pixel

Nej, ingen pligt til at oplyse om ulovlige brændeovne

Ældre brændeovne vil om få måneder være forbudte i København — men reelt ved ingen, om forbuddet bliver respekteret, og det bliver der næppe ændret på.

pejs

Københavnerne kunne på papiret trække vejret ekstra dybt, da det sidste år blev forbudt at fyre op i brændeovne, der er installeret før 2008.

Ja, faktisk må man fra oktober i år slet ikke have sådan én stående i sin bolig. Den skal skrottes eller skiftes ud med en nyere model, der udleder færre partikler end de ældre modeller.

De ældre brændeovne forurener nemlig op til fem gange så meget som de nyere, der alle er underlagt skrappere miljøkrav. 

Som vi kunne skrive i sommer, er det dog yderst behersket, hvad der findes af kontrolinstanser.

"Som udgangspunkt har vi tillid til, at borgerne orienterer sig efter de gældende forskrifter,” skrev Teknik- og Miljøforvaltningen på Københavns Rådhus dengang til os.

Og det bliver der ikke ændret på, selv om der netop har været politisk interesse for at gå skrappere til værks. 

Pligt og register?

Teknik- og Miljøborgmester Line Barfod (Ø) satte sig for nylig til tasterne for at spørge Christiansborg om muligheden for at indføre en ny 'oplysningspligt'. Det gjorde hun på vegne af Borgerrepræsentationen på Københavns Rådhus. 

Københavnerne skulle have pligt til at oplyse det til kommunen, hvis de havde en brændeovn stående — og hvor gammel den var.

I dag findes sådan et register ikke, så kun Vorherre — hvis han eller hun findes — ved præcis hvor mange brændeovne, der står opstillet i den danske hovedstad. 

Med en lovpligtig registrering ville det blive lettere for rådhuset at finde frem til eventuelle brændeovnssyndere.

Og skrivelsen til statsmagten udgjorde for så vidt et lille kursskifte på rådhuset.

I foråret 2024 stemte Enhedslisten nemlig nej til SF's forslag om, at man skulle kunne lave proaktive tilsyn hos byens borgere for at sikre, at de forbudte brændeovne reelt blev skrottet. 

Kun De Radikale, Alternativet og SF selv stemte dengang for forslaget.   

Men i oktober kom der nye brændeknuder i ovnen, og et politisk flertal pegede nu på, at der skulle indføres en 'oplysningspligt', så alle københavnere med brændeovne skulle registrere dem. Kun Konservative stemte imod.

En pligt skulle angiveligt give ejerne af de anslået 3.000 forældede brændeovne mere lyst til at få dem bakset ud af deres boliger — inden de blev ramt af bøder.

Og det var på dén baggrund, at borgmesteren foreslog ministeriet, at kommunen kunne indføre den nye pligt.  

Må klare den med "dialog"

Svaret fra miljøminister Magnus Heunicke (S) til de københavnske politikere er dog klart:  

En oplysningspligt vil medføre omkostninger og være tung at administrere — både for kommune, politi og borgere. Og derfor er muligheden for at indføre sådan en pligt bevidst holdt ude af lovgivningen.

Hvis der var oplysningspligt til en central database, ville man også skulle straffe overtrædelser, hvilket ville være en statslig udgift. Og Christiansborg har ikke afsat midler til at efterforske sager om danskere, der undlader at oplyse om, at de har en ældre ovn stående i stuen.   

Ministeren siger i stedet, at kommunen — hvis den har en mistanke om en ældre brændeovn — må kontakte borgeren. Og hvis borgeren ikke vil "gå i dialog" om ovnen, kan kommunen ty til et tilsyn eller en politianmeldelse.

Og det svarer til den praksis, der allerede er sat i værk.

Da Teknik- og Miljøforvaltningen i forvejen ofte klager over at være overbebyrdet af tusinder af åbne sager — og ikke altid viser stor interesse for at forfølge dem — kan man dog måske tillade sig at stille spørgsmålstegn ved, hvor mange "dialoger" om ældre brændeovne, der vil blive åbnet fra rådhusets side.  

Det vil man nok ikke være ked af hos De Konservative. Her har man nemlig tidligere omtalt forbuddet mod de gamle brændeovne som en ’hyggedræber’ — og tvivlet på, hvor stor en forskel det ville gøre for luftkvaliteten i København.

Opgørelser har tidligere vist, at København reelt kun har mulighed for at skrue på mindre end 25% af byens partikelforurening.

75% af Danmarks partikelforurening blæser nemlig hertil med vinden fra udlandet — ligesom mange partikler fra andre områder i Danmark lægger vejen forbi hovedstaden.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

Kristine Ammitzbøll-Bille
Brændeovne i en storby hører fortiden til. Det er helt urimeligt, at folk skal have forpestet deres lunger uden mulighed for at forsvare sig mod naboens brænderøg, når alle er tilsluttet varme fra andre kilder. Oplys hellere om, at det er muligt at få nedtaget sin brændeovn som en del af den grønne håndværkerfradrag. En sund og grøn by starter med ren luft!

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens liv

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling