pixel

Fredet palæ fra 1700-tallet bliver musikalsk kraftcenter

Med donation på 30 millioner kroner til Musikhuset København kan man nu skabe de rigtige rammer for akustisk musik i palæ på Vesterbrogade.

Vesterbrogade 59, musikhuset københavn

'Musikhuset København' tager nu et vigtigt skridt hen mod sit ønske om at blive byens omdrejningspunkt for akustisk musik. Det historiske palæ på Vesterbrogade 59 — der indtil 2017 husede Københavns Museum — har modtaget støtte til at omdanne og optimere de statelige lokaler til akustiske koncerter.

Med en donation på 15 millioner kroner hver fra Realdania og Augustinus Fonden, samlet altså 30 millioner, kan styregruppen bag visionen om det nye musikhus nu komme videre med at udvikle de nye rammer for den akustiske musik.

Visionen med det nye musikhus er at danne et centrum, hvor forskellige aktører i hovedstaden kan arbejde sammen for den akustiske musik på tværs af genrer. Et hus der skal summe af liv med en bred kreds af mindre ensembler, kammerorkestre, solister, kor og spillemands-konstellationer på tværs af generationer og musiske kompetencer.

I det nye hus vil der også foregå debatarrangementer, litteraturcafé og oplysende aktiviteter, hvor akustisk musik i større eller mindre grad er et omdrejningspunkt.

Musikhuset flyttede først ind tilbage i februar 2021, og åbnede dørene op for offentligheden. Siden åbningen har det dog været planen, at lokalerne skulle sættes i stand og tilpasses, så det — ifølge Musikhuset — kan blive landets smukkeste og mest velklingende musikhus.

Vesterbros kulturmarkør

Vesterbrogade 59 rummer cirka 3.700 m2. Den fredede bygning er opført i klassicistisk stil i 1778 af det Københavnske Skydeselskab.

Bygningen, der ligger centralt på Vesterbro, har i mange år været en kulturel markør i bydelen. I 1953 erhvervede Københavns Kommune ejendommen. Og indtil 2017 havde Københavns Museum til huse på adressen.

I efteråret 2019 blev det fredede palæ sat til salg, men efter et lille halvt år på markedet, trak Københavns Kommune i land og besluttede, at ejendommen skulle forblive på kommunale hænder.

Politikerne i Kultur- og Fritidsudvalget vedtog derefter en musikplan for København. En af anbefalingerne i planen var at arbejde på at etablere et eller flere spillesteder for akustisk musik på tværs af genrer.

I forlængelse af dét besluttede politikerne i sommeren 2020 at anmode deres forvaltning om at vende retur med en indstilling om, at det fredede 1700-talspalæ kunne blive til Musikhuset København som et nyt omdrejningspunkt for akustisk musik.

Ved de kommunale budgetforhandlinger i 2021 blev det besluttet at afsætte kommunale midler til istandsættelse af bygningen som musikhus — og med de 30 millioner i fondsstøtte kan arbejdet nu for alvor komme i gang.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling