Rim’lig ren storby-luft
Næste gang du skal til at råbe eder og forbandelser efter den forbistrede blæst, som besværliggør din daglige cykeltur til arbejdet, så tøv alligevel en kende.
Den luftstrøm, som giver dig modvind på cykelstierne, er også den luftstrøm, som sikrer København en dukseplads blandt de mindst luftforurenede hovedstæder i Europa.
En ny undersøgelse fra Det Europæiske Miljøagentur viser, at København i 2008 havde blot to dage, hvor koncentrationen af partikler i luften oversteg anbefalingen. Til sammenligning havde Berlin ni og Rom 31 dage. Og det er altså blæsten, vi skal takke for vores rene lunger.
Det skal dog bemærkes, at selv om vi slår Europas sydligt beliggende hovedstæder med længder udi disciplinen reneste-luft-per-kubikcentimenter, så krakelerer glansbilledet altså, så snart vi sammenligner os med vores nordiske naboer, som på en eller anden måde altid formår at gøre det liige lidt bedre.