"Det er ikke en cykelbog"

Fakta

'Cyklen på Nørrebro'

En fotobog om cykler på Nørrebro med billeder og tekster af Jon Nordstrøm.

208 sider for 299 kroner. Udgivet på Nordstroms Forlag.

Den automatiske cykeltæller på Dronning Louises Bro tæller hver dag op til 36.000 cyklister på vej til enten Nørrebro eller Indre By. Dét gør Nørrebro til bydelen med verdens mest cykeltrafikerede stykke vej i en by med nogle af de mest cyklende folk i verden. Hver dag kører københavnerne på deres cykelstier, cykelbaner og grønne ruter nok til to raske ture til månen og tilbage igen.

Cykelkulturen i København er blevet så populær, at danskernes cykelvaner gennem flere år nu bliver eksporteret til resten af verden. Man taler om at copenhagenize flere store byer. Eksporten er nået til New York og hele vejen til Beijing i Kina, hvor luftforurening i dag bekæmpes med luftkanoner af militæret, men cyklen engang var familiens mest værdifulde ejendel.

På Nørrebrogade har El Hassan igen fået hænderne farvet sorte af olie i cykelværkstedet. I færd med at balancere et hjul ned fra loftet, omringet af cykler, cykelkæder, tandhjul, rustne stel og en rodebunke proppet til randen med løse cykelstyr.

Elhassans Cykler mangler ikke cykler i butikken, men cykelsmeden selv – han kunne ikke drømme om at sætte sig op på en cykel.

Jon med de syv cykler

I et andet værksted på ydre Nørrebro holder fotograf, forfatter og forlægger Jon Nordstrøm til i et lille kontor med tre cykler og en collage, som pryder bagvæggen bag arbejdsbordet. De fleste af billederne er sort-hvid fotografier og fund fra loppemarkeder, som forestiller nøgne kvinder eller husmødre fra 50’erne.

”El Hassan kan skrue alt til en cykel,” fortæller Jon om sit møde med cykelsmeden.

”Men der skal meget til, før han selv hopper op på en. Jeg prøvede at overtale ham. "Det gør for ondt i mine knæ", sagde han så.”

Jon Nordstrøm ejer selv syv cykler. De er alle sammen fotograferet til hans nye bog 'Cyklen på Nørrebro'. Tre af dem står lænet op ad væggen på kontoret i Rådmandsgade.

En skræmmende vintercykel

Jon går straks i gang med at fortælle:

”Alle mine cykler er genbrug. Jeg har købt dem billigt, som regel på Den Blå Avis, og så har jeg sat dem i stand. Som min ladcykel her fra 1935. Jeg har skiftet lejer og skrællet den godt ned i stellet, taget alt overflødigt væk, og så har jeg lavet et par lækre nye hjul, så den ruller rigtig godt. Det er lige før, det er et veterankøretøj. Så er der min racercykel – en typisk slut-80’er-racecykel. To nye dæk og en ny kæde, så er den klar for et par tusinde. Min vintercykel her – den er til gengæld skræmmende!”

Jon taler om en gul cykel med et mønster af ridser i lakken. VERDENSMESTERCYKLEN står der henover stellet. Det sidste L er halvt. I 'Cyklen på Nørrebro' er vintercyklen fotograferet med en plasticpose over sædet.

”Det er sådan en gammel SCO, som er banket sammen af reservedele. Den er helt klart en modvægt til nogle af de cykler, man ser i nye smarte cykelbøger, som jeg godt kan få lidt klaustrofobi af. Her ophøjer jeg netop den almindelige cykel. Det andet bliver så upersonligt og kommercielt. Jeg kan næsten ikke holde det ud.”

Den mest personlige bog

Til at begynde med gik Jon rundt med en idé om at lave en bog om cykler, ikke kun på Nørrebro, men i hele København. Det viste sig, at alle havde en holdning til en cykelbog om København, så Jon besluttede sig for at gå en anden vej; kredse emnet ind og holde alle kommercielle interesser ude af projektet. På den måde kunne Jon gøre præcis, hvad han havde lyst til.

På 30 dage lykkedes det ved hjælp af private donationer og crowdfunding at skrabe pengene sammen, så 'Cyklen på Nørrebro' kunne komme på tryk.

”Jeg har angrebet emnet meget personligt. Bogen skulle ikke bare være kommercielt afsendt af nogen mænd, som kører bil og eksporterer noget cykeltur, som de ikke selv forstår en fis af. 'Cyklen på Nørrebro' er min bog. For nogle kan den måske virke forvirrende. Andre kan mærke spejderånd og mine tanker i bøgerne. Jeg skider bare på det og gør det, som jeg synes er sjovt. Det er helt klart min mest personlige bog.”

Fra ministeren til cykelpolospilleren

'Cyklen på Nørrebro' er en lyserød bog, ikke større eller tungere end at man kan have den med på cyklen. Forsiden er en sort illustration med mønster rundt i kanten og en mand med fyldigt overskæg i midten. På hans fingre, som holder godt fast på styret af en cykel, står LOVE og KBH N. Tegningen fortsætter bag på omslaget. Her er beskrivelsen af bogen håndskrevet med blå kuglepen og klodsede blokbogstaver.

Bladrer man et par sider frem til bogens første kapitel, sidder Jon Nordstrøm på sin første cykel på et barndomsbillede. Hans storesøster, Lise, står ved siden af, mens Jon kigger koncentreret ned på de to nye hjul under hans fødder.

Bladres lidt længere frem, finder man billederne af Jon Nordstrøms syv cykler og samtlige 56 cykelsmede på Nørrebro. Så bliver bogens sider matte, en smule mere gule, og det bliver vinter på Nørrebro. Her er sort-hvid billeder af bydelen indhyllet i sne og det enten grå og trøstesløse, eller lysende klare vintervejr.

Portrætterne på de næste sider inkluderer blandt andre kirkeminister Manu Sareen og hans gule cykel. Cykelpolodrengene på Nørrebro er også fotograferet midt i et spil med stav og cykel.

Tosseri og løgnehistorier

Den sidste del af bogen er den del, som Jon Nordstrøm bedst kan lide. Det er situationsbilleder eller ”hyggebilleder”, som Jon kalder dem, taget med et polaroidkamera og med små tekster under hvert billede.

Billedteksterne på tysk, fransk, dansk og arabisk løber som en rød snørklet tråd igennem hele bogen. Men når Jon Nordstrøm skriver, at sneen ligger længere om vinteren på Nørrebro end i resten af Danmark, skal man tage det med et smil.

”Det er rent tosseri! Så står teksten pludselig på tysk, fordi jeg synes, det var hyggeligt. Jeg er fuldstændig ligeglad.”

Jon Nordstrøm understreger, at der skal være humor i det, han laver.

”Teksterne er løgnehistorier, mange af dem er i hvert fald. Det er med til at gøre bogen mindre selvhøjtidelig og kunstnerisk på den ”rigtige” måde. Men det skinner samtidig igennem, at jeg ved meget om cykler og elsker cykler. Det er jo bare en tossefinurligbog, som egentlig ikke er en cykelbog.”

Ikke alle cykler på Nørrebro

Når Jon slentrede ned af Nørrebrogade eller Jagtvej med sit kamera, søgende efter den næste cyklist og det næste billede, var gadebilledet fyldt med indvandrere, men kun meget sjældent mødte han indvandrere, som også kørte på cykel.

”Jeg havde en idé om, at indvandrere selvfølgelig også cykler, men det gør de i virkeligheden ikke særlig meget. Det gav en ny drejning på bogen. Jeg startede med en spændende idé om indvandrere, cykler og integration – det måtte jeg bare lave helt om.”

Jon blev brændt af flere gange, indtil det lykkedes ham at lave en aftale med to søstre, Riswana og Rukhsana. Søstrene lærte at cykle på et cykelkursus for kvinder på Nørrebro. Rukshana, den ældste af søstrene, havde ingen cykel, så Jon fotograferede begge pigerne med lillesøsterens cykel.

”Da jeg mødte lillesøsteren, Riswana, var det første hun sagde til mig: ”Jamen, vi har altså en bil”. Ligesom hun ville skynde sig at sige: Vi har status, vi har råd til en bil, vi behøver ikke nøjes med en cykel.”

Cyklen er kommet for at blive

”Jeg er vokset op med cykler, og jeg har aldrig været flov over at cykle – det kender jeg heller ikke nogen, der er. Jeg cykler ikke, fordi jeg ikke har råd til en bil, men fordi det er smart og supersjovt. Dét tror jeg er en ting, som ligger i danskerne. Selv en stor forsvarsadvokat kan sætte sig op på en cykel – han har sikkert en grøn Raleigh, den dyreste af slagsen – og ingen ville se ned på ham.”

”Cyklen er kommet for at blive,” fastlår Jon og spår, at den næste generation af indvandrere på Nørrebro også hopper op på cyklen.

”Selvfølgelig skal cyklen have en bog, som handler om den almindelige cykel, dem som altid cykler, og dem som ejer en cykelsmed, men aldrig cykler. Af respekt for cyklen behøver man ikke pudse den fin og skinnende og fotografere den smarteste nye cykel hver gang. 'Cyklen på Nørrebro' er en tossebog, som jeg har lavet, fordi jeg elsker cykler. Jeg var ikke i tvivl, da jeg flyttede til Nørrebro efter 21 år med firma på Vesterbro – det skulle være en bog om cykler på Nørrebro, ikke en ny eksportbog om dansk cykelkultur.”