Tilflytterne: Lidt som et eventyrland

Nina Akimova havde ikke været længe i København, før hun stødte på den største fordom om russiske kvinder: giftermål.

Alle troede, at hun var kommet hertil for at blive gift med en dansk mand – mindst 20 år ældre. Men tingene har ændret sig i Rusland med middelklassens vokseværk. Det er blevet almindeligt at rejse ud og opleve verden, men de fleste russere vil altid vende tilbage til Rusland efter nogen tid.

Nina skulle egentlig også bare på ferie til København, men hun følte sig lynhurtigt hjemme, og efter syv år bliver hun stadig mere begejstret for københavnersjælen og sin nye by.

Det var her, hun flyttede hjemmefra til og blev voksen og selvstændig. Og nu arbejder hun med at få flere russiske turister til landet.

Hvad var dine første og største indtryk af København?

Koldt, gråt, mørkt. Ingen mennesker på gaden. Kulden og mørket gør meget mod københavnernes aktivitet og humør. Folk kigger ikke, smiler ikke, virker ikke imødekommende. Det er ikke så forskelligt fra Rusland. Men så fandt jeg ud af, hvor hyggeligt det er at være hjemme og nyde den danske hygge med alle stearinlysene og de varme drikke.

Og cykler! Alle cykler, også i regn og sne. I Rusland cykler man ikke, der er for store afstande og for meget trafik. Jeg har kun cyklet som barn i sommerhuset, så da jeg kom hertil og fik at vide, jeg skulle cykle fra sted til sted, synes jeg det var så hårdt. Men nu elsker jeg det.

Havde du nemt ved at føle dig tilpas i byen?

Jeg blev hurtig en del af familien, som jeg var au pair hos, og lærte hurtigt flere danskere at kende gennem dem. Men jeg synes også, det er nemt at møde mennesker i København. Både i butikkerne, som stamgæst på café, eller når man gå på bar og til fest er det nemt at snakke med folk.

Det er så dejligt. Sådan er det ikke i mit hjemland. Der gemmer man det hele til familien: følelser, energi, hverdagshistorier. Russere er ikke normalt kontaktsøgende, så derfor var det enormt grænseoverskridende, da en dansk kæreste pressede mig til at kontakte nogle russere på en café her. Men nu har de været mine venner i næsten syv år.

Hvad har været den største udfordring?

Det sværeste var maden. Jeg er vant til at spise suppe og anden varm mad. Her er der hele tiden brød. Brød til morgen, brød til frokost, nogle gange også til aften. Jeg kan slet ikke spise så meget brød. Men der er mange danske retter, jeg er blevet glad for, min favorit er nok andesteg, men også stegt flæsk med persillesovs.

Hvad er typisk københavnsk

København er ingen storby – dertil mangler kæmpebygninger, moderne arkitektur, store pladser, brede veje – men det skal den heller ikke være. For så ville den miste det allervigtigste, det mest typiske: Charmen.

Alle de små huse, det gammeldags og velbevarede, og Tivoli… her er lidt som et eventyrland. H.C. Andersens eventyrbilleder passer rigtigt godt. Jeg elsker det København, der er så intimt og charmerende.

Noget af det bedste er, at vandet er så tæt på. Der er bare noget afslappende ved vand. Hvis jeg har mulighed, tager jeg til vandet hver dag. Og jeg tager gerne flere ture med kanalbådene – også med mine danske venner – det er så hyggeligt.

Hvilket kvarter holder du mest af?

Jeg har boet lige ved Kongens Have i næsten fem år, det er det bedste kvarter. Midt i byen, men helt stille og roligt. Det er det klassiske København, som har været der, siden byen opstod. Der kender jeg alt og alle. Der vil jeg gerne tilbage, det er mit hjem.

Hvad savner du i københavnerne

Spontanitet. Man kan ikke bare ringe og spørge, om man skal mødes om et kvarter. Alt skal planlægges. Ikke fordi folk har travlt, de kan bare ikke det der spontane. Jeg har aldrig prøvet at tage hjem til mine danske venner uden aftale, og gør det nok heller ikke.

Den anden ting er nærhed. I mit hjemland er der altid knus og kram og kys, blandt familie og venner. Det gør man ikke så meget her, så det savner jeg.

Hvordan er den københavnske humor?

Dansk humor er ofte sarkastisk, det er russisk også. Men den danske kan også være enormt primitiv, og nogle gange er det bare ikke sjovt. Man gør for meget grin med hinanden, er grænseoverskridende, og går for tæt på virkeligheden.

Opfattelsen er nok, at folk godt kan tåle det, men er det virkelig nødvendigt, at man skal tåle det? Folk er måske for hurtige til at sige, det er ok, selvom de er blevet såret af jokes.

Der er også meget humor fikseret på sex, og det er ok mellem venner, men ikke på jobbet. Det hører ikke til der. Det signalerer dårlig opdragelse. Der må være grænser.