Fri passage langs vandet ved Nokken? Det er kompliceret
Syv kolonihaver blokerer for adgang til vandet ved Nokken — vil politikere sætte gang i lang proces for at ændre på det?
Hvis du nogensinde har prøvet at gå eller cykle den 13 kilometer lange rute 'Havneringen', så ved du, at man på næsten hele turen rundt om Københavns Havn kan følge vandkanten.
Næsten.
For selv om der er i princippet skal være fri adgang til vandet for alle, er der enkelte steder langs havneløbet, hvor man af den ene eller den anden grund er nødt til at gå udenom.
Vi har tidligere skrevet om kontroversen om indhegningen af havnefronten foran boligkomplekset ‘Det Hvide Snit’ på Christianshavn, der i sommer førte til en politianmeldelse af boligforeningen.
Men også længere mod syd har manglende adgang til vandet bragt sindene i kog og fået politikerne til at tage affære.
Egne bådebroer
Lige på grænsen mellem kolonihaveforeningen Nokken og nybyggerierne på det sydlige Islands Brygge ligger der nemlig syv kolonihavelodder, som har en særdeles fordelagtig placering.
De syv lodder ligger helt ud til vandkanten, og beboerne har i flere tilfælde bygget private bådebroer direkte fra deres baghaver.
Lige før man når de syv lodder, slår stien derfor et pludseligt sving væk fra vandet, og derefter løber den langs fronten af kolonihaverne. Det er altså ikke muligt for menigmand at få adgang til vandet lige her uden at gå ind på privat område.
Den manglende adgang til vandet ved de syv kolonihaver har blandt andet ført til artikler i Berlingske — og har fået det socialdemokratiske medlem af Borgerrepræsentationen Niels Bjerrum til at stille forslag om, at man fra kommunens side tager affære.
På det kommende møde i Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune skal politikerne derfor tage stilling til, om man vil tage initiativ til en såkaldt 'foranalyse', der skal afdække mulighederne for skabe fri passage til vandet hele vejen langs Nokken.
Ikke så enkelt
Selvom området, som Nokken er anlagt i, er ejet af Københavns Kommune, er det nemlig ikke så enkelt, som man skulle tro at få anlagt en sti gennem de syv kolonihavebeboeres baghaver.
Tidligere havde kommunen lejeaftaler med hver enkelt kolonihaveejer, men i 2014 blev det forenklet med en kollektiv lejekontrakt for hele haveforeningen, der er uopsigelig i 30 år.
I samme forbindelse blev der udarbejdet en lokalplan, der fastlagde rammerne for området brug og udvikling.
Lokalplanen giver mulighed for at skabe offentlig adgang hele vejen langs havneløbet ved at anlægge en fodgængersti på et opfyldt areal eller en træbrygge langs vandkanten ved de syv kolonihavelodder.
Men den giver ikke mulighed for at anlægge en sti hen over private områder. Og i princippet giver den faktisk tilladelse til, at de syv kolonihaveejere kan beskytte deres privatliv med hegn og beplantning og dermed hindre andres adgang til vandet.
Muligheder skal kortlægges
Ganske vist skal der ifølge Danmarks naturbeskyttelseslov være fri adgang til strandbredder og åbne kyster.
Men der er visse undtagelser fra denne regel, og Teknik- og Miljøforvaltningen har tidligere vurderet, at de syv kolonihavelodder under de nuværende omstændigheder falder ind under disse.
Hvis der skal sikres fri adgang til vandet ved Nokken, skal der med andre ord enten bygges en ny sti udenpå den nuværende kystlinje — eller der skal udarbejdes en ny lokalplan, der gør det muligt at ‘inddrage’ kolonihaveejernes private grund til en sti.
Hvilken mulighed man eventuelt skal vælge — og hvor og hvordan stien i givet fald skal laves — er der behov for en decideret foranalyse af for at finde svar på, lyder det fra det kommunale embedsværk.
Og sådan én kan ikke laves på forvaltningens almindelige driftsbudget.
Derfor skal politikerne i første omgang blot tage stilling til, om der skal laves et såkaldt budgetnotat, så finansieringen af foranalysen kan komme med til forhandlingerne om det kommunale budget for 2026, der bliver lagt i september 2025.
Langstrakt Noma-sag
Dermed kan sagen ende med at blive lige så langstrakt som kontroversen om den afspærrede sti langs Stadsgraven ved restaurant Noma på Christianshavn.
Selvom der nu tegner sig et politisk flertal for at sætte en stopper for Michelin-restaurantens afspærring af stien langs voldgraven, der har stået på siden 2018, lød seneste melding, at vi skal frem til starten af 2025, før politikerne kan blive præsenteret for, hvilke muligheder de har for rent faktisk at gøre noget konkret.
Magasinet KBH har dækket dén sag over mere end to år, senest i en artikel om at omkring 100 læsere havde indsendt dokumentation for, at der havde været fri passage før Noma flyttede ind — noget som kan få afgørende betydning for sagen.
Dén historie — og eventuelle udviklinger i sagen om Nokken — fortsætter vi selvfølgelig med at følge her på Magasinet KBH.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!