Cykelsti med service, tak!
Glæd dig til supercykelstier med drikkefontæner, pumpestationer, regnslagsautomater og grønne bølger
Supercykelsti
Københavns Kommune er gået sammen med 17 omegnskommuner og Region Danmark om at lave en række supercykelstier.
De skal få flere cyklister til at pendle strækninger på mellem 10 og 20 km.
De to eksperimenterende pilotruter bliver introduceret næste efterår og kommer til at gå fra København til Albertslund og i en ringrute på Vestvolden.
Vi københavnere er rigtig gode til at ta’ cyklen når vi skal på arbejde, i skole eller et smut ind og shoppe. Hvis det vel og mærke er en kort tur.
For står der mere end otte kilometer på programmet, går der dovenskab i den, og kun hver 10. af os gider da jernhesten frem for de motoriserede alternativer. Men det må ku’ gøres bedre, tænker København Kommune, og derfor kan københavnerne næste år sætte hjul på to supercykelruter der bliver en art servicerede cykelmotorveje.
Hvad der helt præcis kommer til at gøre cykelstierne super-agtige er endnu ikke fastlagt. Men du skal tænke i retning af ekstra brede stier (med plads til to hyggesnakkende-cyklister plus en overhaler), masser af grønne bølger, pumpestationer, hvor du kan fikse de flade dæk, og vandfontæner. Og måske automater hvor du kan trække en regnfrakke hvis himlen skulle lukke op for sluserne.
Cykelruterne henvender sig især til byens pendlere der godt kan se fidusen i at skifte proppede s-toge eller morgentrafikkens bilkøer ud med den tohjulede.
Konstant medvind
For dem der synes at 15 kilometer til Albertslund to gange dagligt presser såvel kondien som tiden vel rigeligt, er der også hjælp i sigte. Københavns Kommune pønser nemlig på at indrette stierne med ladestationer til elcykler som kan hjælpe dig med at cykle 25 kilometer i timen.
”Med elcyklen skal du selv lægge minimum 50 procent af kræfterne i, men det svarer vel til at have en god kraftig medvind i ryggen. På den måde bliver cykelturen ikke en uoverkommelig anstrengelse,” siger Andreas Røhl der er chef for cykelområdet i Københavns Kommune.
I første omgang kommer der i 2011 to pilotruter hvor der vil blive eksperimenteret med superudstyret. Ruterne kommer til at gå fra København til Albertslund og i en form for ringrute på Vestvolden over blandt andet Rødovre. Målet er at der om 5-10 år skal være et helt net af supercykelstier.