Tilflytterne: Her mangler noget pow! og wow!

Det er nok de færreste sydamerikanere, der skænker de københavnske breddegrader mange tanker. Ikke som feriemål og langtfra som immigrationsmål.

Men for Juan Hein i Buenos Aires var de danske aner en særlig motivation: Juan har sit efternavn fra sin danske far (og verdenskendte farfar med fornavnet Piet), så interessen blev vakt tidligt og drømmen voksede gennem årene om det spændende miniland langt nordpå.

Via et studieophold i Århus landede han i København i 2007. Og nu er der pludselig gået seks år og kommet et barn til.

Hvad var dine første og største indtryk af København?

Godt nok betyder Buenos Aires god luft, og der er ikke så forurenet som i Mexico City eller Santiago i Chile. Men i København er der altså virkelig god luft! Både ren luft og god vind, som jeg godt kan savne i Argentina.

København er generelt meget ren, og man fornemmer, at der bliver tænkt og gjort meget for miljøet.

Havde du nemt ved at føle dig tilpas i byen?

Jeg kom til Århus først, og der var ok, men ikke nok for mig. Jeg har brug for en rigtig storby, og det fandt jeg i København. Selv om nogle steder minder mere om en mindre landsby, fordi byen er så lille og ofte holdt i den gamle stil.

Selvfølgelig er her meget anderledes end i Buenos Aires, men det handler i bund og grund om storbyånd. Om at når man kommer fra en storby, så genkender man andre storbymennesker og føler sig godt tilpas blandt dem.

Hvilket kvarter holder du mest af?

Byen har udviklet sig meget, siden jeg kom. Jeg har flyttet meget rundt, jeg har primært boet på Vesterbro og Nørrebro, men også Frederiksberg.

Nu bor vi på Islands Brygge, et fænomenalt område med et helt specielt tempo, en dejlig atmosfære og mange unge familier. Der er virkelig meget gadeliv og det ændrer sig med årstiderne. Om sommeren er der total strandkultur.

Men jeg holder også meget af Nørrebro, hvor jeg har mit atelier i et kontorfællesskab med andre kunstnere. Sammen med en anden fotograf er jeg i gang med et fotoprojekt, hvor vi sætter fokus på indvandrerbanderne på grænsen mellem Nørrebro og Nordvest.

Hvordan er det københavnske kunstnermiljø?

I Buenos Aires er det meget mere internationalt, med indflydelse og inspiration fra hele verden. Her følger man mest samme stil, den danske eller skandinaviske stil.

Det er som om, man kan lide at putte folk i bokse: dem fra Kunstakademiet, dem fra Medieskolerne ... og det kan være svært at komme udefra med en anden stil og finde plads i miljøet.

Det bedste er det danske filmsamfund, det er mere internationalt og åbent. Der er man mere interesseret i folk med en anden måde at udtrykke sig på.

Jeg har lige fået støtte fra New Danish Screen til et dokudrama om mig som indvandrer – de fantasier man har om Danmark, og de kontraster man oplever, når man kommer hertil.

Hvad har været den største udfordring i København?

Det første og vigtigste for integration er sprog. Og dansk er fucked up svært.

Alle danskere vil virkelig gerne tale engelsk med mig, så jeg får ikke rigtig chancen for at øve mit danske. Og det er jo meget generøst og hyggeligt, at de vil få mig til at føle mig velkommen, og signalere at sproget ikke er et problem. Men det er det!

Hvad er typisk københavnsk?

Alt er meget organiseret, og mange ting er meget formelle og regelrette. Københavnerne er meget målrettede og effektive, de er rigtig glade for tidsplaner, og det er vigtigt at overholde aftaler. Selv den danske hygge er blevet lidt for formel, der mangler noget impulsivitet.

Hvad savner du i københavnerne?

Passion. Danskerne holder for meget på formerne, der er for meget jantelov. Argentinere gør opmærksom på sig selv, roser hinanden og spreder en masse stemning – både personligt og professionelt.

Her mangler noget pow! og wow! i København, her bliver indimellem lidt for stille.