Amager Bakke går i opfyldelse
Det er nu helt sikkert, at København i 2017 får en helårs-skibakke få kilometer fra Rådhuspladsen.
Københavnerne kan godt begynde at smøre skiene – de sidste millioner er skaffet til den kunstige bjerg-tagpark Amager Bakke oven på byens kommende kæmpe-kraftværk Amager Ressourcecenter.
Byggeriet af selve det 100 meter høje og multimilliard-dyre forbrændingsanlæg begyndte på Kraftværksvej ved Refshaleøen i 2013 og står færdigt i 2017. Men finansieringen af den rekreative indpakning er først nu helt på plads, så også bjergside-drømmen kan virkeliggøres i sin helhed med skibakker, klatrevægge, løbelandskaber, café og udsigtsplatform.
Se mere om Amager Bakke og Amager Ressourcecenter (ARC) her på Magasinet KBH.
Det er Nordea-fonden, der har spyttet de sidste godt 10 mio. kroner i kassen, så hele regningen på forventet 83 mio. kroner kan betales. Fonden R98, A.P. Møller Fonden og Lokale- og Anlægsfonden har allerede givet tilsvarende milliondonationer. Resten splejser ARC's fem ejerkommuner om: København, Frederiksberg, Taarnby, Dragør og Hvidovre.
Dermed får Amager Bakke blandt andet råd til 11.000 m2 skibakke fordelt på tre pister; en sort piste på 180 meter, en blå piste på 55 meter og en grøn piste på 150 meter. Foruden Europas højeste klatrevæg på 85 meter med udfordringer inspireret af klatrepassager fra hele verden.
Der er dog stadig et sidste spørgsmålstegn omkring Amager Bakkes udformning: Skorstenen, der som prikken over i'et skal blæse kæmpestore skulpturelle røgringe ud over København. Den forsøger arkitekterne fra drømmefabrikken BIG stadig at realisere med hjælp fra crowdfunding – se mere om damprings-generatoren her på Magasinet KBH.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!