pixel

De høje brune dåser på Axeltorv

En af de mest markante tilføjelser til København i årevis står endelig færdig: Forliste Scalas friture-forlystelser er skiftet ud med en klynge runde rustfarvede tårne.

axel towers lundgaard tranberg

Et par går forsigtigt, tøvende, op ad trappen. Manden rækker ud og rører ved facaden. Kvinden finder sin iPhone frem og tager et billede op mod toppen af tårnene.

Det myldrer ikke ligefrem på Københavns nye svar på den spanske trappe mellem tårnene i Axel Towers. De publikumsvenlige funktioner er da heller ikke flyttet ind endnu rundt om den nye byhave oppe i første sals højde, så man kan godt være lidt i tvivl, om man er velkommen.

Men som fem runde dåser står de færdige, op til 15 etager høje midt i Københavns klassiske forlystelsesområde mellem Rådhuspladsen og Hovedbanen, på Axeltorv, hvor det gamle Scala lå.

Advokatfirmaet Gorrissen Federspiel har sat sig tungt på 14.500 af de i alt 23.000 kvadratmeter, men enhver kan besøge byhaven eller de nye restauranter og butikker, der snart åbner. Med michelin-kokkene fra AOC's nye Restaurant Trio i toppen og med en Starbucks i bunden skulle der være noget for de fleste pengepunge i tårnene.

Aaltovase i rustenbrun

Man får lyst til at lægge nakken tilbage og gå lidt frem og tilbage for at få alle perspektiver med. Axel Towers virker større både i højden og på tværs, når man står helt tæt på.

»Når man bevæger sig rundt i København, dukker bygningen op med meget forskellige kig. Og når du er tæt på bygningen, så oplever du den også hele tiden som foranderlig, fordi den har den form, den har,« siger arkitekt Michael Kvist fra Lundgaard & Tranberg Arkitekter, der har tegnet dem.

Axel Towers består af fem runde bygninger på mellem 28 og 61 meter. De fem stammer er fritstående men forbundet af byhaven på første sal og af slyngede gangbroer i forskellige højder, der ser ud til at vokse ud af siden på facaderne. Også trapperne snor sig både udvendigt og indvendigt.

»Der er nogle, der kalder den en Aaltovase. Det er nu mere ønsket om at skabe en bygning i harmoni med sine omgivelser, der har været udgangspunktet,« siger Michael Kvist.

Bliver smukkere og smukkere

Facaden er inddelt i vandrette bånd for hver etage med lodrette finner, der tager noget af solindfaldet. Og så er den beklædt med tombak – en legering af kobber og zink, der med tiden bliver mørkebrun. Lundgaard & Tranberg har tidligere brugt materialet på en anden rund bedrift i København, Tietgenkollegiet i Ørestad Nord.

»Tombak har en stoflighed og en dybde, som for eksempel malede alu-overflader aldrig nogensinde får. Det er et materiale, der patinerer. Så huset bliver kun smukkere og smukkere,« forklarer Michael Kvist.

Ud mod Vesterbro Passage er der kommet to ekstra små babyversioner til familien af tårne, og den lidt lysere, gyldne tombak afslører, at de ikke har stået her længe. De to efternølere er henholdsvis et elevatortårn og en lobby, der bliver kaldt Dråben.

Torvet fortsætter op i byhaven

Tre trapper med messinghåndlister fører op til den nye byhave i første sals højde. Den sydvendte af dem er mindre stejl og har reposer til at hænge ud på.

»Trappen er flad, så man får en fornemmelse af, at der er et rum, som man forhåbentlig bliver draget af og får lyst til at gå op i,« fortæller Michael Kvist.

De to tårne, der flankerer trappen, er de eneste, der ikke er bundet sammen med gangbroer; det er for at få sollys ind. Fra trappen har man udsigt til Tivolis hovedindgang.

I byhaven mellem tårnene vokser der taks og skovfyr og flerstammede paradisæbletræer. De nye træer holdes foreløbig oppe med wirer og træstøtter. Chaussésten, der også dækker hele Axeltorv, fortsætter op i byhaven for at skabe sammenhæng mellem de to offentlige uderum, forklarer arkitekten:

»Chausséstenen er jo et kendt element i København, som vi syntes, det var sjovt at lægge som ét stort gennemgående tæppe, som bygningen står på.«

Axeltorv ligger lige netop, hvor volden engang løb, i overgangszonen mellem middelalderby og det moderne København. Efter den trinvise lukning af Scala har det i lang tid mest fungeret som et gennemblæst transitrum, men nu håber arkitekterne, at folk vil slå sig ned på torvet, som har fået en masse runde øer med træer, bænke og cykelstativer. Det forrige torvs græske bronzevaser og runde spejlbassin af henholdsvis Mogens Møller og Mogens Breyen er i depot, men kommer snart tilbage og indtager deres plads igen i deres lille symbolske solsystem.

Højden giver mere plads til liv

»I Scala var der ét samlende rum, hvorfra man skulle fordele sig ud til de mange funktioner. For at sikre så meget liv som muligt i og omkring Axel Towers har vi i stedet skabt en bygning, hvor man kommer til alle de udadvendte lejemåls funktioner via facaden. Man går ikke først ind i en arkade eller et atrium. Det vil være med til at skabe så meget liv som muligt på torvet,« forklarer Michael Kvist.

For at kunne bygge noget andet end en firkantet kasse på fem til ti etager fik arkitekterne overtalt kommunen og bygherren til at ændre lokalplanen.

»Det gjorde, at vi fik lov til at bygge de samme kvadratmeter, men vi fik lov at bygge højere. De ekstra lommer, der er opstået omkring foden af bygningerne, sammen med den nye byhave på første sal betyder, at vi faktisk giver 1.700 offentligt tilgængelige kvadratmeter tilbage til København,« forklarer Michael Kvist.

Designet med de separate tårne har både givet de små byrum, mere facade til kontorerne samt fodgængeradgang fra alle sider, så man kan krydse midt igennem byggeriet. Der er selvfølgelig lavet både skygge- og vindanalyser for at sikre sig, at tårnene ikke er til gene for omgivelserne.

Med indkørsel fra Jernbanegade er der i øvrigt offentlig parkeringskælder i fem dæk under tårnene, også til cykler.

Fra friture til advokatdomicil

Indtil midten af 1800-tallet tilhørte matriklen militæret som en del af byens befæstning. Efter voldenes fald har det gamle terræn lagt jord til alskens forlystelser: Varietéteater, revy, danserestaurant, stormagasin og selvfølgelig det postmodernistiske forlystelsespalæ Scala fra 1989, som forenede biografer, butikker, spisesteder, diskotek og fitnesscenter – alt sammen badet i en os af friture.

Det var i længden kun 90'ernes forstadsteenagere, der kunne holde af det upopulære palæ, som lukkede i 2008 efter flere års spøgelsestilstand og enkelte piratfester. Ejendomsselskabet Norden overtog Scala-bygningen i 2011, rev den ned i 2012, og har siden 2013 bygget på Axel Towers. Finansieringen på anslået 1 milliard kroner kommer fra pensionskasserne ATP, PFA og Industriens Pension.

Selvom forlystelse og svir ikke i længden var et holdbart koncept på grunden, så er advokaterne altså ikke alene i deres nye domicil. Indtil videre er ur- og smykkemærket Klarlund flyttet ind i bunden, og ved siden af er Peter Beier Chokolade ved at gøre klar.

På 8., 9. og 10. etage åbner Trio inden længe selskabslokaler, cocktailbar og restaurant inklusiv terrasse på 25 m2. Trods forpagternes meritter skulle prisniveauet ikke ende i Michelin-niveau, men ellers kan man gå i Dalle Valle – altså caféen, som snart flytter ind i tårn A.

Starbucks, som ligger lige ved den sydvendte hovedtrappe overfor Tivoli, og har valgt et lidt råt betoninteriør, har allerede godt med gæster. Der er pyntet op til Pride, da Magasinet KBH kommer forbi, med “Stand up for diversity”-bannere på hylden ved siden af kædens særlige Danmark-kaffekrus til turisterne. Udenfor sidder folk ved caféborde og nyder solen og strækker hals, da Tivoli-garden pludselig kommer marcherende.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling