Kendt boldklub vil udvide og åbne op mod byen
KB's idrætsanlæg på Pile Allé står foran en større transformation, der skal åbne hele anlægget op mod den omkringliggende by.
Pladask midt på Frederiksberg — i ly af Frederiksberg Slot, Frederiksberg Have og hovedåren Pile Allé — har Københavns Boldklubs tennisanlæg puttet sig i mere end 100 år.
Her har særligt lokale tennisentusiaster kunnet serve og smashe på grusbelagte baner med udsigt til alléens små frokostrestauranter, haveanlæggets trætoppe og Frederik den Fjerdes 1700-tals slot på toppen af Frederiksberg Bakke.
Der findes næppe en mere centralt eller idyllisk beliggende idrætsklub i landet, og de godt 2.000 medlemmer priser sig formentligt lykkelige over deres lette adgang til svinge ketcheren netop her.
Nu ønsker KB dog at udvide, modernisere og åbne det centrale tennisanlæg, som i dag omfatter tre indendørs haller, 11 udendørs tennisbaner, en multibane og omklædningsrum.
De nuværende bygninger blev opført i en ruf tilbage i 1971, da den gamle tennishal brændte, og det hurtige erstatningsbyggeri med de knap så gennemtænkte materialevalg har givet behov for en opgradering af de nuværende faciliteter. Samtidig drømmer klubben om at udvide faciliteterne med flere indendørs tennisbaner, padelbaner, fitness og motionslokale.
Derfor har klubben indgået en samarbejdsaftale med Frederiksberg Kommune — som de lejer grunden af — så de i fællesskab kan lægge en plan for, hvordan man kan udvikle KB's område ved Pile Allé.
Klubben skal åbne mere op
Arbejdet er stille og rolig startet op, men indtil videre er der kun udformet en meget overordnet vision og en række såkaldte bystrategiske principper for udvidelsen. Det er derfor ikke meget konkret, man kan sige om planerne for nu.
Rettesnoren for det videre arbejde er dog, at der skal udvikles idrætsfaciliteter, som kan bruges af flest mulige og ikke kun klubbens medlemmer.
Frederiksberg Kommune har en klar ambition om at åbne klubben mere op for omverdenen og skabe en bedre sammenhæng med den omkringliggende by, så den udbredte praksis med at bruge hegn til at adskille områdets forskellige funktioner og bebyggelser, kan blive lagt på hylden.
Således hedder ambitionen, at anlægget i fremtiden skal være "et åbent og imødekommende område med trygge og inviterende forbindelser."
Derudover skal det fremtidige anlæg have en høj arkitektonisk kvalitet med respekt for områdets kulturhistoriske traditioner og grønne rekreative kvaliteter — og så skal transformationen bruges som en anledning til at styrke biodiversiteten i området.
Samtidig er det en betingelse, at klubbens udvikling skal sikre fri udsigt til Frederiksberg Slot fra Pile Allé.
KB og Frederiksberg Kommune vil frem mod slutningen af året arbejde videre med at konkretisere de endnu noget luftige planer, og så er det op til kommunen at vurdere, om man vil sætte penge af til en egentlig arkitektkonkurrence for området. Det er noget, som forvaltningen anslår, vil koste i omegnen af 1 million kroner.
Én opgave for arkiekterne kan ende med at blive at tænke KBs nye udformning sammen med den make-over af Roskildevej ved Frederiksberg Slot, som også er på vej på disse kanter.
Men hvad med Tuborg Labyrinten?
Allerede inden arbejdet med at udvikle KB er gået rigtigt i gang, er der dog opstået et lille ramaskrig på Frederiksberg. Lokalt er der nemlig stor bekymring for, om klubbens drøm om at ekspandere kan få konsekvenser for Tuborg Labyrinten, der ligger meget tæt på KB's eksisterende anlæg.
For en udvidelse vil selv sagt kræve mere plads, og Frederiksberg Kommune har derfor udpeget et udviklingsområde, som forvaltningen skal kigge nærmere på i det videre arbejde. Her indgår Tuborg Labyrinten — men det gør Frederiksberg Slot eksempelvis også, og det er næppe i nedrivningsfare.
Labyrinten spreder sig i dag over 3.000 m2 og består af 7.000 bøgeplanter, der tilsammen danner et snoet stisystem, som set oppefra er formet som etiketten på en Tuborg. Ideen er da også udklækket af Tuborgs daværende marketingbureau engang 90'erne og finansieret af Tuborgfondet.
Og selv om labyrinten hverken indbyder til ophold eller overrendes af ivrige besøgende, så har blot tanken om, at den skulle forsvinde udløst en mindre mailstorm mod kommunen og en underskriftsindsamling for bevarelse af bøgeplanterne.
I en indstilling til politikerne på Frederiksberg Rådhus bemærker kommunes embedsmænd da også, at "labyrinten har en vis kulturhistorisk værdi som et havekunstnerisk element" og at den rigtig nok er et "originalt element" dér midt på Frederiksberg.
Embedsværket mener dog også, at den er svær at anvende til rekreative formål — kort sagt; måske kunne de 3.000 m2 udnyttes på bedre vis.
Politikerne valgte i deres behandling af sagen i denne uge at gå en klassisk balancegang, hvor de blot præciserede, at der endnu ikke er taget stilling til, hvad der skal ske med den tuborgske labyrint.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!
kommentarer