Hvilken bydel kan erstatte flest fliser med grønt?
En konkurrence mellem bydelene skal gøre københavnske fortove og facader grønnere.
De fleste vil formentlig være enige i, at de københavnske gader kunne trænge til noget mere grønt.
Men som almindelig borger er det svært at gøre meget andet end at brokke sig — med mindre man vil investere tid og kræfter i at samle hele nabolaget om at omdanne nærområdet til en såkaldt 'grøn bylivsgade': Et projekt der som regel tager flere år uden nogen garanti for succes.
Nu bliver det imidlertid snart muligt at gribe planteskeen og frøposen og selv gå ud og male byen grøn.
Københavns Kommune sætter nemlig snart gang i en konkurrence om, hvilken af bydelene der kan erstatte flest fliser og anden belægning med plantehuller — og dermed få mere grønne fortove og facader.
Fliser genbruges
Konkret vil borgerne kunne søge kommunal tilladelse og tilskud til helt små grønne projekter i deres nærområde. Det kunne for eksempel være plantehuller til slyngplanter omkring ejendommens fordør eller et grønt bed langs en kedelig ydermur.
Så man undgår altså ikke helt at skulle en tur forbi det kommunale bureaukrati — ikke mindst for at undgå rent, grønt anarki på byens gader.
Fra kommunens side vil man blandt andet sørge for afhentning og genbrug af de optagne fliser.
Kommunen har allerede en stribe puljer, hvor borgere kan søge penge til grønne projekter som facadebegrønning, og det er tanken, at bydelskonkurrencen skal finansieres af disse.
Konkurrenceelementet skal hjælpe med til at udbrede københavnernes kendskab til nogle af de muligheder, der allerede eksisterer — og til at sætte turbo på udbredelsen af små begrønningsprojekter.
Bydelskonkurrencen er blandt andet inspireret af Amsterdams Rainproof-projekt, hvor borgere og organisationer kan hjælpe med til at klimasikre byen med små og større grønne projekter — blandt andet med en konkurrence om at erstatte flest fliser og anden belægning med begrønning.
Sidste efterår foreslog Enhedslisten, at man forsøgte sig med en lignende ordning i København, og her i september vedtog rådhusets politikere så i samlet flok at føre den ud i livet.
Mere end fjernede fliser
Finansieringen hentes som nævnt fra eksisterende begrønningspuljer.
Der lægges op til, at der særligt fokuseres på plantehuller til facadebegrønning, og at man, når det årlige resultat skal opgøres, ikke kun tæller fjernede fliser, men også kigger på, hvordan plantehullerne efterfølgende bliver brugt.
De nærmere kriterier for bydelskonkurrencen — og reglerne for at søge tilskud — vil blive fastlagt i løbet af efteråret.
Teknik- og Miljøforvaltningen forventer, at de første, små begrønningsprojekter kan løbe af stablen allerede til foråret.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!