pixel

Ny metrolinje under Frederiks­berg skal undersøges

Allerede i år vil Frederiksberg sætte gang i undersøgelse af en Fasanvej-metrolinje.

metro, frederiksberg, tog

Frederiksberg Kommune har allerede syv metrostop — hvilket er syv flere end de fleste andre kommuner i landet.

Det bør dog blive til en hel del mere, hvis man spørger politikerne på Frederiksberg Rådhus.

Her har bystyret længe drømt om en metrolinje, der med afsæt i M4-linjens endestop ved Ny Ellebjerg (snart 'København Syd') fortsætter gennem Valby, Frederiksberg og til Bispebjerg under den sydlige og nordlige Fasanvej. 

Da naboerne i Københavns Kommune for nylig offentliggjorde den foretrukne rute for M5-linjen — og i samme sætning lagde op til at undersøge nye afgreninger — var Frederiksberg ikke sen til at tage udfordringen op. Nu slår politikerne på ny et slag for Fasanvej-metroen.

Det er en drøm, der i første omgang skal hjælpes på vej med en frisk analyse.

Fire mulige ruter skal undersøges

Sammen med Transportministeriet har Frederiksberg udarbejdet en erklæring om Fasanvejslinjen, som siden skal blive til en såkaldt 'udvidet screening'.

I den skal op til fire linjeføringer udvælges med den fællesnævner, at de starter ved Ny Ellebjerg og herfra føres ind under Frederiksberg via Søndre og Nordre Fasanvej.

Præcis hvad der skal ske undervejs — og hvor mange stationer linjen når op på — afhænger af, hvor det største potentiale i form af passagertal og byudvikling findes.

Når denne 'grove screening' er på plads, sættes den egentlige udvidede screening i gang med analyse af fire valgte linjeføringer.

Metroselskabet vurderer, at den udvidede screening med analyse af forskellige stationsplaceringer vil koste godt 2 mio. kr.

Udkastet til projektforslaget har været i høring hos Transportministeriet og Københavns Kommune. Men hverken ministeriet eller kommunen ønsker her og nu at bidrage til finansiering af den udvidede screening, som Frederiksberg altså selv må løfte.

Frederiksberg Kommune ejer ti procent af Metroselskabet.

Flere bud på en Fasan-rute

Tilbage i 2020 undersøgte København, Frederiksberg, Hvidovre og Rødovre Kommune hvordan en mulig forlængelse af det foreløbige endestop for M4-linjen i Ny Ellebjerg kunne tage sig ud. 

I forundersøgelsen dengang kom metrolinjerne til både Hvidovre Hospital og Fasanvej på bordet — og kunne ifølge undersøgelsen begge anlægges uafhængigt af hinanden.

Fasanvejslinjen, der, som navnet antyder, altså følger Nordre og Søndre Fasanvej på store dele af sin rute, ville i det oprindelige udspil blive ni kilometer lang og få ti stop. Fem af disse er ved eksisterende metro- eller S-togsstationer.

Turen ville fra Ny Ellebjerg bringe én til det centrale Valby, så Zoologisk Have, videre under Fasanvejene til Nørrebro Station, Bispebjerg Hospital og slutteligt Emdrup — en rask tur på blot 12 minutter inklusive stop fra Ny Ellebjerg til Emdrup.

Det anslås, at 60.000 mennesker i løbet af et gennemsnitsdøgn ville hoppe på den nye metrolinje. Et forsigtigt bud på hvornår det kunne ske lød dengang på 2035.

Det hele kom med en pris — 20 milliarder danske kroner for at være helt præcis. 

Dengang lød vurderingen, at Frederiksberg Kommune selv skulle hoste op med cirka ni af de 20 milliarder kroner som blandt andet kunne hentes ved øgede parkeringsafgifter og fremtidige trængselsafgifter.

Samtidig kunne der spares penge på andre dele af den offentlige transport, og de øgede ejendomsværdier, som en metrolinje vil medføre, kunne også give lidt flere kroner i kommunekassen.

Flere metrolinjer undersøges

Alt dette tages altså snart op på ny, hvis Frederiksberg Kommune søsætter screeningen af en mulig linjeføring under Frederiksberg. De to mio. kroner vil forventeligt blive afsat ved efterårets budgetforhandlinger.

Imens er forligskredsen bag Lynetteholm i Københavns Kommune i færd med at sætte sin egen undersøgelse i gang.

Dén skal undersøge, hvilke øvrige linjer der kan indgå i en screeningsanalyse af næste etape efter M5 — og Fasanvejslinjen kunne blive én af dem.

Den er dog i skarp konkurrence med en mulig Brønshøj-linje, en Hvidovre-linje og ja, endda en linje på tværs af Øresund til Malmø.

Frederiksberg og Transportministeriet er begge inviteret med i en arbejdsgruppe til det store arbejde.

Af samme grund håber Frederiksberg Kommune at have den udvidede screening af metroen under Fasanvej klar til den tid, så man kan "bidrage til en bredere drøftelse om fremtidig metroudvikling", som man skriver i oplægget. 

Dét kræver dog, at den udvidede screening sættes hurtigt i gang — og som nævnt er Frederiksberg indtil videre alene om at finansiere den. 

Forventningen er, at screeningen kan sættes i gang i andet halvår af 2023 og tidligst være klar i 2025.

Her og nu ventes den kommende udvidelse af metrolinje M4 over Sydhavnen med endestation på Ny Ellebjerg at kunne indvies næste år.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling