Vælg selv, hvad der skal bevares i byen
Frem til den 23. juni har du mulighed for at nominere bygninger i København, som du mener bør bevares og beskyttes mod nedrivning.
B&W Hallerne på Refshaleøen. Valby Maskinfabrik. De gamle fabriksbygninger på Ydre Nørrebro.
Selvom København har forandret sig — og fortsat forandrer sig markant — er det stadig muligt at finde både små og større perler af bygninger, der fortæller om særlige perioder af byens historie. Skæve, gamle bygninger, som har en særlig betydning for Københavns sjæl, historie og identitet.
Den type bygninger kan du nu hjælpe Københavns Kommune med at kortlægge.
Helt konkret kan du på Københavns Kommunes hjemmeside nominere en eller flere bygninger, som du mener, fortæller en særlig historie om København og som bør beskyttes mod nedrivning.
Formålet er at identificere bygninger, der ikke i forvejen var beskyttet mod nedrivning — men som københavnerne mener bør blive det.
Der er nedsat et dommerpanel, som vil gennemgå de nominerede bygninger. Herefter bliver der fra hver bydel i København indstillet op til 10 bygninger, der af juryen bliver vurderet som bevaringsværdige.
Dommere afgør til sidst
Dommerpanelet består både af kendte københavnere og relevante fagpersoner — heriblandt stadsarkitekt Camilla van Deurs, digter Søren Ulrik Thomsen, arkitekt og byggedirektør Rasmus Jessing, chef for Københavns Museum Louise Jacobsen og iværksætter og ejer af Folkehuset Absalon, Lennart Lajboschitz.
Anbefalingerne fra både københavnerne og dommerpanelet vil blive politisk behandlet på Københavns Rådhus i forbindelse med Kommuneplan 2024 — den overordnede politiske plan for byens fysiske udvikling, der skal vedtages i hver valgperiode, altså cirka hvert fjerde år.
Allerede nu har flere københavnere nomineret deres yndlingsbyggeri. Her kommer et udvalg af de nominerede bygninger.
1. B&W Sektionshallerne
En bruger, der kalder sig Rune, har nomineret de historiske B&W-haller med følgende begrundelse:
»Deres værdi som industriminde, det fantastiske indre rum og konstruktionen og ikke mindst den kolossale skala.«
2. Osramhuset
Bygningen med den karakteristiske betonfacade, de skråsprossede vinduespartier og pæren over hovedindgangen var oprindeligt opført for lysfabrikken Osram. Brugeren Jane har nomineret bygningen, fordi det er en »fantastisk smuk bygning med den ikoniske pære foran.«
3. Herolds Varehus
Herolds Varehus er et historisk dokument fra dengang, et varehus ikke hed Bilka eller Magasin, og nødvendigvis skulle rumme mange afdelinger fordelt på flere etager. Bygningen, der til næste år har ligget på adressen Øresundsvej 21 på Amager i 100 år, er nomineret af flere forskellige brugere.
Bjarne skriver: »Ingen tvivl om, (at varehuset, red.) er et af de få tilbageværende ikoniske steder i København ... Butiksfacaden burde som minimum bevares på samme måde som Stjerne Radio i Istedgade...«
Bettina skriver: »Dette er en skøn gammel bygning, der minder eftertiden om, hvordan en butik så ud engang på Amager.«
4. Helgoland Søbadeanstalt
I den nordlige ende af Amager Strandpark ligger badeanstalten Helgoland, opkaldt efter den nordtyske ø i Østersøen, der også er et velkendt badested.
Brugeren Anna har nomineret badeanstalten, fordi »Helgoland er ikonisk for Amager. Jeg kan huske den fra Olsen Banden og synes, at det er så dejligt, at det er bevaret. Det bruges af folk i alle aldre, både sommer og vinter. Der er både historie gemt i badeanstalten, og den rummer så mange glade mennesker året rundt.«
5. F.L. Smidth
F.L. Smidth er en af Danmarks største industrikoncerner, der leverer maskineri, viden- og serviceydelser til den globale cementindustri. Virksomheden blev grundlagt i 1882 af Frederik Læssøe Smidth, der havde vundet nogle tusinde kroner i Klasselotteriet.
I mange år har virksomheden haft hovedsæde på området, der også er kendt som Valby Maskinfabrik, omkranset af Vigerslev Allé, Gl. Køge Landevej og Ramsingvej. F.L. Smidth har dog fremskredne planer om at sælge området og flytte til en ny adresse.
Brugeren Mette har nomineret bygningen med følgende begrundelse: »Med sine smukke kurver, sine røde tegl og sin smukke indpasning på vejen, vil jeg gerne nominere F.L. Smidths bygninger på Ramsingvej. Det er en overset perle og giver mig dagligt glæde.«
Hvad er bevaringsværdi?
En bygnings 'bevaringsværdi' er et redskab til at kategorisere historiske bygninger, så der kan blive passet på landets fælles bygningskultur.
Modsat en egentlig fredning gælder bevaringsværdi altid kun for bygningens ydre.
Kulturministeriet kortlægger og vurderer bygningers arkitektoniske, kulturhistoriske og landskabelige kvaliteter med den såkaldte SAVE-metode — hvilket til sidst udmunder i en samlet score fra 1 til 9, hvor en score fra 1 til 3 betyder, at bygningen har 'høj' bevaringsværdi.
Almindeligt københavnsk boligbyggeri fra slutningen af 1800-tallet får typisk scoren 3 eller 4.
Decideret 'bevaringsværdig' i lovens forstand bliver en bygning dog først, når den er optaget som netop 'bevaringsværdig' i en kommuneplan — eller omfattet af et forbud mod nedrivning i en lokalplan eller byplanvedtægt.
Og det er altså dén status, som byens beboere nu kan hjælpe med at opløfte flere af byens bygninger til.
Det er først og fremmest landets kommuner, der står for udpegningen af, hvilke bygninger, der skal anses som bevaringsværdige i landet. Prædikatet sikrer en bygning mod nedrivning og giver kommunen hjemmel til at stille krav til opretholdelsen af bygningens ydre arkitektur ved en eventuel renovering eller ombygning.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!
Glyptoteket er forhåbentlig ikke i fare for nedrivning eller stilfjendske ombygninger. Det står vel ikke til diskussion, at Glyptoteket er, og naturligvis skal forblive, dén fantastiske, smukke, historiske og på alle måder ikoniske bygning, der er hvor den er og ligger hvor den ligger.
Men det troede jeg i min naivitet også gjaldt for Palads-bygningen, og mange andre, som enten ER ikoniske i sig selv, som i sit indre har forskellige praktiske eller kunstneriske funktioner - ofte begge dele -, og som tilsammen udgør et København som ikke kan forveksles med hvilken som helst by hvor som helst, men som har en personlighed og en identitet, som ud over Nyhavn og den lille havfrue kan genkendes både indefra og udefra som... KØBENHAVN.
Skal jeg herved nominere noget til omsorgsfuld bevaring er det Palads-bygningen, som Nordisk Film efter flere års diskussioner om bevarelse eller nedrivning.Det er positivt, at borgerne får mulighed for at udpege bevaringsværdige bygninger i København. Over for Glyptoteket ligger Holckenhus, opført i 1891-93 af bygmester Nikolai Albert Schioldan og tegnet af arkitekt Philip Smidth. Denne bygning har været bolig for talrige kunstnere, blandt andet P.S. Krøyer. Der bor stadigt aktive kunstnere i de indrettede atelierlejligheder.
Bygningen bør bevares sammen med det tilhørende byrum Dantes Plads, der snart kan fejre 100 års jubilæum.