Hverdagsdemokrati på feltarbejde

Forestil dig følgende; to skummelt udseende fyre med brede skuldre og karseklippet hår ringer på din dør. Du åbner lettere skræmt, og uden at præsentere sig selv fortæller de dig, at du skal fraflytte dit hus indenfor en måned. I fremskridtets navn skal der ligge en 12-sporet motorvej der, hvor du plejer at sidde på tønden.

De har nogle halvofficielle uniformer på, der fortæller dig, at de kommer på vegne af myndighederne, men at myndighederne i øvrigt fralægger sig et hvert ansvar, hvis du skulle få et blåt øje og miste et par tænder. Det kunne jo være du sagde: ”nej, gu’ vil jeg ej!”

Forestil dig så den diametrale modsætning. Så har du danske tilstande, hvor en hel hær af kommunale medarbejdere tager ud for at høre beboere og virksomheder, hvad de synes om kommunens forslag om at overtage et stykke af deres jord, og hvordan det skal erstattes.

Brok dig hele vejen til banken

Der hedder noget temmelig old school; åstedsforretninger. Og old school er præcis, hvad det er. Åstedsforretninger er beskrevet i grundlovens paragraf 73 om ekspropriation, der let forklaret går ud på, at sikre dig som privatperson, at myndighederne ikke bare kan bygge en vej tværs gennem dit samtalekøkken, uden at give en fair erstatning.

Og så skal der være en god grund. Det skal være i samfundets interesse, og du kan altid brokke dig hele vejen op til højesteret, og derefter hele vejen ned til banken.

En onsdag formiddag i vinterkulden var Københavns Kommune så ude og snakke med ejerne af de berørte arealer, hvor de planlægger at lægge den nye cykelsti Christianshavnsruten. Det er den, der skal forbinde de fulde nordmænd i Nyhavn med amagerkanerne, hen over de kontroversielle broer over inderhavnen, der ifølge protesterne vil smadre bådmiljøet i Christianshavns kanaler.

Stien skal køre lige gennem et af Københavns mest ressourcerige kvarterer. Det burde være her, folk brokker sig. Så mKBH tog med.

Stadig industri i København K

Denne lille prøve på hverdagsdemokrati forløb, som de fleste andre åstedsforretninger, imidlertid ganske fredeligt. Første post var Trangravsvej, hvor en enkelt repræsentant fra By og Havn var mødt op.

Han ville bare lige sikre sig, at der stadig ville kunne køre lastbiler ud til deres bygninger (den er god nok, der er stadig industri i København K), og at de ikke selv skulle stå for vedligeholdelsen af vejen. Fem minutter efter er vi på vej til næste post.

Der er sådan en stemning i flokken af, at alle kender alle. Hvilket også er tilfældet, de fleste er jo fra kommunen.

Princess til tiden

På den anden side af Prinsessegade venter vi til kl. 10.50, sharp. Ikke et minut tidligere. To fra den lokale grundejerforening er mødt op. En sidste kommer et minut for sent til at høre den officielle introduktion fra Morten Kabell (Ø) fra Borgerrepræsentationen.

Den varer cirka tyve sekunder, og herefter er det ret uformelt. Et par stykker morer sig over, at kommunen ikke kan stave til Prinsessegade (en anglofil sjæl har i sin tid fået skrevet ”Princessegade” på det officielle kort), alt imens de tre mænd fra grundejerforeningen argumenterer for, at kommunen skal ændre forløbet af stien, og opkøbe grunden helt ned til vandet, da de alligevel ikke kan bruge bredden til noget, når cykelstien er bygget. Ikke at bredden i forvejen bliver brugt, men nu er den penge værd.

”Det bliver noteret,” siger landinspektøren, efter et lille foredrag om trafiksikkerhed fra en af kollegerne, og vi går videre.

Når kommunen diskuterer med sig selv

Lidt længere nede af grusstien langs vandet bliver Københavns Kommune modtaget af en kær ven, nemlig Københavns Kommune. Et par repræsentanter fra Kultur- og Fritidsforvaltningen vil gerne komme med deres syn på projektet i forhold til et halprojekt, som de er involverede i. Det er blandt andet planer om en kajakplads, der gør, at de lige vil give deres besyv med.

Rigtigt sjovt bliver det dog, da Kommunen begynder at diskutere med sig selv. Den ene afdeling vil opføre cykelstien så hurtigt som muligt, den anden vil vente, da de synes det er dumt at bygge noget, for at rive det ned efter kort tid, for derefter igen at genopbygge.

Der bliver også diskuteret, om det nu er klogt, at cykelstien skal forløbe på lige dén måde – det passer ligesom ikke rigtig ind i halprojektet. Da der er gået tilstrækkelig lang tid med det, og tonen er blevet en anelse skarp, kommer det højt fra den ansvarlige:

”Det bliver der snakket om internt!” – og diskussionen slutter.

En af grundejerfolkene er fulgt med, og kommer med en sidste kommentar om det kaos, der vil opstå mellem kajak- og cykelfolket. Ingen svarer.

Turen fortsætter til Amager, men mKBH slutter her. Endnu en dag i demokratiets navn er blevet udlevet på gadeniveau. Nu kan borgerne så afvente, hvad kommunen beslutter sig for, efter at have diskuteret videre med sig selv i enrum.

De kan gøre indsigelser igen, hvis de er utilfredse. Det kommer nok til at ske, og alle finder nok også ud af det sammen. Privat ejendomsret og demokrati kan næsten være helt hyggeligt her i lille Danmark.