Alle hader et bøjet skilt
Der skal altså være styr på skiltningen, synes københavnerne. I hvert fald topper beskadigede skilte opgørelsen over, hvad byens borgere oftest prajer deres kommune om.
Med app'en og hjemmesiden Giv et praj behøver ingen nøjes med at bande for sig selv, men kan tippe Københavns Kommune direkte om mangler og defekter i gadebilledet. Ud over byens skilte er det især forskellige slags huller i belægningen, ophobet affald og defekt gadelys, der får københavnerne til tasterne.
På top-50 over årsager til at praje kommunen optræder også forekomster af bjørneklo (19. pladsen), døde katte (39.) og uaktuelle valgplakater (45.).