København har brug for mere kaos!

KOMMENTAR: Det nye København lider under dødssyg planlægning — modernisme version 2. Mere variation og flere overraskelser er nødvendige for at skabe god by.

København har brug for mere kaos. Næsten alt hvad vi bygger i øjeblikket resulterer i kedsommelig og ensartet by — også når beliggenheden ellers giver potentiale for at skabe noget fantastisk.

Vandudsigten var f.eks. allerede på plads, da By & Havn — det kommunalt-ejede udviklingsselskab — i 2015 udskrev en konkurrence om, hvordan fremtidens Papirø skulle se ud. Efter et par års succes som midlertidig lokalitet for Eksperimentarium og en streetfood-hal, skulle øen indlemmes i Københavns rivende byudvikling.

Syv teams var indbudt til at deltage i konkurrencen, og overtegnede var en del af ét af dem. Da vi fik konkurrence-programmet i hånden og bladrede det igennem, sprang særligt én sætning i øjnene. By & Havn lagde op til, at den nye Papirø fik, citat:

"En blanding af middelalderbyens koncentrerede byrum og havnens robuste miljø."

Modernisme V2

Dét var noget nyt. At man specifikt efterspurgte noget helt andet end de enorme byggefelter i Ørestad eller den stramme karrébebyggelse i Sydhavn. Der blev lagt op til variation i gader og skala, som man finder i de gamle bykerner.

Overtegnedes team vandt ikke konkurrencen. Dét gjorde derimod et team anført af tegnestuen COBE med en plan for øen, der har mange kvaliteter, men som ikke just leder tankerne hen på middelalderby med nye kig om hvert hjørne og mindre byrum.

Fremtidens Papirø består i stedet af store bebyggelser, der helt retlinet følger kajkanten omkring et meget stort, åbent, kvadratisk gårdrum med offentlig adgang.

Den valgte plan er meget mere modernisme end den er middelalder, på trods af at der indkom flere forslag der netop leverede det ønskede: tætte og intime byrum — særligt fra danske Adept og hollandske MVRDV.

Den lille anekdote fra Papirøen peger på, hvad der mere generelt sker med udvidelsen af København i disse år. En meget stor del af de involverede — fra arkitekter over kommune til bygherrer — har en indre forestilling om, at vi i København er blevet en slags byrumseksperter, hvor intimitet og "det gode liv" er blevet omdrejningspunktet for den by, vi laver.

Men realiteten er en anden. I virkeligheden er størsteparten af al den nye by en slags version 2 af modernismens retlinede og rationelle tankegange der resulterer i store bygningsvolumener og triste, monotone byrum — og indretning med bilen i førersædet.

Og selv når det mere intime og varierede direkte bliver efterspurgt som i tilfældet Papirøen, ja så ender dommerne altså med at vælge det store og mere monotone.

Den gode slags kaos

Ude i Nordhavn var samme COBE tilbage i 2008 involveret i den store strukturplan for udviklingen af hele den store halvø der hæfter på Østerbro.

I første omgang ønskede By & Havn ikke at gå i detaljer, men en overordnet plan for hele området der viste f.eks. transport, centrale gadeforløb og parkområder.

Tager man et kig på dén plan, kan man få et indtryk af, at der er en ny bydel med meget varierede bebyggelser og masser af oplevelser og overraskelser på vej. Om ikke middelalderagtigt, så dog i hvert fald langt fra Ørestads retlinethed.

Senere gik man så i gang med at udvikle det første delområde i Nordhavn: Århusgadekvarteret. Og her har man indtil videre haft rimelig held med at skabe varieret by, men det er fordi, variationen blev foræret.

I denne del af Nordhavn stod der nemlig en hel del eksisterende byggeri, som blev erklæret bevaringsværdigt, og som man derfor har bygget rundt omkring, udenpå eller ovenpå.

Så i første etape af Nordhavn er der i hvert fald visse steder opstået en lille smule kaos — af den gode slags. Den ene bygning er større end den næste. Har en anden form. Eller en anden farve. En lille passage overrasker med en smutvej, man ikke først lagde mærke til. Ikke alle gader ligger 90 grader på hinanden. Et par små opholdsrum opstår.

Svært når man starter forfra

Efterhånden som man arbejder sig videre ud på Nordhavn, vil der blive lavet mere detaljerede masterplaner for del-områderne. Ét af gangen.

Næste stop er Levantkaj, der på den overordnede plan fra 2008 ser ud som om, den kunne bringe noget Århusgade-agtig afveksling med sig — også selv om man her kommer til at starte på en bar grusmark og derfor ikke får foræret noget af det gode kaos fra starten af.

Herude skal man med andre ord skabe variationen fra bunden af.

Men da man i 2018 kårede vinderen af konkurrencen for en samlet plan for Levantkaj, valgte man en løsning der mere sender tankerne tilbage til funktionalistiske forstæder fra 60'erne.

Stokbebyggelser, kaldes de — fritliggende husblokke der som regel ligger i parallelle mønstre. Dét kommer de også til at gøre på Levantkaj, der altså de fleste steder får snorlige gader med få overraskelser undervejs, lange lige kig ned ad gaderne og kun ganske lidt variation i gadebilledet.

Stokkene peger alle ud mod vandet og er de fleste steder ikke forskudt, så man kan oven i købet forestille sig en pivert af en vind komme til at baske ind fra Øresund og ned gennem Levantkajs gader.

Ud over manglende variation for øjet, kommer ensformigheden herude også til at resultere i vindblæste uderum. Mere variation, lidt mere kaos, kunne have skærmet for vinden — og have skabt omgivelser, som mennesker gerne vil være i.

I dommerkomitéen for Levantkaj var to af fem medlemmer gengangere fra Papirø-konkurrencen: By & Havns planlægningschef og salgsdirektør.

Førstnævnte beskriver fortsat Ørestad som havende en "virkelig stærk strukturplan," når hun præsenterer den ude i verden — og fortæller en ofte brugt PR-frase om, at vi i København sætter bylivet før byrummene, og byrummene før bygningerne, når vi bygger ny by. Det er svært at høre på uden at sidde og krumme sine tæer.

Vi vil have rod

Hvorfor lærer vi det ikke? Hvorfor lærer vi ikke, at mennesker, som de er flest, ønsker variation i deres omgivelser? Vi vil ikke have lange lige gader, hvor vi kan se hundreder af meter frem, Vi vil ikke have ubrudte facader uden overraskelser. Vi vil ikke have monotoni.

Vi vil have noget rod. Lidt kaos. Overraskelser.

Her på magasinet kørte vi tidligere på måneden en lille Facebook-rundspørge.

Spørgsmålet lød helt kort: "Du ser to versioner af en plan over bygninger, gader og pladser i en ny bydel. Hvor vil du helst have en lejlighed? A eller B?"

Lige knap 1.500 mennesker svarede. 90% valgte B.

Øvelsen er naturligvis stiliseret. Skalaen, arkitekturen, det grønne, gadebelægningen med mere vil også have stor betydning for oplevelsen af rummet mellem husene.

Men med alle andre parametre lige vælger ni ud af ti altså at få uorden i byens rum og gadebillede. De vælger variation.

En enkelt skrev i en kommentar til rundspørgen, at den så ud som om, den var designet til, at man pr. automatik skulle svare B — selvom rundspørgen altså ikke bestod af andet end det korte spørgsmål og de to illustrationer.

Dét peger på et interessant aspekt: Vores instinktive og naturlige tendens er at søge det varierede og overraskende, men hos mange i branchen sidder der et urbant over-jeg på skulderen — formet af årtiers skoling i rationel og modernistisk planlægning.

På trods af at de selv kan mærke en naturlig tiltrækning til det mere organiske, det mere rodede, så opfattes det af mange professionelle som unaturligt manipulerende, hvis man søger mere uorden i byrummene. Som noget søgt — som en pastiche.

Standardindstillingen er blevet retvinklet i stor skala.

Og dét er selv om en af verdens fremmeste fortalere for at skabe gode møderum og menneskelige dimensioner i byerne er dansk. 83-årige Jan Gehl fra Kunstakademiets Arkitektskole har i årtier udgivet bøger om emnet og med sin egen tegnestue hjulpet byer rundt om i verden med at skabe bedre byrum.

Men da overtegnede studerede på arkitektskolen for tyve år siden, blev der blandt de studerende generelt rynket på næsen af Gehl, der mest af alt blev set som lidt af en renæssance-nisse.

Der var mere street cred i at syntes om Le Corbusiers rette linjer og Rem Koolhaas' kassede bygninger (som senere kom til byen i form af Blox) — ikke mindst fordi det rationelle og det moderne gennemsyrede hele skolen.

Og det var netop de tanker, der formgav Ørestads gadenet, og det er i høj grad de samme tanker, der stadig skaber København anno 2019.

Godt nok har By & Havn nu lært, at indkøbscentre som Field's ikke bidrager til at skabe en god by, men i planlægningen af gader og byrum tænker man i høj grad stadig i store skalaer, parallelle linjer og 90-grader knæk.

Spinkelt håb om kludder

Der er dog et ganske spinkelt håb om lidt mere kludder og lidt flere overraskelser fremover.

På Frederiksberg har den nye borgmester, Simon Agger, ved flere lejligheder erklæret, at byudviklingen i København sker på bekostning af det gode byliv, og at man på Frederiksberg rent politisk vil stille større krav og have bedre styring af processerne.

Og på den anden side af kommunegrænsen kommer Københavns relativt nye stadsarkitekt, Camilla van Deurs, fra en stilling hos netop Gehl Architects. I et nyligt interview udtrykte også hun noget bekymring for den videre udvikling i Nordhavn, som ikke har den "kompleksitet", man fik foræret på den inderste del, som hun udtrykker det.

Men stadsarkitekten har i Københavns Kommune ikke ret meget at skulle have sagt, og at Van Deurs får sin sag for, illustrerer en nylig kommentar fra By & Havns direktør Anne Skovbro:

"Det gør vi allerede," skrev Skovbro, da Politikens Karsten Ifversen efterlyste mindre byggegrunde i de nye områder, så man kunne undgå helt så mange mastodontbyggerier.

Herefter henviste Skovbro til lige præcis to eksempler på, at By og Havn ikke kun udvikler by i store, rette rektangler: Et enkelt, navngivet byggeri i Århusgade-kvarteret og en gruppe rækkehuse i Ørestad Syd.

Men førstnævnte kom alene til verden, fordi der tilfældigvis opstod et lille hul mellem et par gamle huse, der skulle blive stående — og rækkehusene i Ørestad Syd minder mere om socialt boligbyggeri på Vestegnen, end de gør om storby-byggeri. Det er ikke et område, man går ind i, hvis man ikke har et ærinde der. Det er ikke by i storbymæssig forstand. Det er bare beboelse.

Der var hos Skovbro ingen accept af Ifversens ønske — blot en afvisning. Og dét viser, at man fortsat ikke rigtig forstår, eller vil forstå problematikken, og at vi er meget langt fra at skabe den urbane variation, som resulterer i en god by at være i.

Branchen bilder sig ind, at vi bare er rigtig gode til det der med den menneskelige skala og det gode byliv i København.

Men det er kejserens nye klæder. Realiteten er, at det nye København har brug for meget mere af det gode kaos, hvis vi rent faktisk skal skabe det gode byliv, som vi går og bryster os af — men som vi for tiden kun meget sjældent leverer i de nye bydele.