Lidt som at være på månen

Den klassiske dannelses- og oplevelsesrejse for unge fra den over 1.600 km aflange øgruppe New Zealand går ofte til Europa. Typisk til London, hvor der findes gode udvekslingsmuligheder. Potentialet var der også for Daniel Joseph Borgman fra den sydlige kystby Dunedin. Han havde skiftet ingeniørstudiet ud med film- og mediedrømme og var rykket nordpå til Aucklands filmmiljø.

Her mødte han en tysk pige, som han fulgte til næste filmjob i Berlin. Og igen videre til København og Zentropa, hvor hun havde fået job hos Peter Aalbæk. Daniel blev hurtigt vild med den danske filmindustri og knoklede på med at lære folk og færd – blandt andet via instruktørlinjen på den alternative filmskole Super16.

Flere af hans kortfilm har siden triumferet i det europæiske festivalland, og 6. juni 2013 er det dansk premieredag for hans spillefilmsdebut 'The Weight of Elephants’.

Hvad var dine første og største indtryk af København?

Det allerførste var kulden. Vi kom for at tjekke byen ud omkring 22. december. Alt var gråt, der var ingen sne, men det var vanvittigt koldt, og alt var frosset til. Også havet, som jeg aldrig havde set frosset til. Lidt som at være på månen. Eller måske nærmere Antarktis.

Det andet store indtryk var Christiania – vi tog til julemarked – sådan et sted havde jeg aldrig set før. Og derefter vidste vi, at vi gerne ville bo her i byen.

Havde du nemt ved at føle dig tilpas?

I starten var det lidt svært, fordi der er så meget image og identitet forbundet med filmbranchen. Som udlænding kan man nemt føle sig som en outsider, og tit opfylder man sin egen profeti og forbliver outsider.

Men en dag valgte jeg at træde ud af den rolle, og efterhånden føler jeg mig mere og mere københavnsk. Man skal lade være at gøre tvivlsmål til større problemer, end de er.

Hvad har været den største udfordring?

Jeg mærkede hurtigt, at folk var meget venlige, men at det ikke nødvendigvis betød, at de var mine venner. Folk sagde en masse, men mente det ikke altid. Jeg er vant til newzealænderne, der er meget opsat på hurtigt at kende hinanden, blive meget fortrolige og gå i dybden med alt.

Danskere giver indtryk af, at de gerne vil, men når man prøver at komme tæt på, så bliver de lidt skræmt og krymper sig. I lang tid tænkte jeg, at så var det nok sådan. Men sidste år var et lidt hårdt år, og da jeg rakte ud til folk, var de der for mig.

Jeg føler mig lidt som en weirdo med alt for mange følelser. For københavnere bryder sig ikke om for meget vemod og sortsyn. Det er bestemt ikke godt at skabe en konflikt, eller bare være bedrøvet. Så nu prøver jeg virkelig at internalisere mine følelser, og undertrykke dem for at være mere normal.

Hvilket kvarter holder du mest af?

Jeg har lige købt lejlighed i Stefansgade, og det er helt klart i det område – fra kirkegården til Nørrebroparken – at jeg føler mig hjemme.

Forleden var der pludselig en minikoncert lige udenfor mit vindue. Man går bare ud ad døren og bliver en del af miljøet. Og så elsker jeg den afslappede stil, og at tempoet er langsommere end i mange andre dele af byen.

Værst er Strøget, de elendige irske barer og stederne med usle plastting gør det så kulturløst. Man skal virkelig vide, hvor man finder de gode steder – cafeen bag Royal Copenhagen er supernice.

Hvordan er den københavnske mentalitet?

Jeg er lidt forvirret over humoren, for den virker simpel og ironisk. Så jeg prøver at være ironisk, men ingen forstår det?

Københavnere er rigtig gode til small talk, og de bliver nemt glade over basale ting. Jeg kæmper virkelig med at small talke, og jeg prøver også at grine mere.

I griner af ingenting, af småting, og er glade, når andre er glade. Om det er små eller store ting, det ændrer jer ikke. Det er måske nøglen til lykke. Og måske det, danskerne har fundet ud af. Det ville jeg ønske, jeg kunne lære.

Hvad er typisk københavnsk?

Der er meget tryghed – i folket og i samfundet. Danmark kører virkelig godt, og en del af grunden er, at alle har en iboende tillid til autoriteter og tro på systemet. At det virker. Og er trygt som det er. Man har ikke lyst til at lave for mange ændringer eller ødelægge det.

Jeg kommer fra et land, der ikke kører så godt. Det er ligesom lappet sammen med gaffatape og elastikker, og sådan kører det også: Folk lapper lidt på det indimellem og bekymrer sig ikke så meget.

New Zealand er et ungt land, hvor alle er immigranter, undtagen maorierne, og der er ingen stabilitet. Som et folk føler newzealænderne sig mindre selvsikre, men alligevel er de bedre til at tackle op- og nedture, fordi de er vant til manglende sikkerhed og tryghed.

Hvad er den største forskel på din hjemby og København?

Hjemme i Dunedin er jeg en helt anden person. Oftest ude i naturen, sammen med familien, nyder langsomt tempo og megen følelsessnak. Der er mere tid til andre mennesker, man siger hej til hinanden på gaden, hjælper naboen med at fikse hegnet, og har flere fælles projekter.

Folk bruger helt sikkert mindre tid på at shoppe, der er bare et enkelt stort varehus a la Wallmart, og det er det. I København går folk amok med at shoppe. Især omkring juletid kan jeg blive helt svimmel af den forbrugermani. Det er for vildt. Og det ser ud til at sprede sig og optrappe.

Området omkring Stefansgade er blevet mere gentrificeret, folk køber flere og dyrere ting, i forhold til da jeg kom hertil. Det er selvfølgelig et godt tegn, men det kan virkelig være overvældende.

Hvad savner du i København?

Der er ikke så meget godt etnisk køkken her, sammenlignet med New Zealand og Australien, hvor det er en stor del af vores køkken – måske fordi vi ikke har så mange nationalretter.

Måske skal man bare lede efter dem, så det er jeg i gang med. Nørrebro er jo en smeltedigel af etnisk mad, men det er ikke så lækkert som i andre storbyer.

Typisk newzealandsk mad er fish & chips og tærter – og ellers handler det bare om store portioner med friske råvarer tilberedt helt simpelt. Så der minder det lidt om dansk mad.

Hvordan har København udviklet sig i den tid, du har boet her?

Byen har ændret sig, men også ændret mig. Byen udvikler sig hele tiden, og københavnerne er rigtig gode til at tage nye ting til sig.

Her er blevet mere grønt – på flere måder. Jeg er veganer, og da jeg kom hertil, var der ikke meget vegetarisk mad, og heller ikke økologisk. Det er overalt nu! Manfreds og Relæ i Jægersborggade er gode steder, men det popper op alle vegne.

I mit kvarter er narkohandlerne ved at være væk, de er allerede flyttet fra Jægersborggade og over på den anden side af Stefansgade, så med tiden vil de blive presset ud i Nordvest.

Hvordan er det københavnske filmmiljø?

Her er et fantastisk filmmiljø. Så lille og alligevel producerer man så meget. Måske fem-seks gange mere end i New Zealand.

Branchen er enormt god ved nyt talent, og derfor er det enormt attraktivt for mig at bo og arbejde her. Man kommer til at møde og kende folk, for her er ikke så meget hierarki som i Berlin, det var lidt et lukket land.

I udlandet kender folk kun Zentropa, og det er et stærkt brand for Danmark. Ligesom Peter Jackson er for mit hjemland; han gør måske ikke så meget for den lokale filmindustri, men han promoverer landet.