På ski gennem Amager Bakkes affaldsdamp

Den 9.000 m² store tagpark med alpint skiområde CopenHill åbnede i weekenden og har med ét givet den flade hovedstad nye højder. På toppen af forbrændingsanlægget Amager Ressource Center, hævet 85 meter over byen, kan københavnerne dyrke skiløb og anden bjergsport hele året rundt. Herlighederne er designet af BIG og SLA.

150 kroner i timen giver adgang til de alpine storbyfornøjelser. Med et årskort kan man stå, så meget man vil, og leje af udstyr klares i butikken for foden af bjerget. Der kan være max. 150 skiløbere af gangen på bakken, så man skal booke i forvejen.

»De siger, at første tur er lidt shaky, men allerede anden gang, så er den der: BOM! Megafedt!« fortæller administrationschef for Danmarks Skiforbund Kenneth Bøggild med lys i øjnene.

Dramatisk bjerglandskab

Magasinet KBH lægger forsigtigt ud på den sorte piste og skrider langsomt, sidelæns, ned ad bjerget med tilnærmelsesvist parallelle ski.

“Trust the edges,” råber én af de erfarne skiløbere — hvad dét så end betyder. Det føles svært at svinge og lidt uhyggeligt at vende skispidserne ned ad den 45 grader stejle og ujævne skrænt, som for enden ud mod Øresund drejer i et skarpt sving mod venstre.

Magasinet KBH fortsætter sidelæns og ender i en ydmygende positur med spidsen af skiene boret ind i plantebedet i siden af pisten. En udenlandsk fotograf knipser løs. 

Adrenalinen overskygger næsten udsigten, men det er umuligt ikke at registrere, at den er storslået. En eksotisk sammenstilling af industriel infrastruktur i kæmpeskala, kunstig natur i form af den græsgrønne skibakke og ‘ægte’ natur med vildtgroende plantearter langs pisten.

Rigtigt græs vokser også op mellem de græsgrønne børster i underlaget. Dampen, som står op fra grupper af metalliske cylindere midt på bjerget, indhyller én kortvarigt og forstærker effekten af det dramatiske bjerglandskab. Som om man er nået op til skylaget. Røgen fra affaldsafbrændingen er i øvrigt renset grundigt for alskens stoffer, og dampen er helt ufarlig at indånde.

Ligesom i Saalbach

Mindre sug i maven er der over turen op. Slæbeliften, som minder om rullebåndene i lufthavnen, er indstillet til et absolut behersket tempo. Det giver til gengæld god tid til at nyde udsigten og til at overveje, om man skal stå af på børnebakken (den nederste, grønne piste), eller på den lidt stejlere bakke i første sving (den blå ), eller om man skal tage helt til toppen (den rød-sorte).

På den store bakke skifter man til tallerkenlift, og her kan man mærke stigningen. Særligt på de allersidste meter inden toppen er det bare om at klemme fast om sin tallerken. 

Fra toppen kan man tage turen i sin fulde længde på 450 meter — samme længde som en olympisk halfpipe. Man kan også lege på slalombanen eller i freestyle-området, som blandt andet har flat box, barrel og rainbow rail.

Efter et par ture begynder det at føles naturligt. Magasinet KBH tager endda sig selv i at prøve at stampe sne af støvlerne nede for enden af bakken. Gammel vane.

Man vænner sig også hurtigt til at vralte rundt i skistøvler og almindelige jeans i et dansk oktoberlandskab. Afterski-baren ved siden af forbrændingsanlægget gør det hele ekstra autentisk, som det er indrettet i tyrolerstil med træinteriør og fadølshaner og unge piger, der vimser rundt i hvide pufærmer og blåternede forklædekjoler. 

I samme bygning ligger Salomon-butikken, hvor man kan købe eller leje udstyr. Det hele er tænkt sammen og indrettet, så besøgende får den fulde oplevelse, forklarer skibakkens driftsansvarlige, Christian Ingels.

»Her er lidt ligesom Saalbach i Østrig. Folk skal få fornemmelsen af, at de har været på miniferie,« siger han.  

Demokratisk bjerg

Fem af Danmarks skiklubber vil tilbyde fast træning på bakken, så man kan gå til ski hver uge.

»Det bliver ligesom at gå til badminton. Men folk vil komme langvejs fra. Jeg forestiller mig, at det bliver alt øst for Storebælt, siger Kenneth Bøggild.

CopenHill er dog ikke kun for ekstremsportudøvere. Det er et demokratisk bjerg. Her kan alle være med, uanset om man vil slæbes og trækkes til toppen på ski eller snowboard; om man vil løbe eller vandre på de klippelignende stier i beton; om man vil klatre op ad facaden på verdens højeste klatrevæg; eller om man foretrækker at tage trappen — eller glaselevatoren, som giver kig ind i det aktive forbrændingsanlæg.

Det meste er gratis. På toppen, 85 meter over byen, ligger landets højest beliggende café og restaurant, som blandt andet serverer sandwich og picnickurve. Her er også udsigtsplatform, legeområde, styrke- og fitnesstræning og en scene til koncerter og events. 

Alle er velkommne til at komme med idéer til arrangementer. Der har allerede været afholdt yoga på taget, og der er også planlagt kælkeaftener for de københavnere, der foretrækker at tage turen ned på numsen. 

Bjergnatur i en pandekageby

Et 85 meter højt bjerg midt i storbyen og oven på et forbrændingsanlæg udgør et udfordrende mikroklima for en landskabsarkitekt. Planterne skal kunne modstå den stejle hældning, varmen fra anlægget nedenunder og de voldsomme vind- og vejrforhold oppe i højden.

Derfor har man udvalgt robuste danske arter såsom vildeng, pilekrat, krybepil, bredbladet røn og bjergfyr. Træerne er hejst op med 100 meter høje kraner, og der er gjort meget arbejde for at sikre, at de bliver stående og ikke glider af. Alt i alt er der plantet 7.000 buske og 300 træer — fortrinsvist fyr og pil med enkelte el, eg og røn.

Landskabsarkitekterne håber på at øge biodiversiteten i hele området og at tiltrække blandt andet sommerfugle, bier, fugle, mus og flagermus til bakken. Overvågningskameraerne har afsløret, at også en ræv var på besøg en sen nattetime for nylig.

»Det er fedt for os i en pandekageby som København at få lov at tegne et landskab på et bjerg,« siger Rasmus Astrup fra SLA.

»Der er ikke andre steder i Danmark, hvor man kan opleve natur i så intens og stejlt et forløb. Derfor har designet drejet om ’sansning i bevægelse’. På vej op gennem naturparken kravler man nærmest med næsen ned i planterne. Man kommer tæt på dem, man dufter dem og har et snævert perspektiv. På vej ned er det lige omvendt. Horisonten åbner sig, man har overblik, udsyn,« fortæller han.

Elvis med UFO

Mange meter under adspredelserne på taget, inde i anlæggets dyb, sidder en mand i et lille mørkt rum fyldt med skærme og med vindue ud mod den enorme affaldssilo. Han overvåger en gigantisk klo, der kaster sig over affaldet og samler 15 ton ad gangen op for at løfte det ind i ovnene. 

Ovnene æder affald fra 250-300 lastbiler dagligt og kan forbrænde op til 70 ton affald i timen, som bliver omdannet til fjernvarme og strøm til de fem ejerkommuner: Københavns, Frederiksberg, Dragør, Tårnby og Hvidovre Kommune.

Amager Ressource Center bryster sig af at være det reneste affaldsfyrede kraftværk i verden. Og sikkerheden er også helt i top.

»Det er uden sammenligning det sikreste anlæg i verden,« forsikrer administrerende direktør i ARC Jacob H. Simonsen.

Det allerværst tænkelige ville være en eksplosion af overbeholderen, hvilket aldrig er sket i verdenshistorien, forklarer han. Alligevel har man sikret sig mod det på alle leder og kanter og med ”lange tykke rapporter,” for det ville være uheldigt, hvis taget blæste af med skiløbere på. Men det er direktøren ikke for alvor bekymret over.

»Det ville svare til at blive ramt af en UFO styret af Elvis Presley,« mener han.  

Anlæggets syd-vestvendte gavl rummer kontorlokaler og møderum samt et stort læringscenter. Mødelokalerne er opkaldt efter ikoniske bjerge. Øverst: Mount Everest. I stueetagen: Himmelbjerget.

Du kan se mange flere billeder af Amager Bakkes skibakke her og af dens interiør her.