Bohr får gade på Carlsberg
Mærkeligt nok findes der ingen veje i København opkaldt efter Niels Bohr – men nu kommer der snart en på Carlsberg, hvor byens store fysiker havde adresse i æresboligen de sidste årtier af sit liv.
Bohrs Gade er et af tolv nye navne til gader og pladser i Carlsberg Byen, der vil blive taget i brug efterhånden som bryggerigrunden ombygges til boligkvarter de kommende 10-15 år. Alle navnene har relation til områdets historie; Johanne Møllers Passage bliver således opkaldt efter den kvindelige medarbejder, der har været længst tid på bryggeriet, og Franciska Clausens Plads og Købkes Plads hædrer kunstmalere for at markere den gamle bryggers engagement i dansk kulturliv.
De øvrige nykommere refererer mere direkte til øllet: Humletorvet, Lagergade, Tapperitorvet, Flaskegade, Kildepladsen, Gærtorvet, Kuskenes Gade samt Flaskehalsen, der naturligvis bliver en smal sag ind mellem nyopførte bygninger.