pixel

København sætter bus­terminal, svømme­hal i Ørestad og 500 nye bænke på budgettet

De helt store trafikændringer glimrer dog fortsat ved deres fravær, når politikerne skal fordele kommunens penge.

placering fjernbusterminal carsten niebuhrs gade

"Med budgetaftalen har vi sat gang i en positiv bevægelse, der drejer København i en langt mere bæredygtig retning". "Der er sat markante grønne aftryk på aftalen". "Første skridt mod en ambitiøs klimaplan" og "Alt i alt et stærkt budget".

Hvert efterår står partiernes borgmestre og gruppeformænd på Københavns Rådhus klar til at klappe sig selv på skulderen, når forhandlingerne om det kommende års kommunebudget er afsluttet. Og de rosende ord om egen indsats er ingen undtagelse efter budgetaftalen for 2020 – tidstypisk krydret med grønne buzzwords i skyggen af det verdensomspændene fokus på klimaforandringer.

Tager man et hovedspring i de mange budgetpunkter, så handler de klimabevidste tiltag dog stadig mere om hensigter og forarbejder end de helt afgørende konkrete ændringer og nyskabelser.

Selvom næste års husholdningsbudget i Københavns Kommune er på næsten 5,5 mia. kroner, så er der selvfølgelig heller ikke frit valg i bland-selv-byudviklingsbutikken. Store dele af budgettet er bundet op på drift og for en hovedstad naturligt store poster inden for blandt andet socialområdet, omsorgsområdet og beskæftigelsesområdet.

Ungerne løber med det meste

Nærværende københavnermagasin går især op i trafikken og det byggede miljø i byen, og her er den helt store udskrivning i budgetaftalen de 800 mio. kroner til en ny 4-sporet skole med svømmehal i Ørestad Syd. Den skal ligge på Hannemanns Allé, ikke langt fra nyåbende Kalvebod Fælled Skole, der allerede er ved at have kapacitetsproblemer.

Det er i det hele taget byens børn, der får de største beløb til nye byggerier i budget 2020. København vokser med fire til fem purunge borgere om dagen, og det kræver mange renoveringer, udvidelser og nyopførelser: herunder en ny 13-gruppers daginstitution på Saxtorphsvej i Valby (208 mio. kroner) og en ny specialskole på Rosenvængets Hovedvej på Østerbro med 120 pladser til børn med ADHD og autisme (182 mio. kroner).

En pulje på 228 mio. kroner er blevet øremærket opførsel af nye almene boliger i København. Det kan omsættes til ca. 600 ungdomsboliger og ca. 600 familieboliger til en husleje, der er væsentligt lavere end private udlejningsboliger.

Nørrebro Station snydt igen

Større medieopmærksomhed kredser dog om de budgetposter, som i sammenligning er små i kroner og ører, men som får stor betydning i bybilledet:

Kommunen har således endelig fundet sine 38 mio. kroner til den længe ventede fjernbusterminal, der skal opføres under Dybbølsbro i samarbejde med Staten. Dragespringvandet bliver som lovet flyttet ind midt på Rådhuspladsen (12 mio. kroner). Og så er der hele 500 nye Københavnerbænke på vej til gader og stræder (5 mio. kroner).

I samme åndedræt er der så de slidte steder og pladser i byen, der har fået penge til opgraderinger, men i første omgang ikke så mange, som lokalmiljøerne nok havde håbet. Blot 6 mio. kroner er således fundet til at skabe et tryggere byrum omkring Nørrebro Station, og dermed er der stadig langt til realisering af den store forkromede plan for området fra 2015.

Der er også afsat 12 mio. kroner til Lundehustorvet på Ydre Østerbro, hvor lokaludvalget ellers selv foreslår fornyelse i en helt anden boldgade med en overdækning af Helsingørmotorvejen.

Millioner til jernhestene

På trafikområdet er fremtidens muliggjorte nedrivning af Bispeengbuen endnu ikke blevet moden til at komme på budgettet. De lurende scenarier for mere eller mindre bilfri by i Middelalderbyen og i Metropolzonen beløber sig endnu også kun til "småpenge" til yderligere analyser af trafikforholdene.

Politikerne er dog blevet enige om strengere krav til vare- og lastbiler i Københavns miljøzone, og det koster 25 mio. kroner i ny skiltning. Samtidig gøres timeparkering gratis for elbiler og dyrere for resten af vognparken, hvilket også gælder beboerlicenserne.

De tohjulede har fået en cykelpakke på sammenlagt 137 mio. kroner til sikrere skoleveje og nye cykelforbindelser. Herunder til de to nye supercykelstier Ørestadsruten og Avedøreruten (15 mio. kroner) og nye cykelstier på blandet andet Valby Langgade, Strandboulevarden og i Kulbaneparken (sammenlagt 40 mio. kroner).

Partierne i Borgerrepræsentationen bag budgetaftalen for 2020 er Socialdemokratiet, Enhedslisten, Alternativet, Radikale, SF og Venstre. Det vil dermed sige, at Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti står uden for.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

læservision
Nordvest
Overdækning af Helsingørmotorvejen til et grønt byrum, der byder velkommen til København.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling