Ørestad får parkeringshus i træ
Danmarks første P-hus med træ som bærende element opføres snart i Ørestad Syd — som dog allerede har flere halvtomme P-huse.
Huse, hvor man kan opbevare sin bil, er ikke et særsyn i Ørestad. I skrivende stund finder man ni af slagsen herude på Vestamager — hvilket kan synes af mange i en bydel med hele seks metrostop.
Denne gang tænkte udviklingsselskabet By & Havn, at det ville pynte med et bilhus, der var mere bæredygtigt end normalt. Så det var hvad de efterspurgte i en netop afholdt arkitektkonkurrence.
Vinderbuddet lød på et P-hus i træ med et så lavt som muligt CO2-udslip både under og efter opførelsen — designet af tegnestuerne OS arkitekter og Studio Hara.
Landets første P-hus i træ
Ørestads nyeste parkeringshus bliver både det allersidste P-hus, der får lov til at klemme ind i Ørestad Syd og det første P-hus herhjemme opført helt i træ som det bærende element.
Huset bliver konstrueret med et søjle og bjælke-system i limtræ og med dæk i krydslamineret træ, som stabiliseres af to trappetårne i beton.
Trækonstruktionen bliver mulig at skimte igennem en facade i en dæmpet grøn tone med etagehøje moduler adskilt af små tagudhæng, der nærmest giver huset et retro-industrielt udtryk.
Bevæger man sig indenfor, mødes man af endnu mere synligt træ, der nærmere leder tankerne over på et kulturhus — langt fra det tillukkede og beton'ede udtryk, man normalt forbinder med P-huse.
På toppen af taget er der gjort plads til en terrasse og et mindre naturområde, hvorfra man kan nyde udsigten over et meget større naturområde, Kalvebod Fælled.
Nederst — ud mod Ejler Billes Allé og Richard Mortensens Vej — er stueetagen tiltænkt udadvendte funktioner som foreningsliv, værksteder og ’co-working’-muligheder, der måske kan give et ekstra lille skub til bylivet på disse kanter.
Kan laves om
Generelt blev vinderforslaget rost af dommerkomitéen for sit materialevalg, udtryk og funktioner.
Særligt begejstret var dommerne for, at huset er så fremtidssikret, som det er. Med tiden kan hele bygningen nemlig relativt let omdannes til boliger eller erhvervsformål ved at forhøje den øverste etage og pille 2. sal ud.
På den måde kan bygningen en dag omdannes til nye og ikke-trafikale formål med lavere omkostninger og mindre besvær.
Forslagets planlagte, ellipseformede 'byskov' på taget blev dog kritiseret for at kunne udgøre en konstruktionsmæssig risiko i et træhus — og samtidig fandt dommerne, at Kalvebod Fælleds udstrakte vilde natur alligevel virker mere indbydende på disse kanter end lidt grønt på taget.
Så et mere attraktivt og brugbart tag er en af de ting, som de vindende arkitekter nu får lov at arbejde videre med, inden P-huset kan gå i jorden.
Navnet på huset bliver 'Else Alfelt'. Alfelt var en københavnsk, abstrakt kunstmaler, som var medlem af CoBrA-bevægelsen. Hun døde i 1974.
Men hvor er bilerne?
Her og nu er Ørestads eksisterende P-huse langt fra bugnende fulde, så at holde porten åben for grundlæggende at ændre P-husets form til en mere bilfri fremtid er måske ikke helt tosset.
I hvert fald har den stationsnære bydels mange P-huse de senere år ikke solgt mange billeter.
Ørestads største P-hus med 747 pladser — 'Edvard Thomsen'-huset tæt på Fields — havde i 4. kvartal 2022 en belægning på ca. 42% i nattetimerne og 35% midt på dagen.
I et andet P-hus, Hannemann tæt ved Royal Arena, var man i samme periode helt nede på 5% belægning om natten — og cirka 35% om dagen.
Tanken med P-husene var især at få bilparkeringen væk fra byrummene for til gengæld at give pladsen tilbage til beboerne og naturen. Men der er altså noget, der tyder på, at behovet er mættet, selv om Ørestad har været medvirkende til, at Vestamager er i top-3 over bydele, hvor bilejerskabet er steget mest de seneste 10 år.
Nummer 2 og 3
I lighed med vinderforslaget beskæftigede de øvrige fem forslag sig også med trækonstruktion eller genbrugsmaterialer for at begrænse byggeriets CO2-belastning.
2. præmien gik til Nordland Arkitekter med forslaget ’Træfikhuset’. Som navnet indikerer var også træ her det bærende element i huset, men facaden var herudover opdelt i forskudte partier af både genbrugstegl, træbeklædning og — for at det ikke skal være løgn — gamle, kasserede autoværn.
Lendager Arkitekter snuppede 3. pladsen med forslaget ’Earth park’. Her var huset også opført i genbrugsmaterialer foruden stampet lerjord og særlige stålbjælker, som i lighed med vinderprojektet skulle kunne transformeres med minimale indgreb ved en fremtidig ændring af husets funktion.
Men det blev altså OS arkitekter og Studio Hara, der vandt konkurrencen og som snart kan se deres bidrag blive opført. Arbejdet på Ørestads nyeste — og sidste — parkeringshus ventes at gå i gang næste år med planlagt indvielse engang i 2025.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!
kommentarer