Farvel til et Københavner-ikon fra luften
"Vingerne" på Trekroner-fortet er ved at blive stækket — men får lov at leve videre i nye rammer.
På vej over Øresund med kurs mod landing i lufthavnen er de et ikon på linje med vindmøllerne ved Middelgrunden.
Lige midt i indsejlingen til Københavns inderhavn ligger de som to 450-meter lange 'vinger', der stikker ud fra Trekroner-fortet.
Vi taler selvfølgelig om de to stendiger der har ageret bølgebrydere i mere end 130 år — stendiger som nu er på vej væk.
En ny bølgebryder ved navn Lynetteholm er nemlig godt på vej til byen.
Ikke til Genbrugsstationen
De gamle stendiger er tydelige både fra luften, fra Langelinie og fra Refshaleøen — og har haft til formål at skærme de indre del af havnen mod større bølger, når vinden piver over Øresund.
Særligt da Frihavnen nord for Kastellet blev anlagt i 1890'erne, blev der behov for roligere vand, og derfor fik Trekroner-fortet sine i dag velkendte 'vinger', der rækker næsten hele vejen fra Refshaleøen til Nordhavn.
De er altså ældre end opfindelsen af flyvemaskinen, og derfor har ingen flypassager set et København uden dem.
Men netop i disse dage er arbejdet med at fjerne dem startet op.
Som vi kunne fortælle i december, er man snart er færdig med at anlægge Lynetteholmens 'Fase 1' — og er nu godt i gang med den meget større 'Fase 2'.
Her er man for tiden i gang med etablering af perimeteren af den del af Lynetteholm, der lægger sig mellem Refshaleøen og Nordhavn. Og dermed er Trekroners bølgebrydere gradvist ved at blive overflødige.
Lynetteholm overtager funktionen.
Der er dog ingen grund til sejle de optagede sten fra Trekroner til Genbrugsstationen, da de naturligvis kan genbruges til etablering af Lynetteholm.
Faktisk vil de blive brugt til at skabe perimeteren af den inderste del af Lynetteholm — den del der i fremtiden vil danne en 'bugt' omkring Trekroner. Og dermed skal de ud på en sejltur, der er mindre end 200 meter lang, før de bliver lagt i havet igen.
Mange af stenene vil blive lagt øverst, så de vil kunne ses over vandets overflade, ligesom de kan på stendiget i dag.
Det stendige, der vil indramme fremtidens Lynetteholm, er dog først færdiglagt til næste år. Og derfor kan man ikke pille bølgebryderne ved Trekroner ned i ét hug.
Nedtagningen vil ske gradvist, så Trekroner siger farvel til sine bølgebrydere i takt med, at Lynetteholm rejser sig fra vandet.
Inderhavnen vil altså være ligeså beskyttet mod bølger, som den har været siden 1890'erne.
Men flyveturen ind over Øresund bliver en anden.
Den oprindelige plan for Lynetteholm lagde i øvrigt op til, at Trekroner-fortet nærmest ville blive en lille badeø — tæt omsluttet af Københavns nye, store ø.
I 2019 justerede man dog planerne. Nu har Trekroner fået mere "luft" omkring sig, og man vil skulle have taget 400-meter mærket i svømning for at nå det gamle fort fra Lynetteholms kommende strand.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!