Stor bevaringslyst på Københavns Rådhus

Det er de fire bygninger, som politikerne i Teknik- og Miljøudvalget på eget initiativ granskede på deres udvalgsmøde i denne uge – og i flere tilfælde ønskede at give forbud mod at rive ned.

Spoler vi tiden tilbage til 2017, så billedet noget anderledes ud. Her kulminerede den folkelige protest mod at rive de historiske slagtergårde på Vesterbro ned med demonstrationer på Rådhuspladsen, knap 10.000 indsamlede underskrifter, 300 høringssvar og officielle protester fra blandt andre Københavns Museum.

Alligevel stemte et politisk flertal for at give ejeren tilladelse til at rive de gamle baghuse ned, så der i stedet kunne blive bygget 83 nye og langt mere indbringende familieboliger i fem etager. 

Og sådan står kampen ofte, når der skal udvikles by i København. På den ene side har man grundejerens ret til at udvikle på egen matrikel. På den anden side ansvaret for at værne om Københavns kulturhistorie og sikre, at private bygherrer ikke forvandler byen til en kedelig, profitmaksimerende masse.

Herolds Varehus består

Hvor politikerne tidligere har haft tendens til at give den nye byudvikling medvind, så vokser eksemplerne på, at de folkevalgte nu begynder at trække i bremsen og bruge deres magt til at bevare byens eksisterende bygninger. 

Lige før målet valgte politikerne i december at modsætte sig de ellers fremskredne planer om at nedrive to lave hal-bygninger på Wilders Plads 9 og 11, der skulle bane vej for et nyt byggeri, som lokaludvalget ellers udtalte ville "bidrage positivt til lokalmiljøet". 

Sidste år forsøgte politikerne – godt nok forgæves - at værne om det lille, skæve hus på Nørrebrogade, og senest måtte de modvilligt se til, mens forvaltningen på grund af langtrukken sagsbehandling måtte give Coop lov til at rive Valbys første brugsforening ned.   

Og på ugens møde i Teknik- og Miljøudvalget var der som nævnt hele tre sager på dagsordenen, hvor politikerne ønskede at bevare bygninger, der stod til at blive revet ned. 

Politikerne får løbende tilsendt en liste over ældre byhuse, som ejerne ønsker at rive ned eller bygge til, og her havde Socialdemokratiet og Alternativet blandt andet bidt mærke i, at ejeren af Øresundvej 21 ville erstatte det gamle byhus fra 1850 med et nybyggeri, der skulle rumme 11 ungdomsboliger. 

Det gamle Herolds Varehus er en af de 50 udvalgte bygninger, der sidste år blev udpeget som havende "en særlig og unik betydning for København" som et led i kampagnen Byens Sjæl, og det fik politikerne til at stille forslag om, at der skulle nedlægges et såkaldt §14 forbud mod at give nedrivningstilladelse, som ejeren af grunden ønsker.

Sådan et forbud kan sætte en sag i bero i op til 12 måneder, mens politikerne arbejder på en langsigtet løsning – typisk ved at udarbejde en bevarende lokalplan, der udpeger byggeriet som værende bevaringsværdigt, og derfor beskyttet mod nedrivning. 

Grundejer kan således godt udvikle på sin grund, så længe han tænker en bevaring af det gamle varehus ind i løsningen.  

Grundejers advokat gav i høringssvaret udtryk for stor forbavselse over politikernes ønske, da huset netop blev købt med henblik på nedrivning. 

Men trods indvendinger om, at byhuset er i så dårlig forfatning, at det "de facto er nedrivningsparat ejendom", stemte et flertal i form af Socialdemokratiet, Konservative, Enhedslisten og Alternativet for at bevare byggeriet, mens De Radikale og Venstre ønskede at give bygherre lov til at rive bygningen ned. SF undlod at stemme. 

Uvis skæbne på Østerbro 

Samme mønster gik igen i en anden sag på Østerbro. Her havde Enhedslisten bidt mærke i de to bygninger på Aldersrogade 6A og 6B, som grundejeren ønsker at rive ned for at bygge et nyt hotel. Der er tale om byhuse med kulturhistorisk værdi, der er opført i 1917 og 1928. 

Et politisk flertal var igen klar til at stemme imod en nedrivning, men her valgte De Radikales Christopher Røhl at standse sagen og sparke den videre op i systemet, så den nu skal afgøres af den samlede Borgerrepræsentation.

I høringssvaret fra grundejeren var der tydelig undring at spore over den pludselig modvilje mod nedrivning.

"Jeg har arbejdet på dette projekt med etablering af HOTEL Apartments på ejendommen gennem fire år, og senest fandt vi en løsning, hvor man kunne godkende bebyggelsesprocenten samt bygningsplacering og bygningshøjder. Jeg syntes, det er meget uretfærdigt, at man nu, efter at vi har fundet en løsning med forvaltningen, må tåle yderligere udsættelse og denne §14," lyder det i et høringssvar fra grundejeren. Han hæfter sig også ved, at det – tilsyneladende – gik noget lettere, da ATP skulle have nedrivningstilladelse lige om hjørnet. 

"På hjørnet lige over for mine ejendomme har man accepteret et pensionsbyggeri, der nu pågår med en udnyttelsesprocent på 370 – helt ud over alle grænser – samt nedrivning af bygninger, der bestemt var lige så “bevaringsværdige” som mine. Det er da helt uforståeligt den forskelsbehandling, jeg som privat ejer skal udsættes for."

Kritik af bevidst forfald 

Det sidste byggeri, politikerne havde hæftet sig ved, var et gammelt byhus fra 1777, der ligger i Bredgade 74 i forlængelse af Designmuseum Danmark. 

Her foreslog Alternativet, at der skulle udvikles en bevarende lokalplan, der kunne sikre det gamle hus mod nedrivning, men det ville Teknik- og Miljøforvaltningen ikke anbefale politikerne at kaste sig ud i. 

Dels har Designmuseet siden 2016 indviet Københavns Kommune i sine planer om at rive bygningen ned, dels er bygningen i så dårlig stand, at det sandsynligvis vil betyde, at Københavns Kommune selv kan blive tvunget til at købe bygningen, hvis den fastlægges som bevaringsværdig i en fremtidig lokalplan. 

På den baggrund stemte alle politikerne for at give tilladelse til nedrivning, men flertallet sendte samtidig en røffel videre til Designmuseet med denne afsluttende bemærkning til sagen:  

"Partierne mener, det er ærgerligt og under al kritik, at Designmuseet bevidst ikke har vedligeholdt bygningen, men i stedet ladet den forfalde. Vi mener ikke, at manglende vedligehold som udgangspunkt skal betyde, at en bygning skal rives ned. Vi stemmer dog for forvaltningens indstilling med udgangspunkt i, at Slots- og Kulturstyrelsen ikke har villet rejse en fredningssag, og at der er tvivl om bygningens alder."

Således resulterede mandagens møde i en nedrivning, en bevarelse og en uafsluttet sag.

Skal byens historiske bygninger bevares for alt i verden? Eller er det en manglende tro på, at den nye by også kan være en god by, der bremser udviklingen? Læs Anders Ojgaards kommentar om, hvordan byen får mere sjæl.