Tilflytterne: Den københavnske lykke smitter

I gymnasieårene i Istanbul så Kaan Arici de første danske film: Dogme-klassikerne ’Festen’ og ’Idioterne’. Det var langt fra tyrkisk filmkunst, men alt, der skete for og bag kameraet var interessant. Der skulle dog gå nogle år før Kaan selv kom til et af Europas bedste filmmiljøer i København.

På et udvekslingsophold i Middelsex i England mødte han en dansk pige, som fortalte om filmuddannelserne i hjemlandet. Da de blev kærester, var vejen til den københavnske filmvidenskab lagt, og siden 2008 har Kaan udforsket kameravinkler, musik og belysning her i byen.

Hvad var dine første og største indtryk af København?

Kulde! Jeg kom i august, men blev forkølet med det samme. Meget lang vinter, koldt og blæsende. Alligevel er der mange, der cykler.

Man cykler sjældent i Istanbul. Mest på en udflugt, eller for sjov, ikke til daglig. Afstandene er for store. Folk bruger utrolig meget tid på transport, det er meget almindeligt med tre-fire timer hver dag, bare fra skole eller job. Så er der ikke meget tid til at lave andet. Modsat København, hvor det er fedt, at man kan nå flere ting på en dag, fordi alt ligger tæt på.

Havde du nemt ved at føle dig tilpas i København?

Det tager tid at tilvænne sig, men jeg begynder at forstå flere ting. For eksempel at folk ikke vil arbejde hårdt for enhver pris.

Når man går mindre op i at tjene penge, går man mere op i at leve. Derfor er danskerne lykkelige. Den form for mentalitet kan man mærke, og det smitter af. I Tyrkiet er der meget pengejageri, lidt som i USA, og der er meget status forbundet med det.

Hvad har været den største udfordring?

Priserne er virkelig høje, det tog noget tid at vænne sig til. Man føler man gør noget forkert, når man bruger så mange penge.

Men sproget er det sværeste. Det er ikke nemt at lære, og man får ikke meget hjælp af danskerne, for de vil hellere tale engelsk med én. Københavnerne er ikke imponerede over, at vi prøver at lære dansk. Modsat tyrkere, de elsker at folk prøver at tale tyrkisk, og hjælper gerne.

Og så temperamentet. Københavnere er meget uanfægtede. Jeg spiller fodbold, og en dag opstod der en situation, hvor jeg blev skubbet og tjattede tilbage til en fyr. Han var kæmpestor, men han blev bare overrasket, kiggede på mig og gik. Hvad? Spiller vi ikke, er det ikke en del af legen – at slås lidt? Derhjemme ender man let i slagsmål uden at vide hvorfor, tyrkere er vel mere aggressive, og det bliver nok nærmere med en tyrker, hvis jeg kommer i slåskamp her.

Hvilket kvarter holder du mest af?

Langelinje-området. Det er ikke moderne, men det har en masse charme, og jeg holder meget af den ro, der er. Og så elsker jeg at være ved vandet.

Jeg er også vild med Havneholmen-området ved Fisketorvet, for jeg elsker moderne dansk arkitektur, der for mig er meget innovativ: De skarpe vinkler, blandingen af forskellige materialer, de rene linjer.

Og Sankt Hans Torv, hvor jeg bor – der sker altid noget. Da jeg kom hertil, var der nogle skudepisoder, men jeg har aldrig følt mig utryg. Jeg har oplevet mere skræmmende miljøer og typer i Istanbul.

Hvad er typisk københavnsk?

Jeg tænkte aldrig på møbler som design eller kunst, før jeg kom til København. Nu forstår jeg, hvorfor folk er villige til at betale store summer for ting af et bestemt navn eller design. Det er sjovt med de kendte skandinaviske designklassikere, det meste er skabt i 50-60'erne ud fra tanker om effektivitet, praktik og masseproduktion – nu er det trendy.

Jeg er opvokset med en helt anden stil. Det var altid min mor, der valgte møbler. Indimellem ringede vi til en tømrer, der så lavede et møbel efter mors instrukser. Det koster ikke meget i Tyrkiet, billigere end at købe i butikkerne. Og så med væg til væg-tæpper med vævede tæpper ovenpå. For isolation især. Og det forstår jeg ikke... her er så koldt, så hvorfor ikke bruge tæpper?

Hvad savner du i København

Nogle gange føler jeg, at København er for lille. At når dagen ender, så stopper København også. Alt for tit er gaderne tomme, og her er som en spøgelsesby. Jeg hader tomme gader, det får mig til at føle, at dagen er slut, og der ikke er mere at lave. I Tyrkiet er folk meget udenfor, der er liv i byen, og man føler at der altid er nogen at møde, noget at lave.