pixel

Regnskabsrod i Københavns Kommune

Over de seneste tre år er der bogført udgifter til tre fiktive anlægs­projekter i Teknik- og Miljø­forvaltningen.

Københavns Rådhus

Københavns Kommunes er krybet til en trist bekendelse: der er fundet rod i regnskaberne for et stort millionbeløb.

I en pressemeddelelse forklarer Teknik- og Miljøforvaltningen, at et underskud på i alt 37,1 millioner kr. stille og roligt har bygget sig op fra 2017-19, uden at nogen har lagt mærke til det.

Normalt er proceduren, at forvaltningens anlægsprojekter tildeles et beløb på kommunens budget, hvorefter der allokeres et passende antal medarbejdertimer.

I nogle tilfælde kan de budgetlagte beløb vise sig ikke at være tilstrækkelige, og så skal embedsmændene i forvaltningen anmode de folkevalgte om en tillægsbevilling. Men dét er ikke sket i denne sag.

I stedet er de mange millioner blevet bogført på tre fiktive anlægsprojekter, som hverken var på budgettet eller som der var givet bevilling til.

Hvad der er årsagen til regnskabsrodet — og hvilke motiver der kan ligge bag — har kommunen endnu ingen bud på.

Vokser til mere end 50

Foreløbig har Teknik- og Miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (Ø) bedt om en redegørelse, og hun udelukker ikke, at sagen kan få retlige konsekvenser for det ansvarlige personale:

»Jeg har en forventning om, at forvaltningen arbejder på at få løst problemerne med rådgivning fra Intern Revision. Når redegørelsen foreligger, må vi se på, hvad den skal have af konsekvenser.«

Forvaltningens økonomiafdeling peger på, at en forklaring på regnskabsrodet kan være overgangen til et nyt økonomisystem og en ny form for tidsregistrering, som ikke er blevet ajourført løbende.

Fordi de 37 mio. kr. er bogført på konti der ikke er afsat midler til, har udgifterne ikke været lette at få øje på ved en almindelig gennemgang, forklarer Teknik- og Miljøforvaltningen. Men det undskylder ikke fejlen, siger Ninna Hedeager Olsen:

»Alle alarmklokker ringer, når der findes fiktive konti uden dækning for millionunderskud. Der skal ikke herske tvivl om, at den anvendte praksis på ingen måde er i orden.«

Beløbet ventes at vokse med yderligere op til 15 mio. kr., når tallene fra 2020 regnes med. 

Kommunen oplyser, at underskuddet ikke vil betyde store besparelser her og nu. I stedet vil der blive taget et såkaldt internt lån, som kan afdrages over nogle år.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens liv

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling