Kanalstemning på Billed­hugger­bænken

Selvom Billedhuggerbænken står få meter fra trafikken på Torvegade har den en magnetisk tiltrækning på forbipasserende med trang til et hvil, god udsigt og kanalstemning. Den trækker torvelivet med over på broen – og det er også lige præcis meningen med det 17 meter lange byrumsmøbel, som er del af en større fornyelse af hele Christianshavns Torv.

Der sidder nogen på bænken selv den kolde novemberdag, hvor Magasinet KBH betragter den sammen med dens forældre, landskabsarkitekt Marianne Levinsen og billedhugger Anders Krüger.

»En sensommerdag talte vi på et tidspunkt toogtredive mennesker samtidig på bænken. Det er ikke folk, der kender hinanden; det er toogtredive, som er kommet derhen og har sat sig tilfældigt, måske alene eller nogle stykker sammen. På den ene side er det en anonym plads, men på den anden side er der også mulighed for, at man kan snakke med hinanden på kryds og tværs,« fortæller Marianne Levinsen.

Holde i hundrede år

Christianshavns Torv har med Marianne Levinsen Landskabs renovering fået fem træer mere, bedre cykelparkering, ny belægning omkring metroens ovenlys, og så er den gamle aviskiosk flyttet ind på midten.

Til foråret fuldendes arbejdet med ny belysning og en træbrygge med flere bænke langs kanalens bolværk ud for torvet. Selve torvet har også fået nye siddepladser på grønlandske marmorblokke, men da pladsen ligger i skygge det meste af dagen, opstod ideen med at forlænge Christianshavns Torv over på solrige Børnehusbroen.

Billedhuggerbænken er udformet og detaljeret af Anders Krüger i azobétræ. Det er en meget hård træsort, der holder i rigtig lang tid, normalt bliver brugt til bolværk og dermed står godt til bådene i kanalen, forklarer han.

Bænken fordeler 7.500 kilo på sine 17 meter og er dermed ikke så let at slippe af med igen. Derfor var det også vigtigt for Levinsen og Krüger at teste den langstrakte bænk i sine kommende omgivelser på forhånd.

»En tidlig søndag morgen i starten af juni blev en model af bænken, som man kunne løfte, trillet fra Gammel Dok og hele vejen til Børnehusbroen og sat op. Lige så snart bænken var oppe, drak vi kaffe på den, og så kom folk og satte sig og tog bænken i brug. Da vi så op af formiddagen skulle trille bænken tilbage igen, måtte vi pænt bede folk om at flytte sig. Det kunne de ikke forstå. Det var allerede blevet deres bænk. Den blev taget til sig allerede som model,« erindrer Marianne Levinsen.

»Det var et godt tegn; der kunne vi godt se, at bænken nok skulle virke. Det er meget vigtigt, når sådan en ting skal udformes og placeres permanent, at man virkelig gør sig umage, for den skal stå der i rigtig lang tid. Selve bænken skal nok kunne stå der i hundrede år uden problemer,« siger Anders Krüger.

Bænke skaber fællesskab

På Billedhuggerbænken kan man både dingle med benene, sidde pænt, ligge ned, snakke eller tage en lur. Men ifølge dens opfindere er der ellers ikke det store trylleri bag at skabe et populært samlingssted midt på en travl vejbro.

»Vi vil gerne se på noget kønt, men vi vil også gerne se på andre mennesker. Der er ikke noget sjovere. Så hellere sidde på en bro eller en bænk og kigge ud på trafikken, end på en bænk, der simpelthen ikke vender ud mod noget. Her sidder du midt i noget. Altså, hvis du har vand, bænk og sol, så har du en succes,« siger Marianne Levinsen.

»Der er også en funktion i at blive set på. En bænk må gerne stå sådan, at der er mange mennesker, der kan se dig, når du sidder på bænken. Og bænken skaber liv på en plads, som får en identitet. Det er noget mennesker synes godt om: At et sted har en identitet,« supplerer Anders Krüger.

»Det er vigtigt netop i de offentlige rum, vi bevæger os i, at have de steder, hvor vi gør ophold, og hvor vi på en eller anden måde, mere eller mindre tilfældigt, støder på hinanden. I gamle dage var det kirken vi gik i, når man skulle være en del af et fællesskab, eller de store torvedage. Nu er det blevet det offentlige rum. Det er meget blevet gader og pladser, og det er blevet en stor del af vores daglige liv, selvfølgelig, men sørme også vores fritid. Det er rigtigt vigtigt for vores måder at være et fællesskab på i en by eller i en større historie,« uddyber Marianne Levinsen. Og Anders Krüger tilføjer:

»Det fysiske offentlige rum er i sin essens et socialt rum, og det er meget vigtigt for en by og et samfund at have offentlige rum, hvis man vil fungere. Det offentlige rum gør, at folk føler et sammenhold. Man er fælles om at være i det rum.«