Fagfolk: Ejendoms­udviklere har magt over København

Byggefeberen raser. Og står det til politikerne, skulle den gerne resultere i 45.000 nye boliger frem mod 2027 og tag over hovedet til de 100.000 nye københavnere, man forventer at byen vil vokse med i samme periode — samt mange nye kvadratmeter til erhvervslivet. 

Men der mangler en rød tråd i Københavns Kommunes arkitektur og byrum, lyder kritikken fra flere fagfolk på sidelinjen. Beslutningsprocessen bag nye byggerier er for mudret, og byudviklingen domineres af developere.

»Du kan jo gå ud til Øresund Station, du kan gå ud på Islands Brygge, og du kan gå ud til Valby,« siger Jens Kvorning, Professor Emeritus ved Kunstakademiets Arkitektskole (KADK). »Det der bliver bygget ligner hinanden enormt meget, fordi det er de samme 7-8 developere, der bygger over det hele. De har nogle relationer til nogle bestemte arkitekter og har udviklet nogle standarder, som er meget tæt på at være ens hver gang, fordi de kender økonomien i dem.« 

Kvorning efterlyser en mere offentlig debat om Københavns arkitektur — og en kritisk røst, der tør udfordre Københavns Kommunes Teknik- og Miljøudvalg.

Ikonisk status får særbehandling

Rådhusets Teknik- og Miljøudvalg (TMU) består af 11 folkevalgte politikere — for tiden ført an af Teknik- og Miljøborgmester Ninna Olsen Hedeager (EL) og rådgivet af den nyudpegede stadsarkitekt Camilla van Deurs. 

TMU har det sidste ord i store byggesager og skal også godkende Københavns Kommunes arkitekturpolitik, der udstikker nogle generelle retningslinjer for det rent arkitektoniske i byen. 

I den gældende arkitekturpolitik for 2017-2025 står f.eks., at man ønsker at respektere og bevare det eksisterende, når man udvikler nye bydele og byrum. Og om højhuse står skrevet, at de ”bør udformes og placeres, så de som udgangspunkt er slanke og fungerer som pejlemærker, der understøtter orienteringen i byen.”

Men ofte udarbejder man mere specifikke retningslinjer i en lokalplan, der knytter sig til en bestemt lokalitet. Hvert år tager udvalget stilling til cirka 60 lokalplaner der normalt indeholder overordnede retningslinjer for et større område, som f.eks. Kødbyen eller Islands Brygge Syd. I disse områdeplaner går man normalt ikke i detaljer med, hvordan enkeltbyggerierne skal udformes, men udstikker nogle rammer for f.eks. højde, dybe og materialevalg.

Men typisk omkring 10 gange om året ophøjes en plan om et enkeltbyggeri til lokalplanstatus, fordi byggeriet vurderes at have en “særlig ikonisk” karakter i byen. Det vil sige, at kommunen her vælger, at der skal være mere politisk styring af kravene til, hvordan byggeriet skal se ud.

Man hygger ikke foran BLOX eller i Ørestad

Systemet, som det ser ud i dag, medfører ifølge lektor ved Kunstakademiets Arkitektskole Nicolai Bo Andersen, at for meget nybyggeri får lov at glide igennem og blive realiseret uden at bidrage positivt til byen: 

»Det er et problem, at der er så stort et fokus på de ikoniske byggerier. Det er som om, at den slags byggerier mere handler om at fremhæve bygherrens ego end at bygge en god by. En god by kan ikke reduceres til et eller andet, der ser lækkert eller smart ud,« siger Andersen, der blandt andet forsker i arkitektur og æstetik. 

»København er jo virkelig hot i øjeblikket og turisterne strømmer til. Men det er jo ikke foran Blox eller i Ørestad, de sidder og hygger sig. Det er i Nyhavn eller ude i brokvartererne,« siger Nicolai Bo Andersen.

Hvad er det, der afgør æstetikken i København?

»Det er pengene, mere og mere. Og det er også det, der giver sig udslag i disse ikonbyggerier og boligpriser, der eksploderer, og boliger uden bopælspligt, der gør København eksklusivt for de få, ikke for de mange. Det mener jeg, er en forkert udvikling,« siger Nicolai Bo Andersen.

Også Jens Kvorning peger på økonomien og en politisk konjunktur, hvor kommuner i dag bliver bedømt på, hvor erhvervsvenlige de er: 

»Når developeren kommer, så får man ikke dårlige karakterer hos Dansk Industri, hvis man er imødekommende over for hans ønsker,« siger professoren.

Byudvikling er kompleks

Selvom Teknik- og Miljøudvalget formelt set har det afgørende ord, når nye lokalplaner skal vedtages, så er det langt fra summen af 11 menneskers holdninger, der former København.
 
Den overordnede politiske styring i Københavns Kommune ligger hos TMU og resten af borgerrepræsentationen, men i hverdagen træffes mange beslutninger om arkitektur og byrum hos Center for Byudvikling, der ligger under Økonomiforvaltningen — og ikke Teknik- og Miljøforvaltningen. 
 
Udviklingsselskabet By & Havn, der er ejet af Københavns Kommune (95%) og staten (5%), har også en vægtig røst, når det drejer sig om de områder, som de udvikler: Ørestad, Sydhavn, Nordhavn og Lynetteholmen. For vægtig, mener nogle.

Og derudover har ejendomsudviklerne og de investorer, der er med til at finansiere projekterne, en voksende indflydelse på det københavnske byggeri, lyder det fra kritikerne.

Kompleksiteten illustreres af, at også byggesagsbehandlerne på kommunens forvaltning kan ende med at spille en rolle. TMU skal nemlig rent politisk godkende en lokalplan, men planen vil ofte ikke indeholde flere af de små detaljer, der dog for byens almindelige beskuere kan have stor betydning. 

DDR-parkeringshus

Et nyligt eksempel på processen finder vi på grænsen mellem Indre By og Østerbro. I 2012 nedstemte TMU et lokalplanforslag til et nyt, privat byggeri ved Østerport Station. Begrundelsen var, at det 6-etagers byggeri var for dominerende set i forhold til stationsbygningen og Den Svenske Kirke ved siden af. Dets volumen viste med andre ord ikke tilstrækkelig respekt for det eksisterende.

Tre år senere, i 2015, godkendte udvalget en plan om det byggeri, der nu er ved at rejse sig ved siden af Østerport Station — et byggeri der er betydeligt lavere end det tidligere afviste. Med sin godkendelse af den reviderede lokalplan vurderede TMU altså, at forslaget nu holdt sig inden for de relativt løse rammer i byens arkitekturpolitik. Men at der derfra kan være et spring til, at den nyfødte bliver hilst velkommen af byens beboere, vidner de seneste måneders sønderlemmende kritik af både byggeri og omliggende byrum om.

”Rent arkitektonisk ser man klare spor tilbage til DDR-tidens parkeringshuse,” skrev f.eks. redaktør Timme Bisgaard Munck i Berlingske i februar, og han fortsatte: ”en mareridtsagtig oplevelse af et færgetårn af uendelige dimensioner, som er gravet ind i Øster Voldgade.”

Et par uger tidligere sagde den netop tiltrådte stadsarkitekt, Camilla van Deurs, til Magasinet KBH: 

“Facaden består af nogle glasplader, hvor man har printet røde prikker på, der skal ligne tegl. I starten tænkte jeg, at det var en midlertidig konstruktion. Men det er det ikke. Det er et eksempel på et byggeri, der er meget, meget dårligt tilpasset den historiske og smukke bygning, det skal ligge ved siden af, både i forhold til skala og materialer.”

Selve den afsluttende byggetilladelse til at gå i gang med et byggeri gives af embedsværket i Teknik- og Miljøforvaltningen. I tilfældet Østerport Station gik byggeriet i gang i 2017 — to år efter vedtagelsen af lokalplanen. Og da lokalplanen giver et vist råderum for ejendomsudvikleren — for eksempel med hensyn til den endelige facadeudformning — får også forvaltningen med sin byggetilladelse et afsluttende fingeraftryk på, hvad der ender med at blive realiseret.

Dybt problematisk opdeling

Lars Autrup, direktør for Arkitektforeningen, mener at der er behov for en stærk og fagligt kompetent stemme, der kan skære igennem de mange beslutningslag, give modspil til developerne og som har mandat til mere end blot at rådgive medlemmerne af TMU: 

»Stadsarkitektens embede bør styrkes,« siger han og fortsætter:

»Man kan så let komme til at tale om, hvorvidt tingene skal bygges med røde eller gule mursten. Jeg synes stadsarkitektens væsentligste rolle bør være højde og drøjde, fællesarealer, byrum og det som for alvor er vores fælles anliggende. Det vil sige vores fælles rum. Her mener jeg, at stadsarkitekten har alt for lidt at skulle have sagt i dag,« siger han.

Han undrer sig især over, at man i Københavns Kommune har valgt en model, hvor mandatet er fordelt på flere forvaltninger. For mens arkitekturpolitikken og de store visioner ligger hos TMU, så træffes de væsentligste beslutninger om, hvordan vi indretter byen, ifølge Arkitektforeningens direktør, i planafdelingen:

»Og den afdeling har man i Københavns Kommune besluttet at lægge ovre i Økonomiforvaltningen. Denne adskillelse mellem det planlæggende og det æstetiske, og mellem planlægningen og stadsarkitekten, den synes jeg er dybt problematisk,« siger Lars Autrup og fortsætter:

»Man træffer altså de store vigtige beslutninger uden, at stadsarkitekten har meget at skulle have sagt, og hun skal så bagefter ind og påvirke æstetikken i de rammer, nogle andre, til tider ikke så kyndige, har sat. Det synes jeg er et stort problem,« siger Lars Autrup.

Han peger på Teglholmen og omegn i Sydhavnen som et af flere eksempler på, at man mangler et “overordnet holistisk blik”, der kan skabe sammenhæng i byrummet og sikre kvalitet mellem husene. Det ellers arkitektonisk vel modtagede område er blevet kritiseret for ikke at have en plads eller et andet fællesområde, hvor beboerne kan mødes, og et nærmiljø skabes.

»Jeg er sikker på, at stadsarkitekten er inde over flere lokalplaner, og nogle vil nok mene, at det, jeg siger, er forkert. Men faktum er, at planchefen og det planlæggende mandat, der bestemmer, de sidder ovre i økonomiforvaltningen og ikke i den forvaltning, hvor man har valgt at placere stadsarkitekten,« siger Lars Autrup.

Men er det ikke netop her, arkitekturpolitikken og lokalplanerne kommer i spil?

»En arkitekturpolitik er jo det værd, man gør den til. I hvilken grad bliver den brugt som et hverdagsværktøj? København har en udmærket arkitekturpolitik, men det nytter jo ikke noget, hvis den ikke bliver brugt. Man bliver ikke nødvendigvis i godt humør, når man ser nogle af disse bebyggelser, der bare vælter op af jorden,« siger Lars Autrup.

Og Autrup er ikke alene med sin kritik af den københavnske struktur. Sidste år kaldte Aalborgs stadsarkitekt Peder Baltzer Nielsen sit søsterembede i København for mission impossible. Baltzer sagde til Politiken Byrum, at stadsarkitekten i København er en lone rider med en svag organisation og uden reelle beføjelser.

I Aalborg har Baltzer en stab på 46 medarbejdere som arbejder i detaljer med byggeriet i Danmarks fjerdestørste by. Hans afdeling diskuterer direkte med developerne, har mandat til at tage beslutninger — og har også det overordnede ansvar for de store visioner i kommuneplanen.  

»Hvis du bare smider en arkitekt ind, så det er en titel uden beføjelser, så kan man næsten kalde det spild af tid,« sagde Baltzer med et nik til Københavns Kommune.

“Vi er jo rene lægmænd”

Hos Teknik- og Miljøudvalget i København siger flere medlemmer, at de bør blande sig mindst muligt i detaljerne og i stedet give bygherrerne og deres arkitekter brede rammer til at skabe byens æstetiske udtryk.

»Vi er jo rene lægmænd,« siger Lars Weiss der sidder i udvalget for Socialdemokratiet. »Tilgangen hos udvalget er, at vi kan få råd fra stadsarkitekten, men at der ellers sidder nogle professionelle arkitekter på projektet, og så skal det ikke være lægmændene, politikerne, der er overdommere på det. Som hovedregel beskæftiger vi os ikke så meget med det arkitektoniske udtryk på bygningerne, med mindre det ligger i en speciel kontekst.« 

Det vil sige, at det er bygherrerne og deres arkitekter, der har den største indflydelse på, hvordan København former sig?

»Ja, arkitektonisk, inden for de helt overordnede retningslinjer vi har vedtaget i arkitekturpolitikken. Men det er jo i høj grad en ramme, som ikke er speciel detaljeret. Den konkrete udfyldning af den ramme står bygherrerne og deres arkitekter for i samarbejde med forvaltningen og forvaltningens arkitekter,« siger Lars Weis.

Er der ikke en fare for, at I mister grebet om, hvordan byen former sig?

»Jo, der er en fare for, at arkitekterne — som bygherrerne hiver ind — i høj grad er med til at præge det æstetiske indtryk af byen. Men alt andet lige er professionelle tegnestuer bedre til at vurdere den arkitektoniske kvalitet i et projekt end 11 lægmænd i Teknik- og Miljøudvalget,« siger Lars Weiss.

Det nye byggeri ved Østerport blev både godkendt af TMU og er tegnet af en tegnestue, KHR Arkitekter. Men ifølge kollegaen Jakob Næsager (K) betyder bygherrernes frie rammer dog ikke, at æstetikken er uden politisk betydning — eller konsekvens:

»Med hensyn til lokalplaner, så fylder det rigtig meget — også æstetikken. Og når der er lokalvalg bliver vi typisk krydsforhørt om, hvad vi mener om højhuse, hvad vi mener om byggeri i middelalderbyen og hvad vi mener om fortætning. Så det er et emne, der fylder utroligt meget i valgkampen, og vi bliver i høj grad valgt på, hvilken politik vi har for byens rum,« siger Jakob Næsager (K).

Det har desværre ikke været muligt at bringe kommentarerer fra Teknik- og Miljøborgmester Ninna Olsen Hedeager (EL). Magasinet KBH havde bedt hende om at redegøre for de beslutningsmæssige processer, der ligger bag den bymæssige udvikling og særligt byens æstetiske udformning, men borgmesteren valgte at trække det ellers gennemførte interview tilbage efter at have læst artiklen, det indgik i.

Teknik- og Miljøforvaltningens pressechef har også sagt nej til et interview med stadsarkitekten med henvisning til, at Camilla van Deurs har været relativt kort tid i stillingen.