Lokale vil have færge — og ikke bro — til Refshaleøen
En tunnel mellem Langelinie og Refshaleøen er at foretrække — men står valget mellem bro og færge, er færgen bedst, lyder det fra lokale på Christianshavn.
Der skal laves en fodgænger- og cykelforbindelse mellem Indre By og Refshaleøen.
Så meget ligger fast.
Men hvor og hvordan skal forbindelsen konkret etableres? Det er der fortsat ikke noget endegyldigt svar på.
Det er lige straks fem år siden, at vi første gang skrev om behovet for en ny, mere direkte forbindelse fra fastlandet til Refshaleøen — 'Toldbodbroen' eller 'Toldbodforbindelsen', som vi har valgt at kalde den indtil videre.
Siden er en hel håndfuld forskellige placeringer blevet diskuteret, og både muligheden for en broforbindelse, en pendulfærge og en tunnel har været i spil.
Undervejs blev der i 2022 udarbejdet en foranalyse — hvis resultat dog ikke var tilfredsstillende, da de skitserede broløsninger kunne ende med at være åbne for trafik på vandet i adskillige timer om dagen.
Og derfor blev arbejdet med en ny, såkaldt "udvidet foranalyse" sat i gang i starten af 2024.
Denne foranalyse skal mere detaljeret klarlægge muligheder og konsekvenser af forskelllige brotyper ved to forskellige placeringer henholdsvis nord og syd for Langelinie Lystbådehavn — kaldet linjeføring B og C af det kommunale embedsværk.
Den udvidede analyse ser også på muligheden for en pendulfærge, mens politikerne på baggrund af den oprindelige foranalyse helt droppede idéen om en tunnel.
Drop brodrømmene
Og det er i forbindelse med de foreløbige resultater af den udvidede analyse, at medlemmerne af Christianshavn Lokaludvalg nu har sendt et forslag til politikerne og kommunens embedsværk:
Drop helt idéen om en broforbindelse — og indsæt i stedet en pendulfærge mellem Sjælland og Refshaleøen.
Hvis en tunnelforbindelse er helt udelukket, vil en færge pragmatisk set være den bedste løsning, lyder det.
En færgeforbindelse vil være hurtigere og billigere at etablere, og færgelejerne vil relativt nemt og billigt kunne flyttes, hvis det en dag skulle blive nødvendigt.
Samtidig vil en færge — i overført betydning — let og elegant sejle uden om de mange udfordringer, som en fast broforbindelse har vist sig at medføre i denne del af havneløbet.
Foranalysen fra 2022 viste for eksempel, at den bedste placering af en bro i forhold til adgangsveje ville være i den nordlige end af Langelinie Lystbådehavn.
Men på grund af bådtrafikken ville en bro på denne placering altså skulle været klappet op — og dermed lukket for cyklister og fodgængere — i sammenlagt op til syv en halv time hver dag i sommerhalvåret.
Hurtig, billig, fleksibel
Andre af de foreslåede placeringer til en bro medfører andre udfordringer — for eksempel risiko for karambolage med turister i området omkring Den Lille Havfrue.
Og løsningen med at bygge en høj bro med plads til lystbåde under sig — som derfor ikke vil skulle åbnes så tit — vil ikke være en optimal løsning for de krydsende fodgængere og cyklister, siger lokaludvalget. Jo højere bro, jo længere tilkørselsramper, da broens hældning ikke må blive for stejl.
Derfor mener lokaludvalget, at en færge vil være et godt kompromis. Hvis den sejler tilstrækkeligt ofte, vil det være en acceptabel løsning for fodgængere og cyklister, og færgen vil samtidig være fleksibel nok til ikke at skabe problemer for bådtrafikken.
Foretrækker stadig tunnel
Lokaludvalget understreger dog, at det allerbedste bud på en forbindelse til Refshaleøen ifølge dem vil være en tunnel under havneløbet. Derfor anbefaler udvalget, at man tager sin beslutning om at droppe tunnelidéen op til revision.
Tunnellen blev i grove træk opgivet, fordi den ligesom en høj bro vil kræve lange tilkørselsramper, samtidig med at den vil koste omkring det dobbelte af en bro.
Hvis politikerne holder fast i afvisningen af broen — og det endelige valg derfor står mellem bro og færge — mener man på Christianshavn altså, at en færge er den bedste løsning.
Det endelige resultat af den udvidede foranalyse er endnu ikke blevet fremlagt, men det fremgår af en præsentation på et interessentmøde i december, at der er blevet set nærmere på fem muligheder for en fast forbindelse — samt altså muligheden for en pendulfærge.
Dels er der blevet arbejdet med en såkaldt halvhøj bro med en frihøjde på 21,5 meter, som går i land på Sjællandssiden nord for Langelinie Lystbådehavn — samt tre typer lavbroer som går i land på samme placering.
Derudover arbejdes der med en lavbro, som går i land lige syd for lystbådehavnen, ét stenkast fra Den Lille Havfrue.
Færge hvert femte minut
I alle tilfælde er der tale om svingbroer, som kan åbnes for krydsende bådtrafik. Men den halvhøje bro vil selvsagt ikke skulle åbnes helt så ofte, da mange både blot vil kunne sejle under den.
Med den undersøgte frihøjde på 21,5 meter vil der være plads til tre gange så høje fartøjer som under Langebro, som kun har en frihøjde på syv meter.
Når det gælder pendulfærgen, undersøger man en løsning med færgelejer i henholdsvis den nordlige ende af lystbådehavnen på sjællandssiden og den nordlige ende af kajen ved madmarkedet Reffen på Refshaleøen.
Der lægges op til, at turen på tværs af havneløbet vil tage 3½ minutter. Regner man af- og påstigning med, ender man på 7½ minutter — så én færges tur frem og tilbage vil altså i alt tage 15 minutter.
Færgerne vil skulle sejle døgnet rundt — hvert 5. minut i de travleste timer midt på dagen, hvert 7½. minut i yderperioderne, samt hvert 15. minut om natten.
Det er indtil videre uvist, hvornår de endelige resultater af den udvidede foranalyse vil blive offentliggjort.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!
"færgelejerne vil relativt nemt og billigt kunne flyttes, hvis det en dag skulle blive nødvendigt."
Der er tale om klodser på 50 x 64 meter, inkl. de lange moler med sten ned til 7-8 meters dybde. De bliver ikke flyttet, når de først er anlagt.
(Til sammenligning: havnebussernes anløbsbroer er halvcirkler på 12 x 6 meter, anbragt på pæle. De er faktisk "fleksible": de kan afhentes med en flydekran.)
-
Om de kan anlægges "hurtigt", er ikke så vigtigt. Refshaleøen er udskudt til 20236.
-
Hvis pendulfærger koster 60 mill. kr. i drift om året, hvad koster de så pr. 100 år?
Sammenlign med en cykeltunnel: de største mekanikker, der kan have slitage og driftsstop, er elevatorer og rulletrapper svarende til to metrostationer. Det er også billigere end en svingbro. I et 100 års perspektiv er det klart den billigste løsning.Hverdagsbilledet: du kan komme til at stå stille i regn og blæst sammen med op til 200 andre cyklister i op til fem minutter. To gange hver dag. Og så myldre videre gennem byen i den klassiske "flodbølge" af cyklister, der slippes løs på en gang.
Det bredere perspektiv er, at det er Lynetteholm-projektet, der nødvendiggør forbindelsen. De boliger skal helst være attraktive for at give økonomi i projektet. Og med de her skitserede løsninger bliver Lynetteholm ikke særligt attraktiv for hverdagscyklister - en stor del af københavnerne - og dermed bliver der mere pres på både biltunnelen og metroen. Og boligpriserne.
Den her forbindelse SKAL have høj kvalitet, og det er ikke kun for cyklisternes skyld.
PS Jeg har skrevet et indlæg om en cykeltunnel her i magasinet. Efter et års research.