pixel

Forbud mod knallerter på cykelstien? Det er kompliceret ...

For mange cyklister er det utrygt at skulle dele cykelstien med osende knallerter. Men et forbud er ikke så ligetil, har man måttet sande på Frederiksberg.

Frederiksberg cykelsti

Kan det virkelig passe, at et støjende og forurenende benzinkøretøj har lov til at køre på cykelstien? 

Det spørgsmål har mange cyklister formentlig stillet sig selv, når de endnu engang er blevet overhalet af en brølende og osende knallert med en lyseblå køletaske på bagagebæreren.

Og til manges overraskelse og fortrydelse er svaret ‘ja’.

Mens de store, registreringspligtige 45-knallerter skal holde sig på kørebanen sammen med motorcykler og biler, er det fuldt lovligt — ja, faktisk lovpligtigt — for de mindre knallerter med tophastigheder på 30 km/t at køre på cykelstien.

Totalforbud ikke muligt

Dét faktum har i de seneste år ført til en løbende, offentlig debat om, hvorfor man dog ikke kan få knallerterne forvist fuldstændig fra de i forvejen trange cykelstier i hovedstadsområdet?

Og svaret er, groft sagt, at de også skal have lov at være her. 

Et totalforbud er ganske enkelt ikke muligt med den nuværende færdselslov. 

En kommune kan ganske vist vælge at lukke visse strækninger for knallerter, men det kan føre til en hel vifte af nye udfordringer.

For eksempel skal der være en alternativ rute tilgængelig for knallerterne, hvis de er forment adgang fra en specifik cykelsti. 

Som udgangspunkt kan det faktisk godt være kørebanen, men her risikerer man til gengæld, at de skaber kaos og trafikpropper, fordi de kun kan køre 30 km/t. 

På et mere lavpraktisk plan kan et lokalt knallertforbud føre til, at man køber sig fattig i skilte og forstyrrer bybilledet.

“Knallert forbudt”-skiltningen skal nemlig gentages, hver eneste gang en cykelsti med forbud m0d knallerter krydser en sidevej — og dem er der mange af i byen.

Skilte for 200.000 kr.

Det har man senest måttet sande på Frederiksberg, hvor Enhedslisten, SF, Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet tidligere på året foreslog, at man indførte et generelt forbud mod knallerter på kommunens cykelstier. 

Der er i forvejen forbud mod knallertkørsel på den frederiksbergske del af den grønne cykelrute.

Partierne endte dog før sommerferien med at trække forslaget tilbage, efter at embedsværket i kommunen blandt andet påpegede, at man med den nuværende lovgivning ville skulle opstille så mange “Knallert forbudt”-skilte, at det alene på Gammel Kongevej ville koste 200.000 kroner.

De fire partier vil nu i stedet tale med deres respektive trafikordførere på Christiansborg og få dem til at arbejde for en ændring af den nationale færdselslovgivning, lyder det.

Også i Københavns Kommune har debatten om knallerter på cykelstien ført til forsøg på politisk handling. I november sidste år drøftede politikerne i Teknik- og Miljøudvalget således et forslag fra Enhedslisten om at forbyde knallerter på kommunens supercykelstier, herunder den grønne cykelrute. 

Forslaget blev dog skudt til hjørne, da et flertal ville have undersøgt, om man ved et forbud kunne differentiere mellem el- og brændstofdrevne knallerter.

Problemet med at sende 30 km/t-knallerterne ud blandt de lidt hurtigere kørende biler på gaden er i øvrigt ved at blive mindsket, da Københavns Kommune er ved at udrulle en sænkning af hastigheden i byen til enten 40 eller 30 km/t — afhængigt at hvor i byen man befinder sig.

Takeaway = mere knallertkørsel

Når man ser på debatten i helikopterperspektiv, er det ret tydeligt, at den for alvor er blusset op efter leveringstjenesten Wolts sejrrige indtog på det danske marked i 2017.

Knallerter er et yndet transportmiddel blandt Wolts bude, og for borgere i områder med mange takeawaysteder eller stor befolkningstæthed, har der været en oplevelse af, at knallerter pludselig fyldte uforholdsmæssigt meget i gadebilledet — og på cykelstierne.

At det ikke er ren indbildning blev bekræftet af en trafikoptælling, som Københavns Kommune foretog sidste år.

Optællingen viste en kraftig stigning i antallet af knallerter ved Bryggebroen og Dronning Louises Bro siden Wolts lancering i Danmark — og også at knallerttrafikken steg omkring middag og især omkring aftensmadstid.

Samtidig er knallertrafikken dog faldet andre steder i byen. Og helt overordnet er der 55 procent færre, der ejer en knallert i dag end tilbage i 2007. Knallertrafikken er dog i samme periode kun faldet med 25 procent.

Wolt understregede i en artikel i Politiken sidste år, at de enkelte Wolt-bude ikke er ansat af virksomheden men er selvstændige erhvervsdrivende. Og derfor har Wolt ingen direkte indflydelse på, hvilket transportmiddel budene vælger at bruge. 

Virksomheden har dog sat gang i tiltag, der skal få budene til at vælge mere miljøvenlige løsninger, lød det.

Der er som nævnt allerede forbud mod knallertkørsel på den grønne cykelrute i Frederiksberg Kommune. I Københavns Kommune gælder det samme på Søruten langs Søerne.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

Mads Aarup

Det nytter selvfølgelig ikke at skulle sætte dyre, skæmmende skilte op for hver gade for at forbyde knallerter.. Det helt groteske ved vores stiltiende accept af disse stinkende og støjende maskiner er, at en grundig avis som Magasinet KBH præsenterer os for målinger over stærkt stigende antal knallerter på for eksempel Bryggebroen uden at nævne, at knallertkørsel allerede er forbudt her. Der er knallertforbud på alle fire cykelbroer over havnen, men praktisk taget INGEN håndhævelse.

I erkendelse af at nogle faktisk har behov for en knallert samt at skiltning alligevel ikke håndhæves, bør København arbejde på at gøre alle cykelstier til nulemissionszoner. Det kræver muligvis hjælp fra Borgen, men sæt i gang snarest, så vi kan gavne cyklismen uden at forbyde den EU godkendte knallertkategori, sålænge den er på el og ikke stinker og støjer.
Theo
The noise is my main issue, they’re incredibly loud. Would be great to ban petrol vehicles from cycle lanes.
foto

Det er selvfølgeligt irriterende at dele de ofte smalle cykelstier med osende knallerter. Men forskellen på knallerternes 30 km/t og el-cyklers 25 km/t er ikke stor og jeg oplever det sjældent som et problem.

Problemet er derimod speed pedelecs! Hvor 45-km knallerter skal køre på vejen, må speed pedelecs, som har motor-assist til 45 km/t, køre på cykelstierne. Det er en fejl i lovgivningen! De hører hjemme på vejbanen hvor deres hastighed passer med både 45-km knallerterne og 50 km/t fartgrænsen i byerne.
Søren Højfeldt
Udfordringen ligger i fart-forskellen, fremfor om transporten sker ved el, brændstof eller rugbrød? Helt almindelige elcykler, speed pedelec, eller en tunet ”Mate” er også til stor fare for trafiksikkerheden på cykelstierne. Ligesom bilerne, skal cyklisterne køre efter forholdene, men mange cyklister kender ikke færdselsreglerne, og har lille trafikforståelse - eller øjnene på deres smartphone. Der er et stort behov for uddannelse og trafikforståelse på cykelstierne.
Anne-Dorte Hesselholt Søren Højfeldt

Jeg er enig med dig. Den største fare for cyklister på cykelstierne i København er i dag hverken biler eller knallerter. men de andre cyklister. Knallerterne oser fælt, og ens lunger bliver forgiftet 2-300 meter hen ad cykelstien, når de passerer, men de er sjældent til fare for en. Den største fare er den manglende overholdelse af basale færdselsregler fra 97 % af cyklisterne.

Det er i dag meget stressende og trættende at cykle i København, fordi man skal være i konstant alarmberedskab for, hvad de andre cyklister på cykelstien kan finde på at gøre. De ser sig ikke tilbage, inden de skifter bane og rækker ikke hånden op, inden de stopper, så man hele tiden skal være klar til at bremse hårdt op. Eller de sejler afsted midt på cykelstien med musik i ørene, som om de er helt alene og sanser ikke, hvad der foregår omkring dem, og at andre ikke kan komme forbi dem.

Noget andet der gang på gang vækker undren hos mig, er forældre, der lader deres små nye cyklistbørn køre foran dem, i stedet for selv at køre forrest og vise dem de gode færdselsregler. Det giver små usikre cyklistbørn, der ser ud til at være helt alene på cykelstien og ikke har forældre, som gode færdselsrollemodeller at kigge efter.

Det er blevet til rent anarki på cykelstierne i København, hvor selv ikke de mest basale færdselsregler mellem cyklisterne bliver overholdt. Det er både stressende og meget utrygt. I sidste ende vil det medvirke til fortsat at fastholde den lave levealder for københavnerne, og børn og ældre vil være nødt til at vælge andre transportmidler.

Hvis politikerne ikke snart får øjnene op for, at den største fare for cyklisterne ikke er biler og knallerter, men det anarki der hersker mellem cyklisterne på cykelstierne, og igangsætter initiativer for at ændre på det, så kaster jeg håndklædet i ringen og tager min bil i stedet for. Eller måske skulle jeg overveje at investere i en knallert ;-)
Ovedahlkristensen
Hovedproblemet er at 45-km knallerter med nummerplade kører på cykelstien, og Wolt er hovedsynder, og bør påtage sig at opdrage på deres underleverandører. Vi kunne også indlede en “tag billede af nummerpladen” aktion. Dernæst: at 3 km-knallerter skulle skabe panik i trafikken på veje er noget sludder. Snart må bilerne jo kun køre 40, og det burde mange steder være 30. Vh Ove Bilist og cyklist.

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens liv

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling