Tilflytterne: København con amore

Fakta

Elisabetta Bertoglio
Elisabetta er 34 år og kommer fra Milano hvor hun har studeret italiensk på universitetet, arbejdet med salg og beskæftiget sig med vin i mange år.

Elisabetta flyttede til København i 2005 og boede først på Nørrebro siden Vesterbro, inden hun flyttede ind hos sin danske kæreste i Holbæk.

Elisabetta åbnede vinimportfirmaet Venus & Bacco i 2007.

Firmaet har hovedsæde i Vallensbæk, og firmanavnet henviser til den romerske gudinde for kærlighed og den græske gud for vin.

Sammen med sin kæreste laver Elisabetta også konceptet www.maanedens-vinkasse.dk hvor vinelskere kan få udvalgte flasker leveret til døren.

Milano ligger i det velhavende Norditalien og er kendt som Italiens – og en af verdens – vigtigste mode- og designbyer. Byen har omkring 1,3 millioner indbyggere, en imponerende gotisk domkirke og små fine kanaler. Foto: Paolo Màrgari

Fakta

TOP+FLOP

TOP

Café Salonen

Det var her det hele startede for mig. Da jeg lige ankom til København, fik jeg arbejde på cafeén i Sankt Peders Stræde, og jeg synes stadig at den er super hyggelig.

Christiania

Det er et område der adskiller Danmark fra alle andre lande i Europa. Stedet er et udtryk for frihed, og Christiania har mange spændende kunstnere og mange gode madsteder. I kan være stolte af stedet!

Foto: Thomas Perch Nielsen

Ørstedsparken

Den park er simpelthen som et maleri. Jeg plejede at opholde mig i parken om sommeren, mens jeg læste bøger og hørte musik.

FLOP

Tivoli

Forlystelserne er ikke særlig spændende, og maden er for dyr og dårlig. Tivoli er virkelig overvurderet.

Fuprestauranter

Der er mange restauranter i København der kalder sig italienske, men de har intet med Italien at gøre. Maden er slet ikke italiensk, og vinstandarden er alt for lav.

Parkeringsforholdene

Det er simpelthen alt for dyrt at parkere i hovedstaden. I løbet af mine første år i København brugte jeg tusindvis af kroner på at parkere. Det er vanvittigt.

“’Åh Gud, hvad fanden er det for noget?’, tænkte jeg da jeg ankom til København for første gang. Det hele var så beskidt og ulækkert.”

Italienske Elisabetta Bertoglio laver et forgræmmet og overrasket udtryk for at understrege hvor stort et chok hun fik ved sit første møde med Nørrebro.

Hun ankom til hovedstaden en forårsmorgen i 2005, og gaderne bar i den grad præg af weekendens fester. Flasker og pizzaæsker flød overalt. København havde endnu ikke fået morgenvasket sit ansigt.

Senere fandt Elisabetta ud af at Nørrebro altid emmer af efterfest om søndagen, og at bydelen genvinder sit rene jeg om mandagen. Så løste hun lidt op for den italienske ordensmani som hun gladeligt indrømmer at eje lidt af.

”Efter en uges tid på Nørrebro begyndte jeg at forstå rodet. Kioskerne og grønthandlerne med deres farverige varer er smukke. Rod kan være dejligt, og faktisk foretrækker jeg nu lidt rod,” ræsonnerer chefen for vinimportfirmaet Venus & Bacco, mens hun snupper endnu et hvæs af cigaretten.

Den lidt konservativt klædte signorina prøver at styre de lange krøller da det blæser op. Hun har foreslået at interviewet bliver lavet udendørs da hun ikke vil gå slip af en af byens sidste varme efterårsdage.

Elisabetta elsker simpelthen København som hun giver best rating i forhold til fødebyen Milano.

”Dér er der ikke etniske kvarterer – kun etniske gader,” forklarer hun og fortsætter:

”Nørrebro er Københavns mest blandede kvarter, og det er etnisk på en anden måde end for eksempel Milano, Rom eller New York. Integrationen fungerer godt her i forhold til i de andre byer. Se blot på mig!”.

Tvivlsom tøjsmag

Elisabetta Bertoglio nåede at bo to år i København, før en ”flot, flot dansk mand med blå øjne og blond hår” fik lokket hende på afveje.

Hun startede sit eget vinfirma Venus & Bacco i 2007, og via jobbet som direktør og vinformidler mødte hun den store kærlighed. Han boede i Holbæk, og Elisabetta flyttede ind hos ham.

”Det er jo min drøm at flytte her tilbage til byen, og jeg prøver virkelig at bearbejde min kæreste,” sukker hun, mens hun piller ved sit vandglas.

Valget mellem drømmeby og drømmemand var tydeligvis ikke helt nemt, men indtil videre har kærligheden altså trumfet bytiltrækningen. Det forhindrer dog ikke vinbossen i at have nogle klare holdninger til hovedstaden – specielt i forhold til andre storbyer.

”I Italienske byer som Rom fokuserer man meget på overflade og på hvilket tøj folk går i. Vi glemmer nogle gange at det ikke betyder noget. Går du på café i Italien, ser du ingen i sidste års mode, men i København er der ikke nær så meget fokus på den slags. Folk går klædt forskelligt. Det er dejligt,” smiler hun og skæver ned på sine sko der absolut ikke har det mindste casual anstrøg.

Den mørke jakke er dog åben, og på skjorten anes en begyndende uglathed. Elisabetta er efter egen vurdering ved at blive en dansk dresser.

”I København begyndte jeg at trække vejret friere på grund af den åbne og internationale stemning. I Milano er de måske mere velklædte, men de kan ikke sige noget på engelsk”.

Elisabetta understreger gang på gang hvor vigtig københavnernes sprogfleksibilitet har været for hendes integration i hovedstaden.

Det har været så simpelt at tale med fremmede – både på det personlige og professionelle plan.

”Her kan jeg sagtens lave business selv om jeg taler engelsk til mine forretningsforbindelser. Dén går ikke i Italien. Hvis du ikke taler italiensk, er du ude af spillet,” forklarer Elisabetta.

Mødet med muren

Selv om københavnerne er engelskkyndige og internationalt mindede, har det ikke været nemt for vindirektøren at få danske venner. Danskernes human-filter er simpelthen for svært at bryde hvis man spørger den passionerede italiener.

”Selv om jeg har boet i Danmark i fire år, har jeg ikke mange tætte danske venner. Mine venner her er primært italienere og andre udlændinge,” udbryder Elisabetta med en vis fortrydelse.

”Når det drejer sig om de dybere venskaber, er danskerne svære at komme ind på livet af. I bygger en lille mur omkring jer,” fortæller hun, mens hun slukker sin cigaret og lytter til bilernes støj fra gaden.

Hun holder en lille pause, mens hun tænker. ”Danskerne skal lære at være lidt mere tillidsfulde og vide at det de siger ikke bliver brugt mod dem på en dårlig måde,” smiler hun og uddyber: ”I Italien er det lettere at skabe dybe relationer. Bliver man først venner med en italiener, får man det hele. Hvis du var min ven, ville jeg give dig alt – mine børn, mit hjerte – alt. Med danskerne er det lige modsat. De er meget høflige og politisk korrekte, men det er svært at komme dybere ind.”

Til trods for at der skal kæmpes for de danske venskaber, er den tilflyttede vinimportør ikke modløs. Hun er sikker på at det hele vil flaske sig bedre når hun behersker det knudrede danske halssprog.

Et år på sprogskole har gjort Elisabetta Bertoglio i stand til at læse en let avis og føre lidt samtale, men hun føler sig stadig ”lidt mongolagtig” når tingene skal formuleres på dansk.

’Hyggeligt’ vinder dog prisen som yndlingsord hos Elisabetta. ”Tænk at I har sådan et begreb. ’Det er fantastisk at hygge sig sammen’,” siger hun på næsten fejlfrit dansk og rødmer let.

Cyklen som integrationsmaskine

For ikke at strande i den danske grammatik og udtale, fandt Elisabetta Bertoglio hurtigt en anden og nemmere vej ind i København og byens stemning.

Hun erhvervede sig en tohjulet – og det pronto. ”Hver gang jeg skulle ud med venner, var jeg den eneste uden cykel, og det blev irriterende. Til sidste købte jeg en cykel hos en arabisk mand på Nørrebro. Den var meget billig og meget lyserød. Den var faktisk ret forfærdelig, men den virkede,” siger hun leende.

Cyklen vækker tydeligvis glade minder, og det blev på den at vindirektøren opdagede hovedstadens sande jeg. ”I starten cyklede jeg rundt hele tiden, og det var en god måde at lære byen at kende på. Jeg havde selvfølgelig et par grimme styrt, for det var mange år siden jeg sidst havde cyklet. I Milano begiver man sig nemlig ikke ud på cykel hvis man ønsker at overleve,” siger Elisabetta.

Heldigvis er det aldrig rigtig gået galt når kantsten er blevet torpederet i en forkert vinkel, og Elisabetta fortæller hvordan især de ældre dele af byen virkelig kom ind under huden på hende under cykeludflugterne:

”De gamle kvarterer og bygningerne i centrum er helt fantastiske. De har en historie, og de fortæller mig noget. Det kan jeg godt lide, for jeg er nok lidt af en nostalgiker”.

Til gengæld er vindirektøren ikke meget for byens nye virksomhedsarkitektur med store åbne glasfacader.

”De er sikkert smukke på deres måde, men hvis alle kunne se mig hele tiden, ville jeg altså blive pissed,” knurrer Elisabetta Bertoglio, mens hun lukker jakken og rejser sig for at spadsere ud i København.