Den fødte politiker

Det kan virke banalt for nogle, men for den ambitiøse toppolitiker Frank Jensen kom erkendelsen luskende. Først forklædt som samvittighedsnag, senere som en glædelig overraskelse.

Det var ellers ikke et ønskescenarium Frank Jensen befandt sig i dengang i 2005. Han havde tabt Socialdemokraternes formandsvalg til Helle Thorning-Schmidt og valgte nu at forlade folketingssalen for good.

Mere end tredive år havde den nordjyske socialdemokrat brugt på at arbejde sig op i partiet, så forskellen mellem politikeren og privatpersonen Frank Jensen havde han ikke skelet stort til. Men da Frank Jensen pludselig sad som administrerende direktør i det private, gik det op for ham at man faktisk godt kunne have et liv ved siden af arbejdet.

”Da jeg sad i folketinget blev arbejdet prioriteret frem for alt andet. Familiehøjtider, middage – alt det der. Og da jeg så blev ansat i det private erhvervsliv, så jeg at her kunne folk godt have topposter og mange jern i ilden samtidig med at de også prioriterede familien og deres fritidsinteresser,” siger Frank Jensen.

Selv om jobbet som øverstkommanderende i Telecom Scandinavia jo ikke ligefrem blev klaret 8-16, var det overvældende for den nordjyske socialdemokrat at opleve at hans hverdagsaftner pludselige var ledige til at gå i teatret eller biografen. Noget han de seneste 19 år som toppolitiker kun havde gjort hvis det var en del af et officielt arrangement.

”Det var svært, for jeg kunne pludselig tage mig selv i at sidde om aftenen og have dårlig samvittighed og tænke ’hvorfor bruger du ikke tiden på noget fornuftigt’? Men lige pludselig gik det op for mig at der var et liv uden for politik.”

Københavns nye overborgmester har siddet på posten i knap fjorten dage da KBH møder ham til stempelkaffe i hjemmet på Islands Brygge. Habitjakke og slips har for første gang i denne uge fået lov til at hænge på bøjlen, og den øverste knap i den lyseblå skjorte har fået fri fra knaphullet. Men arbejdstøjet trak han nu ellers i i en tidlig alder.

Da Frank Jensen var fire år, forudså hans far, Støvrings tidligere borgmester Kjeld Jensen, i en slags komisk klarsyn at hans næstældste søn nok ville blive politiker en dag. Det var noget med måden som knægten altid skulle hilse pænt på hele campingpladsen, så snart pløkkerne var hamret i jorden og familiens årlige campingferie var skudt i gang.

Frank Jensen var desuden ikke den store sportsudøver som barn og heller ikke ligefrem nogen bogorm. I en af de små klasser blev hans forældre kaldt til samtale hvor lærer Karlsmose vurderede at deres søn ”var en god dreng. Om end han ikke havde opfundet den dybe tallerken”.

Men Frank Jensen var udadvendt og temmelig populær, og de to kvaliteter viste sig senere at være en god start på en politisk karriere. Efter han i et års tid havde indkrævet kontingent til socialdemokraternes partikasse, startede Frank Jensen som 14-årig DSU i Støvring. Og siden da rykkede den glade dreng fra Nordjylland langsomt op ad karrierestigen hos Socialdemokraterne indtil han i 1987 – som 26-årig – blev valgt ind i Folketinget.

På det tidspunkt var han netop blev han gift med børnehaveklasselærerinden Jane, og jobbet som folketingspolitiker betød at Frank Jensen måtte installere sig i en hverdagslejlighed i København, imens konen og deres to sønner blev boende i Nordjylland.

Frank Jensen har altid set yngre ud end han er. Det er noget han har arvet fra sin mor, har hans kone sagt i et interview. Kombineret med den falmede ålborgensiske accent og den medfødte nordjyske sindighed, kan det være meget svært at forestille sig Frank Jensen oprevet eller ligefrem vred. Men det kan sagtens lade sig gøre, forsikrer han.

”Det er sjovt. Min kone spurgte forleden aften om nogen på rådhuset har set når jeg flipper ud. Det har de ikke endnu,” griner Frank Jensen fra sin sofa ved vinduet.

”Jeg kan faktisk blive splitterravende tosset. Og jeg synes selv at jeg er blevet bedre til at sætte mine grænser og vise at jeg ikke bare er mild og rund.”

– Hvad er det så der kan gøre dig rigtig vred? ”Hvis jeg bliver beklikket på mine motiver, eller hvis man gør andre uret. Hvis politikere for eksempel kører på folk af anden etnisk oprindelse for at få borgerne til at føle utryghed. Så siger jeg fra, så det virkelig kan høres,” siger Frank Jensen med et lille ekko af sin jyske accent.

Kaster man et blik i de årgamle aviser, får man da også indtryk af at han står bag sine ord. For i marts 1992, da Poul Nyrup Rasmussen udfordrede Socialdemokraternes daværende formand Svend Auken til valg, gik det op for de fleste danskere at den nordjyske politiker ikke var en nikkedukke.

30-årige Frank Jensen, der var en loyal støtte til Svend Auken, dukkede pludselig op på tv og i dagbladene og kaldte Poul Nyrup magtbegærlig. Til B.T. udtalte han at ”Mogens Lykketoft, Birte Weiss, Ole Stavad og Poul Nyrup Rasmussen har bagt den mest ulækre kage, jeg nogensinde har set. Det er kongemord, det er stærkt kritisabelt og møgubehageligt”.

I samme avis kunne man et par dage senere læse hvordan Frank Jensen i partikammeraternes øjne på kort tid ændrede sig fra at være ”den, der holdt stolen for partiformanden og gruppeformanden ... en lille fedterøv” til at være et ”et ungt socialdemokratisk håb”. er var for alvor kommet skub på Frank Jensens politiske karriere. For selv om Svend Auken blev væltet, havde respekten omkring hans trofaste støtte vokset sig så stor at Frank Jensen fik posten som forskningsminister da Poul Nyrup Rasmussen blev statsminister i 1994.

Arbejdsbyrden voksede sig større, og selv om det for konen Jane og de to sønner i Ålborg var blevet hverdag at far var en man havde i ferier, weekender og i telefonrøret om aftenen, meldte den dårlige samvittighed sig hos Frank Jensen.

”Jeg ringede og sagde godnat til dem hver aften, men det er klart at det ikke giver den helt tætte fornemmelse af deres liv,” siger Frank Jensen i sofaen på Islands Brygge og holder en lille pause.

”Men det nytter ikke noget at sidde at begræde det, for jeg ville ikke have været den tid som minister og ledende folketingspolitiker foruden. Så det er en omkostning man må tage med.”

Udfordringerne for familien blev kun flere da Frank Jensen i 1996 blev justitsminister. For med den post fulgte foruden et stort arbejde også personlige trusler mod Frank Jensen og hans familie, og nærmest fra første arbejdsdag blev huset i Ålborg udstyret med overfaldsalarmer og en direkte forbindelse til alarmcentralen.

Værst var det den nat Frank Jensens kone blev ringet op og truet på livet. Hun vækkede børnene og låste sig selv og parrets to drenge inde på badeværelset hvor der ikke er nogen vinduer, men en overfaldsalarm med direkte forbindelse til PET.

”Det var selvfølgelig ikke rart for hende, og det var heller ikke rart for mig, for jeg var ikke til stede, og kunne ikke gøre noget.”

På sin første arbejdsdag som overborgmester kom Frank Jensen til at sætte sin post på spil. Egentlig var det ikke meningen at det skulle forstås som sådan, men den nyvalgte overborgmester udtalte i et interview i Berlingske Tidende at ’hovedtemaet i de kommende fire år bliver at levere en pasningsgaranti der virker. Hvis ikke vi kan levere det, kan jeg ikke anbefale at vi stiller op igen’.

Et lille suk undslipper Frank Jensen, og han retter sig op i sofaen da han bliver konfronteret med sin udtalelse. Ikke fordi Frank Jensen ikke mener hvad han sagde, men historien om Frank Jensen som den politiske gambler, har han bare hørt før. Og sidste gang endte den ikke umiddelbart lykkeligt.

Da Poul Nyrup Rasmussen i 2005 stoppede som formand for Socialdemokraterne, var det Frank Jensens chance for at nå helt til top i det parti han havde dedikeret sit liv til.

Øgennavnet Den evige kronprins var begyndt at klæbe, fordi Frank Jensen i et stykke tid havde haft foden på de allerøverste trin på den indenrigspolitiske karrierestige. Og måske fordi tidspunktet var så afgørende i Frank Jensen karriere, erklærede han tidligt i valgkampen at han ikke ville stille op til folketinget igen hvis han tabte valget til Helle Thorning-Schmidt.

Og ja, på den måde begyndte Frank Jensens liv som administrerende direktør i Telecom Scandinavia og senere som direktør i brancheforeningen Danske Advokater.

– Du satsede hele karrieren på formandsvalget. Hvad var det der fik dig til at gamble sådan?

”Jeg er sådan et menneske hvor tingene skal have konsekvens. Og hvis jeg stillede op som formand og ikke blev valgt, ville pressen konstant spekulere i om jeg var loyal overfor Helle, og jeg ville få et allerhelvedes dårligt liv på Christiansborg. Så jeg tog konsekvensen og startede på et nyt kapitel i mit liv. Og det er jeg kisteglad for i dag. For hvis jeg var blevet, ville jeg i dag være en sur gammel mand der sad på bagerste række og klogede mig på hvordan de andre skulle gøre tingene”.

– Men du kunne måske have løst de problemer med pressen på andre måder. Hvor kommer den der konsekvenstankegang fra?

”Jeg stiller høje krav og forventninger til mig selv, og hvis ikke jeg kan indfri dem, så må det have en konsekvens. Ikke nødvendigvis en dårlig konsekvens. Jeg gjorde jo hvad jeg kunne for at blive formand for partiet, og det gik så ikke. At jeg tog den konsekvens var godt for Helle, for partiet og for mig. Og nu er jeg så overborgmester i København,” siger Frank Jensen og læner sig tilbage i sofaen igen.

For selv om Frank Jensen, da han startede sit liv i den private sektor, håndterede fænomenet fritid som en elefant håndterer et stykke håndsæbe, gik der ikke længe før han lærte at sætte pris på timerne uden forpligtelser. Daglige løbeture blev pludselig en realitet, og Frank Jensen blev desuden medlem af en havkajakforening. Og så blev der selvfølgelig også tid til at opfylde et længe tiltrængt behov for at bruge noget mere tid sammen med familien. Eller som den nyslåede overborgmester selv siger:

”Midt i al den dårlige samvittighed over ikke at lave noget fornuftigt, fandt jeg ud af at det fornuftige lå i at lave noget sammen med familien, så man havde noget at tale om. Og det er jo det der gør at man kittes sammen som familie.”