Er det By & Havn, der har lavet i bleen?

Sådan skrev kandidat til Borgerrepræsentationen Emil Sloth Andersen (R) her på siderne for nogle dage siden.

Sloth Andersen mener, at forretningsmodellen hvor By & Havn skal profitmaksimere sit salg af offentligt ejede grunde, resulterer i meget dyre boliger og tilsidesættelse af hensyn til naturen.

Modellen er også med jævne mellemrum blevet kritiseret for at skabe "engros-udviklede" nye områder i byen — med meget stort og meget monotont byggeri uden ret meget byliv imellem sig. 

Den jævnligt tilbagevendende debat om By & Havns indflydelse på byens udvikling er intensiveret i de senere uger, og forleden tog direktøren for det kommunale selskab så til genmæle i branchemediet Byrummonitor.

Dét gjorde hun på en måde der på samme tid har skyklapper på og er nedladende på den anden side af grænsen til provokerende.

Ikke ud i bleen

I sin kommentar "roser" adm. dir. Anne Skovbro først Emil Sloth Andersen for den "ildhu, han lægger for dagen" i sin kritik af By & Havn.

»Det er godt med debat,« skriver Skovbro, »for igennem samtale plejer vi at blive klogere.«

Sådan. Så har vi fået sat en almoderlig, modtagelig og opmuntrende scene til pottetræningen. Og så kommer de "men'er", som altid følger.

Vi skal have den over i toilettet i stedet for ud i bleen, ik' os', skat? Dét er groft sagt den sammenkogte essens af Skovbos hovne svar til Andersen. 

Skovbro skriver overbærende, at hun "selvfølgelig ikke ved, hvor meget Emil Sloth Andersen ved om aktiemarkederne" (underforstået at Skovbro altså selv ved rigtig meget), men at By & Havn — modsat på de private markeder — ikke "skummer fløden".

Næh, det er københavnerne selv, der "får glæde af overskuddet, hvis By & Havn er dygtige med sin udvikling," forklarer Skovbro. For dét betaler for metroen — og for "fælleskabsområder".

Nu ved jeg selvfølgelig ikke, hvor meget Anne Skovbro ved om økonomi, men transaktionernes fødekæde er lidt mere kompleks end som så.

Ja, overskuddet fra By & Havn går til at betale af på den gæld, som anlægget af metroen oparbejder. Men hvor kommer de penge fra i sidste ende? Hvem laver reelt det overskud, som betaler metroen?

Dét gør københavnerne selv. Det gør de mennesker der køber eller lejer nogle af de tusinder af boliger og kontorer der er udviklet af By & Havn i samarbejde med ejendomsinvestorer. Altså dig og mig.

By & Havn profitmaksimerer på markedsvilkår, når de sælger offentligt ejede grunde og udvikler dem — som oftest sammen med de store pensionsselskaber. Det er et grundvilkår for det offentlige selskab, at det skal tjene så mange penge som overhovedet muligt.

Pensionsselskaberne skal efterfølgende skabe afkast på de store investeringer — afspejlet i priserne på de boliger, som efterfølgende skyder op.

Med andre ord: Det vil ikke være forkert at sige, at København betaler for sin metro med højere boligpriser, som jeg skrev i et indlæg tilbage i 2019.

Seneste eksempel finder vi på By & Havn-udviklede Papirøen, hvor de mindste boliger koster 5,4 mio. kr — og de største 40 mio. kr.

Alligevel har bestyrelsen i By & Havn foruroligende naivt tidligere været ude og forklare, at By & Havn giver os alle topmoderne infrastruktur, uden at vi skal have en krone op af lommen.

De misunder os, gør de

Skovbros næste forsvar for By & Havn er nærmest lidt ynkeligt. Ifølge direktøren er By & Havn "misundt i udlandet".

De sidder altså derude i verdens byer og tænker: "Nej, hvor er de heldige, at de har sådan en fin model oppe i København. Det er nok alt for avanceret til os, så det må vi hellere lade være med."

Men det er ikke fordi, By & Havn-modellen er synderligt kompleks eller svær at gøre efter:

1.
Tag en masse offentligt ejede grunde og læg dem over i et nyt, offentligt ejet selskab.

2.
Byg metro til grundene og gå i gang med et aktivt salgsarbejde for samtidig at sælge og udvikle grundene til den højest mulige pris på det private marked.

3.
Brug provenuet til at betale af på metroen.

Også bestyrelsen i By & Havn har tidligere været ude med fortællingen om, hvilket "internationalt forbillede", de er.  

Det bliver altid lidt patetisk, når man må henvise til, at andre synes, at det man gør, bare er rigtig, rigtig godt.

Husker du også 'A lot of people are saying ...' til pressebriefinger i Det Hvide Hus?

Til sidst får Skovbro lidt tåkrummende jovialt fortalt Sloth Andersen, at hun såmænd gerne hopper op på cyklen sammen med ham og viser ham alle de dejlige ting, som By & Havn leverer til os allesammen (underforstået at det har Sloth Andersen tydeligvis bare ikke forstået endnu). 

Kommunen bestemmer

Men ét punkt har Skovbro fuldstændig ret i, nemlig at det er kommunen der er planmyndighed og beslutter, hvad der skal bygges.

Med andre ord: Ethvert projekt udviklet af By & Havn skal formelt igennem både embedsmænd og folkevalgte politikere, før det får lov at blive til virkelighed.

Så hvis man er ved at være træt af neo-modernistiske byplaner med døde stueetager og fyldt op af enorme pensionskasse-karréer i beton beklædt med pastiche-facader i fire nuancer af brune teglsten, så er det formelt set politikerne, man skal være sur på.

Derfor kan Skovbro til enhver tid med en vis ret vaske sine hænder. Men det dybereliggende problem er her, at kodeordet er "formelt".

Reelt glider stort set alle By & Havns projekter nemlig igennem både den administrative og den politiske proces enten uændrede eller med ganske små justeringer.

Er det fordi, at de alle er fantastiske projekter der skaber et vidunderligt København?

Svaret må man selv give, men man må i samme vejrtrækning konstatere, at By & Havn er et selskab ejet af Københavns Kommune, hvis projekters kvalitet formelt skal bedømmes af samme Københavns Kommune.

Metrogælden tilhører kommunen selv via dens ejerskab af By & Havn: Hvis By & Havn ikke kan betale, så hæfter kommunen.

Og hvis der spændes ben for By & Havn-projekter, så spænder kommunen også ben for sin egen kommunekasse.

Og hvem sidder på flertallet af pladserne i dommerkomitéen, når By & Havn kører arkitektkonkurrencer? Det gør — hold nu fast — By & Havn selv sammen med køberen af den grund, der nu skal udvikles og profitmaksimeres.   

Mindre bliver denne potentielle interessekonflikt ikke af, at politikerne gerne selv vasker deres hænder, når det handler om kvaliteten af den nye arkitektur og de nye byrum.

»Vi er jo rene lægmænd,« har overborgmester Lars Weiss tidligere udtalt til Magasinet KBH. »Tilgangen hos [politikerne] er, at vi kan få råd fra stadsarkitekten, men at der ellers sidder nogle professionelle arkitekter på projektet, og så skal det ikke være lægmændene, politikerne, der er overdommere på det. Som hovedregel beskæftiger vi os ikke så meget med det arkitektoniske udtryk på bygningerne [...].«

Men hvem har så magten?

Hvem er det reelt, der bestemmer udformningen af bygninger og byrum på By & Havns områder, må man spørge sig selv om. Ikke mindst når man ved, at de "professionelle arkitekter" bliver styret af de udviklere, der betaler dem, og at de får at vide, at der skal tjenes mange penge — for grunden var jo dyr.

Er det så skidt?

Hvad er i sidste ende rigtigt? Er By & Havn-modellen "god" eller "dårlig"?

Det er ikke noget nemt spørgsmål, og det er ikke sort/hvidt.

Der er ikke så meget tvivl om, at modellen har spillet en væsentlig rolle i at kickstarte et København, der i overgangen fra industriby til vidensby var sygnet noget hen omkring 1990.

Og det er svært at fremmane ufortyndet vrede på en model, der har medvirket til at bringe os metro og en storby der uden tvivl er mere konkurrencedygtig i dag end for 30 år siden.  

Men By & Havn må ikke sidde og være så udelt begejstret for sig selv — og så uvilllig til at gribe i egen barm — at der ikke kommer noget som helst ud af den debat, som Skovbro ellers mener, man "plejer at blive klogere af".

Ja, markedskræfterne i byggeriet skaber aktivitet i byen, og dem er By & Havn sat i verden for at udnytte. Men ligesom med nationaløkonomien skal de kræfter styres og reguleres, hvis samfundet skal have mest mulig gavn af dem.

Alternativet til By & Havn er ikke nødvendigvis — som Anne Skovbro i sit svar ellers prætenderer — 100% privat byudvikling, hvor al profit blot ryger i lommerne på udviklere.

Alternativet til By & Havn er noget andet end By & Havn — eller et anderledes By & Havn — og der er mange muligheder for, hvad dét kunne være.

Et nyt By & Havn?

Både Emil Sloth Andersen og andre fremsætter en værdig kritik af By & Havn.

Den reelle, politiske styring af projekterne virker i dag svag — ikke så meget på grund af politikerne selv, som på grund af et forvirret system, der bider sig selv i halen og ikke rigtig formår at placere et endeligt ansvar for noget hos nogen.

Man kunne også debattere at slække på indtjeningskravene til By & Havn — og lade stat og kommune dække i hvert fald en del af metroregningen i stedet. Dét kunne give selskabet nye muligheder for at skabe et anderledes København, end vi ser i dag.

Det er Københavns og Danmarks beboere, der i sidste ende betaler uanset hvad man gør — gennem skatten eller gennem huslejen. 

Billigere boliger gennem billigere byggegrunde, og lejeboliger udviklet og ejet af By & Havn selv, kunne være én lavthængende frugt på et profitafslappet træ.

Mere varierede byrum og byggeri gennem udbud af små byggefelter — i stedet for stordriftsløsninger i fodboldbanestørrelse — kunne være en anden.   

Et slækket profitkrav vil utvivlsomt også føre til en kulturopblødning hos By & Havn, der i sit triumferende forsvar af sig selv i dag fremstår både autokratisk og umedgørligt — og som alt andet end den organisation for almenvellet, som de gerne vil fortælle, at de er.

Pointen er, at selskabets model løbende må skulle debatteres, efterses og justeres efter behov — med en tilpas grad af åbenhed og ydmyghed.

Direktørens ofte gentagede, noget aggressive, ærekærhed i pressen virker helt malplaceret for en leder af en offentligt ejet organisation.

Man kan med rette spørge om, hvorfor hun som offentligt ansat administrator overhovedet går ind og forsøger at retfærdiggøre By & Havns politisk vedtagede model.

Hvis du skriver sure læserbreve om antallet af kommunale P-pladser i Københavns Kommune, så ser du sjældent direktøren for Teknik- og Miljøforvaltningen (han hedder Søren) skrive offentlige indlæg til dig om, at han selvfølgelig ikke lige ved, hvor meget du ved om kommunaløkonomi, men at du altså får rigtig, rigtig meget ud af forvaltningens arbejde, så du burde være lidt mere taknemmelig.

Det er slet ikke Anne Skovbro, men politikerne, der skal gå ind og svare på de store spørgsmål om, hvorvidt By & Havn laver i bleen eller på toilettet. 

— 

Opdatering 7. oktober 2021

Anne Skovbro har ved to lejligheder offentligt tilbudt at stille op til et personligt møde med Emil Sloth Andersen, blandt andet i Information den 24. juni 2021.

Magasinet KBH og Emil Sloth Andersen ville gerne tage Anne Skovbro på ordet og inviterede hende derfor til en snak styret af Anne Katrine Harders — en snak der skulle blive til en artikel med deres meningsudveksling.

Det takkede Anne Skovbro nej til.