pixel

48 km træstammer pakker Amagerværket ind

Facadeskoven er på vej til Amager Bakkes nærmeste nabo, der også bliver udflugtsmål og udsigtspunkt.

bio4 facade

Ude på Kraftværksvej bag Refshaleøen er det naturligt nok Amager Bakke, der løber med opmærksomheden. Nedtællingen er i gang, og til december forventer Københavns mastodontiske nye forbrændingsanlæg at åbne sin længe ventede bjerg-park Copenhill med skianlæg ned ad taget.

Men Amager Bakke (der har erstattet det gamle Amagerforbrændingen) er ikke det eneste kraftværk på vejen. Og naboen Amagerværket er også ved at bygge nyt og ganske spektakulært for at genopfinde sig selv som udflugtsmål for københavnere og turister.

Nærmere betegnet den 40 meter høje kraftværksblok BIO4, der i skyggen af den 100 meter høje og affaldsafbrændende skibakke er nået så langt, at det er ved at være tid til den store facade-finale: 

En hel skov af hængende træstammer, der fører op til en udsigtsplatform på taget.

Og derfor er over 8.000 eukalyptus-stammer nu udskibet fra en plantage i Sydafrika med kurs mod Kraftværksvej. Træstammerne har en diameter omkring 20 cm og er 6 meter lange – det svarer til en forlænget marathon-rute på 48 kilometer, hvis de bliver lagt i én lang række.

Den enorme mængde træ er FSC-mærket efter principper om ansvarlig skovforvaltning. Det betyder blandt andet, at der i plantagen ikke fældes mere træ, end skoven kan nå at reproducere, og at dyr og planteliv bliver beskyttet.

Også træ i ovnen

Når BIO4 står helt færdig i 2020, vil de hængende stammer omslutte kraftværket på alle sider. I retning ind mod byen vil en udvendig himmeltrappe føre de nysgerrige ind i skoven, forbi kig ind til energiproduktionen i værkets indre, og helt op til den træbeplantede platform på toppen med udsigt over København – og pisterne lige ovre på Amager Bakke.

Det arkitektoniske skovturstema symboliserer, at Amagerværket med BIO4 begynder en omstilling til mere bæredygtigt brændsel fra kul til biomasse som træflis, der er et overskudsprodukt fra skovbrug. Bag udformningen står Gottlieb Paludan Architects i samarbejde med Møller & Grønborg og engelske Speirs + Major.

HOFOR gik i gang med BIO4-byggeriet i efteråret 2016. Kraftværksblokken forventes at være klar til test i foråret 2019 og at levere el og fjernvarme til københavnerne i den efterfølgende fyringssæson.

Se mere om BIO4 her på Magasinet KBH

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

tegnestuevision
Refshaleøen
Drop karréerne og byg i stedet videre med Refshaleøens eksisterende former — og skab på den måde mere urban, kompleks og interessant by end i meget af det nye København. Sådan siger Jool Arkitekter.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling