pixel

Nye bud på løsning af cykelkaos ved Hovedbane­gården i år

I årevis har man søgt en løsning på cykelvirvarret ved Hovedbanegården. Aktuelt arbejde er forsinket, men i år kommer der et nyt udspil.

COBEs forslag til cykelparkeringspladser ved Hovedbanegården

Kan man efter en weekendtur få fat i sin cykel uden at skulle fjerne flere lag af andres, så har man vundet Hovedbanegårdens cykeldyst.

For det har længe været en kunst at finde et sted at stille sin cykel ved stationen. Og en kunst at finde den igen.

Vi har da også skrevet om cykelkaosset ved Hovedbanegården tidligere. Senest i 2019 hvor Københavns Kommune satte gang i en undersøgelse af, hvordan man kan finansiere en udvidelse af Tietgensbroen med nye cykelparkeringspladser.

Forsinket kapitalsøgning

Læste man med dengang, sidder man måske nu med en forventning om, at processen med at rejse kapital ville være afsluttet med udgangen af 2020. Og at det praktiske arbejde med at udforme projektet derfor nu er på vej.

Det var nemlig, hvad kommunen regnede med tilbage i 2019. Men så langt er man ikke nået.

Arbejdet med at finde potentielle donorer er dog fortsat i fuld gang.

Fordi opgaven er så stor, anser Københavns Kommune det for nødvendigt at finde fondsmidler — eller anden ekstern finansiering — til at supplere de skattekroner og bidrag fra DSB, der formentlig også vil være del af en finansieringspakke.

Og ifølge Teknik- og Miljøforvaltningen vil en udredning af forskellige løsningsbud ligge klar i løbet af dette kalenderår.

En nødvendig tredobling

Der er dog sket noget omkring Hovedbanegården siden sidst.

Juul Frost Arkitekters ombygning af Reventlowsgade sidste år har givet godt 500 ekstra cykel P-pladser uden for Hovedbanegården. Så i dag er der i alt ca. 2.500 pladser at låse cyklen fast ved.

Men det er ikke nok. Behovet stiger og stiger — senest fordi Hovedbanegården nu også kan kalde sig for metrostation — og Københavns Kommune regner med, at der om bare fire år vil være behov for 7.500 pladser.

Hvis den beregning holder, skal en løsning altså kunne tredoble dagens antal.

Dét vil både kræve en dyb pengepung og kreative tanker. For man kan ikke bare plotte en masse stativer op. Det er der simpelthen ikke plads til på arealerne omkring Hovedbanegården.

Derfor skal der tænkes i P-huse, -broer eller -kældre. Og en P-plads i sådan en konstruktion er selvsagt et større og dyrere projekt end en plads i et cykelstativ på gaden.

Faldne cykelidéer

De sidste par år har der for så vidt været nok med forslag at gå i kast med for kommunen.

I 2015 ville Mutopia (nu en del af Skala Arkitekter) lave en indendørs cykelby i 1. sals højde.

Året efter lød en vision at lave et svævende 'cykelhjul' henover banegraven mod Vesterbrogade. Spacelab Arkitekter foreslog her i magasinet at lægge 2.700 P-pladser ned under en ny 'Stationshave' — også ud mod Vesterbrogade.

Et andet bud samme år var at placere 3.760 pladser i en 3-etagers parkeringskælder under indgangen mod Tivoli.

Det forslag, der har været tættest på at komme nogen vegne politisk, har været noget af en genganger gennem årene. Det involverer den 114 år gamle Tietgensbroen, som løber over perronerne på Hovedbanegårdens sydlige side.

Ny Tietgensbro

Allerede i 2009 tog Københavns Kommune sammen med DSB det første initiativ til, at der skulle anlægges nye cykelparkeringspladser på selve broen. Hele 7.000 af slagsen, faktisk.

Ved den lejlighed vurderede man, at hele den gamle bro alligevel snart skulle hovedrenoveres eller skiftes ud. Og derfor gav det mening at tænke i at slå to fluer med smæk: ny bro og nye cykel P-pladser.

I 2015 lå et forslag til netop dette klar. Bestilt af Banedanmark og tegnet af arkitekterne hos COBE.

Cykel-konsulenterne hos det lille firma Copenhagenize lagde også deres eget forslag på bordet som et indspark i debatten.

COBEs forslag blev rost for, at cyklister kan gå direkte ned på perronerne, når de har parkeret deres cykler på broen, og på den måde slippe for at kæmpe sig ind og ud af stationsbygningen.

Økonomien modtog projektet dog ikke ligeså mange politiske roser for.

En undersøgelse fra Teknik- og Miljøforvaltningen i samarbejde med DSB og Banedanmark nåede frem til, at det ville koste 454 millioner kroner ekstra, hvis broen ikke blot skulle renoveres, men også udvides med omkring 3.000 nye cykelparkeringspladser.

Derfor stemte Borgerrepræsentation i sidste ende 'nej', og broen blev renoveret uden udvidelse til cykel P-pladser.

Dengang kaldte Copenhagenizes Mikael Colville-Andersen den politiske beslutning for et tegn på manglende visioner.

Én løsning er ikke tilstrækkelig

Ingen af de efterhånden mange forslag er blevet til virkelighed. Men det skyldes ikke, at de mange cykler er forduftet.

Så Københavns Kommune og DSB er altså fortsat i gang med undersøgelser af forskellige løsninger, der kan skaffe flere cykelpladser ved Hovedbanegården.

En tilbygning af Tietgensbroen med cykelparkering vil formentlig igen komme til at spille en hovedrolle. Men da man i 2019 satte gang i den nuværende proces, var det med et udgangspunkt om kun 2.000 nye pladser på broen.  

For at nå de nødvendige 5.000, der skal bringe totalen op på 7.500, skal der altså også andre løsninger til. Og det koster.

Teknik- og Miljøforvaltningen oplyser til Magasinet KBH, at man endnu ikke har lavet konkrete aftaler om ekstern medfinansiering, men at man fortsat er i gang med at afsøge mulighederne. 

Samtidig er man altså i gang med et prospekt for forskellige løsninger — et prospekt der skal danne udgangspunkt for dialog med andre interessenter, når det ligger klar senere i år. 

Magasinet KBH følger sagen.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

tegnestuevision
København
Byens parkeringspladser udnyttet til midlertidige studieboliger – uden at fjerne bilerne.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling