Nordhavn Station flyttes mod Århusgade
En 100 meter lang og 100 mio. kroner dyr forlængelse af Nordhavns perroner skal samle indgangene til S-tog og metro.
Da metrolinjen M4 Nordhavn åbnede for lidt over et år siden, blev S-togstationen Nordhavn nabo til en metrostation med samme navn.
Nu kan en ombygning komme til at sørge for, at de to stationer kommer til at hænge bedre sammen.
Modsat stationer som Nørreport og Flintholm har man nemlig ikke adgang til både metro- og S-togspor fra samme bygning på Nordhavn. I stedet må man på en lille gåtur på en halv kilometers penge, hvis man skal fra S-tog til metro eller omvendt.
Dén gåtur skal forkortes ved at forlænge S-togsperronerne med omtrent 100 meter i retning af Århusgade. Her skal en ny elevator og trappe føre ned til Århusgade-viadukten.
Fra hjørnet af Århusgade og Kalkbrænderihavnsgade — få meter fra viaduktens udgang — leder en gangtunnel allerede i dag under vejen og hen til metrostationen.
Med en forlængelse af perronen vil der derfor blot være få meter fra S-tog til metroens gangtunnel.
Samtidig vil der i planerne blive bygget en ny forplads med cykelstativer samt en fodgængerovergang over Kalkbrænderihavnsgade.
Genganger fra 2012
Det er i regeringens Infrastrukturplan, at man kan finde fremtidsscenariet for Nordhavn Station.
Her er der skønnet en udgift på 100 millioner kroner til at sørge for, at stationen "kommer til at hænge bedre sammen med byrummet, og så der bliver en lettere omstigning mellem S-tog og metroen".
Dét mål er ikke nyt.
I 2012 vandt Niras og Gottlieb Paludan Architects den af Banedanmark og By & Havn udbudte opgave med at forbedre adgangsforholdene på Nordhavn Station mod nord.
Det er deres forundersøgelse og skitseprojekt, visualiseringerne i denne artikel stammer fra.
Projektet blev dog ikke til noget dengang — blandt andet fordi By & Havn og Banedanmark ikke var enige om, hvordan regningen skulle deles. Men det har ikke ændret på, at placeringen af de to stationer ikke rigtig spiller sammen, og nu vil regeringen altså genoplive planerne.
Præcis hvordan ombygningen vil justere stationen, kan blive ændret senere i forløbet. Men med en forlænget perron vil S-togenes stop antageligt også blive flyttet længere mod nord og tættere på den nye nedgang.
Hvad der står i Infrastrukturplanen er endnu ikke lov, men regeringens udspil til forhandlingerne om, hvad der skal ske på trafikområdet over de næste 15 år.
Dét — og dermed også Nordhavn Stations forlængelse og flytning — skal Folketingets partier nu forsøge at blive enige om under de kommende forhandlinger.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!