Jægersborg­gade topper og Bohrs Tårn flopper for byens nye stadsarkitekt

Fra 1. februar er hun Københavns Kommune nye stadsarkitekt og afløser Tina Saaby, som i 8,5 år besad den betydningsfulde embedsmandspost som kommunens højeste autoritet i bygningskunstneriske spørgsmål.

Camilla van Deurs er arkitekt med en ph.d. fra arkitektskolen i København. Hun har senest beskæftiget sig med særligt borgerinddragelse og byliv hos Gehl – den internationalt berømmede bylivsekspert Jan Gehls arkitektfirma og rådgivningsvirksomhed.

Hun ønsker sig en mere grøn by, som både er bæredygtig og klimaneutral, men også giver flere oplevelser af natur.

»Nu har vi jo begrænset plads i København, så det kan også være grønne tage og grønne facader,« forklarer hun.

42-årige Camilla van Deurs bor sammen med sin mand og to børn plus hund og kat i Hørsholm. De flyttede op i nærheden af svigerforældrene, da børnene var helt små, og boligpriserne i København blev ved med at stige. Men inden da har den nye stadsarkitekt boet både på Amager, Nørrebro og forskellige steder på Østerbro – og de sidste 11 år haft sin daglige gang på Vesterbro, hvor Gehl har kontor.

»Jeg føler absolut, at København er min by,« fastslår hun.

Sikre de kvalificerede beslutninger

Som arkitekt hos først Svend Kirkegaard Arkitekter og siden Gehl har Camilla van Deurs været med til at sætte sig præg på det københavnske bylandskab ved at tegne stregerne til det nye Langelinie, landskabet på det nye KUA, DFDS’ færgeterminal, landskabet på Helgoland Strand og den kommende plads på Grønningen. Desuden har hun været med til at lave strategier for cykelparkering, fodgængerpolitik og byliv og blandt andet lokalplanen for Valby Maskinfabrik

Som stadsarkitekt skal Camilla van Deurs fremover rådgive byens politikere direkte i alle spørgsmål om arkitektur og byudvikling.

»Der er hvert år et sted mellem 10-15.000 sager, som går igennem Københavns Kommune. Jeg bliver selvfølgelig ikke involveret i dem alle sammen, men jeg kan se nogle af de store tendenser og være med til at sikre en sammenhæng og et overblik og sætte debatter i gang – og til at rådgive politikerne til at træffe kvalificerede beslutninger. Arkitektur griber langt ned i store dele af kommunens forvaltninger. Det handler ikke kun om boligbyggeri og byrum men også for eksempel om skoler og daginstitutioner og om sundhed og ældrepleje,« forklarer hun.

Inden den nytiltrådte stadsarkitekt for alvor tager fat på arbejdet, har Magasinet KBH bedt hende pege på tre ting i København, der topper, og tre ting i byen, der flopper:

TOP: Jægersborggade

Jeg er rigtigt glad for Jægersborggade på Nørrebro, fordi det er et eksempel på en byudvikling, hvor beboerne selv har taget ansvar for deres byrum og deres gade.

De gik sammen for at skubbe narkohandlerne og banderne ud af deres kælderrum, og i dag er der en fantastisk dejlig, levende gade med masser af kvalitet.

Den slags nærdemokrati er rigtigt vigtigt.

TOP: Skolen ved Sundet

En gammel klassiker er Skolen ved Sundet. Det er en folkeskole ude på Amager, som er tegnet i 1930’ere af arkitekten Kaj Gottlob.

En meget stor elipseformet aula i midten er omdrejningspunkt for hele skolen, gulvet er et stort københavnerkort, og i loftet er en kæmpestor kompas-roset. Så på den måde opdrager arkitekturen ved at sige noget om, at man er borger i København, og skabe en sammenhæng ud til den store verden. Den tanke synes jeg er meget smuk.

Det er et utroligt fint eksempel på et offentligt byggeri, hvor man har prioriteret god kvalitet for de mindste borgere.

TOP: Københavns arkitekturpolitik

Jeg glæder mig rigtigt meget til at arbejde med Københavns Arkitekturpolitik, som kom ud sidste år. Der er tre hovedkapitler i arkitekturpolitikken:

Det første hedder ’Arkitektur der fortæller’ og handler om, at arkitektur godt må have noget på hjerte. Byen skal have karakter; man skal kunne mærke, om man er på Nørrebro eller i Ørestad.

Det andet kapitel hedder ’Bygget til københavnerliv’ og sætter hverdagslivet og borgerne i centrum.

Det sidste kapitel ’Ansvarligt designet´ handler om, at vi skal bygge miljømæssigt forsvarligt, hver gang vi laver noget i byen.

FLOP: Metropladserne

Jeg er vild med metroen! Men metropladserne, de har simpelthen forspildt chancen.

Vi kunne have haft 21 smukke, interessante pladser, der – når man kom op ad metroen, som er lidt identitetsløs – gav en fornemmelse af, hvilken bydel man var landet i. Men de nye metropladser, der alle sammen åbner til foråret, er lidt anonyme og taler ikke godt nok til deres kontekst. Der kunne godt have været mere afveksling mellem de enkelte stationer.

Jeg synes, det er en meget stor investering, som man kunne have fået mere ud af. Måske kunne man tillade en efteraptering, hvor borgerne kunne få lov at give dem kulør.

FLOP: Tilbygning til Østerport Station

Der har tidligere ligget en trekantet glasbygning ved siden af Østerport Station, hvor der var en køreskole. Nu er den ved at blive erstattet med en kontorbygning, og den ligner simpelthen et rumskib, der er landet.

Facaden består af nogle glasplader, hvor man har printet røde prikker på, der skal ligne tegl. I starten tænkte jeg, at det var en midlertidig konstruktion. Men det er det ikke.

Det er et eksempel på et byggeri, der er meget, meget dårligt tilpasset den historiske og smukke bygning, det skal ligge ved siden af, både i forhold til skala og materialer.

FLOP: Bohrs Tårn

Ude i Carlsberg Byen står Bohrs Tårn med sine 100 meter og 30 etager som et mørkt tårn over bydelen. Og så er det blevet et meget tykt boligtårn.

Når man bygger i Københavns skyline, har man et særligt ansvar – og her også et ansvar for at følge den smukke bebyggelsesplan for området med meget slanke tårne.

Der kommer jo ni tårne i alt i Carlsberg Byen, og hvis de ikke er slanke, så kan man være nervøs for, at de her tårne kommer til at stå som én stor masse fra nogle perspektiver, når man bevæger sig rundt i byen.