Se de nye tegninger: Fisketorvet åbner sig mod havnen
Nye tegninger af Fisketorvets planlagte udvidelse viser disponering af metroforplads samt centerets nye restaurantområde.
Der har været relativt stille om Fisketorvet, siden Københavns Kommune tilbage i marts 2018 godkendte planerne om at udvide og forskønne det store shoppingcenter ved Kalvebod Brygge frem mod åbningen af Sydhavnsmetroen i 2024.
Bag kulisserne er der imidlertid blevet arbejdet intenst på planerne — så intenst, at det har kastet ikke mindre end 1.500 siders kommunale dokumenter af sig.
De dokumenter har Lokalavisen Havnefronten fået aktindsigt i, og avisens gennnemlæsning har bragt en række nye detaljer om projektet frem i dagens lys — sammen med nye tegninger af blandt andet området omkring den kommende metrostation og et nyt, mere åbent restaurantområde ud mod havnen.
Tegningerne af metroområdet viser, hvordan den kommende station bliver integreret i shoppingcenterets sydvestlige ende ved at etablere en todelt forplads og centerindgang.
På den måde bliver der nem adgang til både metroen og centeret, uanset om man kommer fra Dybbølsbro og den kommende fjernbusterminal på Carsten Niebuhrs Gade eller fra de nye boligkvarterer på blandt andet Enghave Brygge.
Mere åbent restaurantområde
I det stik modsatte hjørne skal det nuværende restaurantområde udvides og åbnes mere op med kæmpestore vinduespartier og et blødt afrundet hjørne, der med sine forskudte etager minder ikke så lidt om Tivolihjørnet på Vesterbrogade.
Ifølge Lokalavisen Havnefronten skal udearealerne omkring den nordøstlige del af Fisketorvet spille en langt større rolle, end de gør i dag. Blandt andet skal restauranterne i bygningens stueplan have mulighed for udeservering, og det planlægges at anlægge to træbrygger, hvor centerets gæster kan sidde og nyde havnelivet.
Ovenpå restaurantområdet skal der desuden anlægges en stor taghave i to plan, der blandt andet skal rumme et legeområde til børnene og en vinbar eller lignende.
Udover de nye detaljer om centerudvidelsen afslører de mange kommunale dokumenter ifølge Lokalavisen Havnefronten også, at der er visse samarbejdsvanskeligheder mellem Københavns Kommune og Fisketorvets ejer, Unibail-Rodemco-Westfield.
Fra kommunens side er man blandt andet utilfreds med, at kommunikationen ikke foregår på dansk, mens centerets ejere er uforstående over for, at Teknik- og Miljøforvaltningen på grund af ændringer i forhold til de oprindelige planer kræver, at der bliver udarbejdet en helt ny lokalplan.
Den overordnede plan er fortsat at udvide og forskønne det i dag noget kedsommelige og kasseagtige shoppingcenter ved blandt andet at lægge et lag af nye bygninger, tegnet af Schmidt Hammer Lassen Architects, udenpå den eksisterende facade.
I alt skal arealet af den i dag 51.000 m2 store ejendom mere end fordobles med 70.000 nye kvadratmeter. Heraf er 15.000 m2 afsat til flere butikker, mens de øvrige blandt andet skal bruges til kontorer og et nyt hotel.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!