger på strækningen.
Ruten går blandt andet forbi virksomheder som Rockwool, DSV, Nordea, IBM, Glostrup Hospital, Zoologisk Have og Carlsberg og krydser andre supercykelstier som Ring 4-ruten og Indre Ringrute.
Fremtiden skal være super
Og der er flere nye ruter er på vej. Visionen er at skabe et cykelnetværk på over 60 forskellige ruter og i alt 850 kilometer cykelsti, der skal udbygges over de næste 24 år.
Det samlede rutenet er vurderet til at koste 2,2 milliarder kroner, men der er meget at vinde, hvis det lykkes at få flere pendlere til at bruger supercykelstierne mellem 5-30 kilometer om dagen, i stedet for at køre i bil.
I Region Hovedstaden er trængslen nemlig så stor i myldretiden, at der spildes, hvad der svarer til 22.000 fuldtidsstillinger om året på at sidde i bilkø. Bilerne forurener, og folk der kører i bil risikerer at få for lidt motion i det daglige.
Så både for trængslen, co2-udslippet og borgerens sundhed vil det være win-win at få flere til at vælge den tohjulede.
Arbejdet med at færdiggøre de to supercykelstier forventes at starte op til maj, og man regner med at være færdig sidst på året.
Supercykelstier er et samarbejde mellem 30 kommuner og Region Hovedstaden.
Se alle ruterne her.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!