Park Village
Byens parkeringspladser udnyttet til midlertidige studieboliger – uden at fjerne bilerne.
Alle større uddannelsesbyer kender udfordringen. Hvert år i september taler alle om de nye studerendes udfordring med at finde et sted at bo.
Planloven har åbnet for at bygge midlertidige studieboliger i en periode på 10 år. Og det skal udnyttes til at bygge boliger og fællesskaber over vores eksisterende parkeringspladser – byen beholder parkeringen, som nu bare er overdækket.
Konceptet har vi i ONV Arkitekter udviklet sammen med Rambøll.
Med inspiration fra andre storbyer foreslår vi et bærende koncept i beton eller stål, fastgjort med demonterbare jordankre, til bæring af de ovenliggende boliger. Disse tænkes opført i boksmoduler eller brugte containere med fælles arealer øverst i bygningen, væk fra bilerne og op i lyset.
Hele oplevelsesrige studiebyer vil kunne opstå oven på de nuværende p-pladser og udformes i forskellige variationer og størrelser – næsten uden at det eksisterende p-areal reduceres.
Boligerne
Som tommelfingerregel vil der kunne etableres tre studieboliger pr. eksisterende dobbelt p-plads ved et byggeri i samlet fire etager.
Den enkelte bolig er med tre meters loftshøjde, indbygget sovehems og mindre køkken. Seks boliger deler et større fælles køkken og opholdsrum øverst.
Adgang sker fra fælles ankomstdæk med eventuelt tilsluttet personlift. Dette er dog ikke et krav da adgang til boliger sker fra 1. sal.
Alt opføres demonterbart, lige fra bærende rammer på stueplan til de enkelte rumstore boksmoduler på etagerne inklusiv facadeplader.
Konceptet er forberedt for flytning til en ny lokalitet efter 10 år, hvor p-pladsen vil stå uberørt tilbage.
ONV Arkitekter er en københavnsk tegnestue med stor erfaring inden for industriel arkitektur og ideudvikling af bæredygtige byggekoncepter.
Se mere på onv.dk.