Copenhill – bjergdrømmen lever
Københavnerne skal stå på ski ned af fremtidens næsten 100 meter høje Amagerforbrænding! Det løfte har længe lydt mest som en utopi, der skulle få det mastodontiske byggeri af et nyt kraftværk ved Refshaleøen til at glide lettere ned.
Men nu er Amager Ressourcecenter sammen med en stribe idræts- og friluftsorganisationer i en arbejdsgruppe i gang med at konkretisere, hvordan drømmen om Amager Bakke kan blive til virkelighed. Og det internationale navn Copenhill er blandt det nye.
Hovedattraktionen skal være fire forskellige helårs-løjper med hver deres liftsystem, så alle fra lallende amatører til de semiproffe kan være med på ski. Dertil kommer vandrestier op til bygningsbjergets restaurant på toppen, samt klatrevægge, der skal bygges op som kopier af passager fra for eksempel Mount Everest eller Kullen.
Byggeriet af selve det fire milliarder kroner dyre forbrændingsanlæg er i fuld gang, for det skal være klar til at fyre op under kedlerne i 2017.
Copenhill, drømmeprojektet på ydersiden, forventes at skulle koste (i sammenligning sølle) 70 millioner kroner – men de penge er ikke fundet endnu.