Nordfløjen er klar: Rigets lillebror omsider taget i brug
Først kom vandskader og mangel på håndværkere i vejen. Så blokerede Corona for opstarten. Men i de kommende uger vil Rigets nye zigzag-formede lillebror blive fyldt af personale og patienter — og af teknologi i verdensklasse.
Seks lange år med uforudsete benspænd for byggeprojektet er overstået.
Tiden er kommet til indtagelsen af Rigshospitalets 65.200 m2 store Nordfløjen — og den nye bygning byder på innovative løsninger, både når det kommer til anvendelse og arkitektur.
Oppefra ligner den mest af alt et stort lyn, der med sine karakteristiske vinkler zigzagger sig fra Blegdamsvej og ned langs den velkendte og noget højere hovedbygning.
En gangbro forbinder det gamle, grå Rigshospital med den nye, og skarpt skårede Nordfløj. På den anden side ligger den grønne Fælledparken, som omtrent en tredjedel af den nye bygnings rum har udsigt til.
Skræller vi den nye facade i glas og lyse natursten af for at hoppe en tur ind mellem operationsstuer og røntgenrum, bliver vi også her mødt af spektakulær arkitektur.
To mosaikbeklædte vindeltrapper, store aulaer med ovenlys og kæmpe vægmalerier med samme højde som bygningen selv, er blot et udsnit af indmaden i den nye Nordfløj.
Hospitalspersonale, patienter og besøgende bliver fodret med kunststykker — særligt i bygningens mange fællesarealer.
Mosaikbeklædte vindeltrapper
Det er især vindeltrapperne, der stjæler rampelyset med sine bunde beklædt af mosaikker i glas.
Trapperne er indrammet af tynde, hvide, vertikale stolper og snor sig op gennem Nordfløjens etager — og kigger man op, mens man bestiger en af trapperne, ser man kunststykket nedefra.
Mosaikkerne er farvestrålende, detaljerede og træder frem som en tydelig kontrast til det kridhvide rum omkring dem.
Et fokus fra projektets kreative hovedbagmand — tegnestuen 3XN — har været at skabe såkaldt helende arkitektur for patienterne.
Særligt lysindfald og akustik er udtænkt til at reducere støj for både øjne og ører. Stemningen er rolig og afbalanceret. Og vindeltrapperne er konstrueret i selvsamme, afdæmpede koncept.
Rørpost som medicinsk brevdue
En af Nordfløjens smarte opfindelser er et rørpost-system, der ligesom gangbroen forbinder den gamle og nye bygning. Formålet: at kunne foretage effektive leverancer af eksempelvis blodprøver mellem Rigets forskellige afdelinger.
Et andet bevis på, at Nordfløjen er i den sundhedsteknologiske superliga, er den strategiske placering af en MR-scanner mellem to operationsstuer. På den måde kan der laves scanninger under selve operationen. En banebrydende løsning, der ikke ses på andre hospitaler i verden.
Og så er der kredset for de indlagtes komfort. Mange af hospitalsstuerne er enestuer, der ligesom resten af Nordfløjen byder på gode lysindfald og kunst.
De forskellige afdelinger flytter ind i Nordfløjens opgang 6, 7 og 8 her midt i september.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!