Dybbølsbro udvides med byens bredeste cykelsti
Fordi både metro, IKEA, fjernbusterminal og en fordobling af Fisketorvet er på vej på, under og omkring broen over jernbanen.
Det skal være skidt, før det bliver godt på Dybbølsbro. Der er allerede hårdt pres på især pladsen til fodgængerne på broen, der forbinder forbindelserne mellem Vesterbro, Islands Brygge, Sydhavn og Indre By, og det bliver kun voldsommere det næste halvandet års tid, mens Dybbølsbro ombygges og udvides.
Til gengæld venter der helt andre forhold for cyklister og gående på den anden side af anlægsarbejdet.
For mens bilernes kørebaner forbliver uændrede, vil de tohjulede have fået sig byens bredeste cykelsti i stedet for det hul, der i dag er mellem de to brodæk henover jernbanesporerne. Den dobbeltrettede cykelsti kobles direkte på Cykelslangen langs Fisketorvet og bliver ti meter bred – den hidtidige rekordholder på Dronning Louises Bro er fire meter bred i hver retning.
Det nuværende fortovsareal på broens side ved Dybbølsbro Station udvides samtidig fra to til fem meter. Det er dog inklusiv masser af nye cykelstativer til at afhjælpe de kaotiske cykelparkeringsforhold, så der bliver også indrettet et tre meter bredt fortov på den modsatte side af broen, hvor der i dag kun er cykelsti.
Arbejdet med at etablere et nyt cykelbrofag hen over Kalvebod Brygge fra Cykelslangen til Dybbølsbro er så småt gået igang, og i det nye år følger så den platform, der skal udfylde mellemrummet mellem de gamle brofag.
Den nye udvidede version af Dybbølsbro forventes at være klar til brug i udgangen af 2019.
Forberedelse til fremtidens forvandling
Selvom alt den ekstra plads bestemt allerede vil falde på et tørt sted for strømmen af fodgængere og de ca. 22.000 cykler, der på hverdage drager over Dybbølsbro, så skal udvidelsen først og fremmest ses som forberedelse til fremtidens endnu større mylder i området.
Dybbølsbro bliver nemlig i 2020'erne knudepunkt for en hel række nye menneskemagneter på, under og omkring broen:
I 2024 kobles området på Sydhavnsmetroen med Havneholmen Station, der placeres nogle hundrede meter fra Dybbølsbro Station på det fjerne hjørne af Fisketorvet – hvilket storcenteret selv udnytter til en storstilet udvidelse.
Lige skråt overfor Fisketorvet bygges Københavns nye inner city-IKEA med et grønt strøg på taget og en forplads direkte integreret i Dybbølsbro, samt et par kaktusformede boligtårne signeret Bjarke Ingels.
Og så er det sidste aflange areal under broen mellem IKEA'en og Dybbølsbro Station udset til hovedstadens hårdt tiltrængte fjernbusterminal, der dog endnu afventer de sidste forhandlinger mellem stat og kommune før den helt officielt er på vej.